Niels og Sommai fra Thy i ny film: - Vi vil være ærlige
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST
Et filmhold har fulgt Hr. og Fru Molbæk fra Thy i ti år, og i aften er der verdenspremiere på filmen i Skive.
I ti år har Sommai og Niels Jørgen Molbæk fra Sennels haft et kamera i nakken. Det er der kommet en dokumentarfilm ud af, og i aften har Hjertelandet, som filmen hedder, premiere.
Vi havde indtrykket af, at de ville lave en seriøs film, og vi ville være ærlige, ellers ville vi ikke være med.
Niels Jørgen Molbæk, Sennels
- Vi havde indtrykket af, at de ville lave en seriøs film, og vi ville være ærlige, ellers ville vi ikke være med, siger Niels Jørgen Molbæk.
For 27 år siden kom Sommai til Danmark for at blive gift med Niels Jørgen. Siden har hun hjulpet 16 andre kvinder fra Thailand til Nordjylland - blandt andre sin niece.
Filminstruktør Janus Metz har fulgt nogle af kvinderne og deres danske mænd, og for Sommai har det været helt okay at blive fulgt af kameraerne.
- De har været gode til at undgå at genere os, så vi også kunne sige, hvornår vi havde lyst og ikke havde, siger Sommai Molbæk.
Om filmen Hjertelandet
Sommai kom til Thy for 25 år siden og giftede sig med Niels. Hun er tidligere sexarbejder fra Pattaya i Thailand, og hun forstår de fattige kvinders svære situation i sit hjemland.
Nu hjælper hun kvinder fra sin landsby i Thailand til ægteskab med danske mænd. Men dette medfører en lang række svære dilemmaer for de implicerede.
Filmen følger både en række kvinder, som prøver lykken i udlandet, og nogle, der prøver at slå sig igennem i hjemlandet.
Kilde: Det Danske Filminstitut
Nødt til at blive gift
Deres liv de sidste 10 år er nu kogt ned til halvanden time, og filmen handler blandt andet om, hvor svært det er at komme til Danmark fra Thailand.
- Vi var nødt til at blive gift, for at vi kunne blive i landet, men det har været rigtig hårdt. Man kommer fra et andet land, hvor man er opvokset på en anden måde.
- Man skal først og fremmest lære manden at kende, og så er det noget andet mad og klima, og kultur og sprog er helt anderledes, så det har ikke været sjovt, siger Sommai Molbæk.
66-årige Sommai Molbæk og Niels Jørgen Molbæk er begge pensionister. Ægteparret kan ses i filmen Hjertelandet, som har verdenspremiere i aften klokken syv i Kulturcenter Limfjord i Skive.