Nanna vil drive tankstation uden benzin og diesel
På tankstationen Kvix i Thisted vil de være de første, der dropper benzin og diesel for i stedet at satse på el, og de går i gang allerede i begyndelsen af det nye år.
Siden 1953 har bilister kunnet tanke benzin og diesel på Østerbakken i Thisted, men nu er det snart slut. For i starten af det nye begynder gravemaskiner at fjerne tankstanderne og brændstofbeholderne i jorden, så der i stedet kan blive plads til el-ladestandere.
- Vi kalder os selv fremtidens tankstation. Det er store ord, men i og med at vi er de første, der laver en benzintankstation om til en el-ladestation, så bliver vi jo på en måde fremtidens, siger Nanna Saugbjerg, der er forpagter på Kvix, som tankstationen hedder.
Det er ikke sikkert, der er et marked lige nu, men det tror jeg, der kommer.
Nanna Saugbjerg, forpagter, Kvix, Thisted
Det er ikke engang en måned siden, hun overtog forpagterkasketten på stedet, men der er ingen grund til at ligge på den lade side, så gravearbejdet begynder allerede den 11. januar. Og hun er ikke bange for, at forandringer kommer til at koste kunder.
- Vi er ikke bare en tankstation. Vi sælger så meget mad, så vi har en bred kundekreds. Og derfor tror jeg ikke, at vi taber kunder på det. Det er klart, der kommer nogle andre, men dem, der så kommer nu, de har mulighed for at sætte sig ned inde hos og kan spise imens, siger Nanna Saugbjerg.
Lidt under tre procent af biler i Thisted kører på el
Lige nu er det kun 700 ud af 27.000 biler i Thisted Kommune, der kan køre på el, viser tal fra Danmarks Statistik. Men heller ikke det bekymrer den nye tankforpagter.
- Det er ikke sikkert, der er et marked lige nu, men det tror jeg, der kommer. Det er fremtiden, vi snakker om, og det er fremtiden, vi ser på. Vi ser fremad og håber, at det er det her, der skal til for at vi kan drive Kvix, siger hun.
Og når man spørger en lokal bilforhandler, så er der da også grund til at være optimistisk, når det kommer til udviklingen i salget af elbiler.
- Vi kan godt mærke, at efterspørgslen på 100 procent elbiler bliver større og større, siger Henrik Pedersen, der er salgschef ved Thisted Motor Compagni.
Ifølge ham er der mange kunder, der bekymrer sig om, hvor og hvordan de kan få ladet en elbil, og derfor er han også positiv overfor projektet om en ny el-ladestation i byen.
- Det er rigtig godt nyt for dem, som kommer til byen, og også for dem som bor i området, men som ikke kan lade derhjemme. Det er en stor fordel for dem, siger salgschefen.
Udover ændringen af selve tankområdet skal den tilhørende butik også renoveres i 2022, så der blandt andet kan blive bedre plads til at lave de sandwiches, som stedet er kendt for.
Flere artikler fra TV MIDTVEST