Landmand bliver tvunget på pension - særlig regel lukker hans landbrug
Foto: Privatfoto
Birgitte Østergård Jensen og Jørgen Jensen bliver tvunget til at nedlægge deres landbrug.
Birgitte Østergård Jensen og Jørgen Jensen kan ikke få lov til at bygge deres stald om - og i 2027 bliver den ulovlig.
En landmand fra Frøstrup kan blive tvunget på pension tidligere, end han egentlig havde tænkt sig.
Fra 2027 er bindestalde ulovlige - og Birgitte Østergård Jensen og Jørgen Jensen kan ikke bygge deres stald om. Lige ved siden af stalden er der nemlig bevaringsværdige græsarter fra 1100-tallet.
Det betyder, at landmandsparret ikke kan få den nødvendige miljøgodkendelse til at bygge stalden om. Så fra 2027 kan Jørgen Jensen blive tvunget på pension i en alder af 64.
Hvad er en bindestald?
En bindestald er en stald, hvor køerne står bundet enkeltvis - modsat løsdriftsstalde.
Dyreetisk Råd skønner at der er mellem 360 og 390 bindestalde tilbage - svarende til 15-20 procent af alle køer.
Oprindeligt skulle bindestaldene have været udfaset fra sommeren 2022, men er nu forlænget med fem år til 2027.
Overgangsordningen kom med et krav om, at kreaturer i bindestalde skal på græs i sommerhalvåret fra 2022.
Ifølge husdyrloven skal et kategori 2 beskyttet område, som parrets overdrev i Højtofte er, skal aminoak-udledningen ned under 1 kg kvælstof pr. hektar på naturområdet.
L&F foreslår blandt andet, at de gårde, der ikke kan overholde disse krav, skal kunne forpligtes til at lave naturpleje i anden grad, så man får en bredere helhedstilgang til naturbeskyttelsen.
Kilde: LandbrugsAvisen
- Det er ganske urimeligt. Vi burde få en kompensation, når vores virksomhed på den måde lukkes, siger hans kone, Birgitte Østergård Jensen.
Ville gerne drive landbruget videre
Birgitte Østergård Jensen og Jørgen Jensen har et familielandbrug med malkekøer, hvor de ejer 46 hektar jord.
De havde håbet på, at en af deres to sønner kunne overtage landbruget efter det dem. Men da de ikke kan bygge stalden om, har de måtte begrave den drøm.
Samtidig skal de selv vænne sig til et liv uden landbrug.
- Jeg tror, at det bliver svært for min mand at finde noget andet at lave. I hele hans liv har han kun arbejdet for sine forældre eller sig selv, siger Birgitte Østergård Jensen.
Selvom landbruget lukker, så kommer ægteparret til fortsat at være forpligtiget til at have køer til at græsse på det område, hvor de bevaringsværdige græsarter er.
- Det er mange betingelser at sætte, og vi får ikke en krone for det, siger Birgitte Østergård Jensen.
Hun fortæller, at hun har affundet sig med de nye regler - men hun mener samtidig, at de bør kompenseres.
- Vi kan ikke lave om på reglerne. Men det ville være fair, hvis vi fik en kompensation, ligesom hvis vi skulle eksproprieres, siger hun.
Birgitte Østergård Jensen fortæller, at parret ikke har intentioner om at flytte, da det er Jørgen Jensens fødegård, og at de er rigtig glade for at bo der.