Anja fra Havnen har landet stor stilling: Og har altid boet i den samme by
Foto: Privatfoto
En stilling som økonomidirektør er en stor post, som Anja Vrangager netop har landet, men det betyder ikke, at hun vil flytte fra Horne. Her har hun altid boet og vil måske gøre det for altid.
Flere nordjyske kommuner kæmper med affolkning. De unge flytter til storbyerne for at uddanne sig - og alt for mange vender aldrig tilbage til hjemkommunen.
Og så er der Anja Vrangager. Hun bor i Horne. Det har hun altid gjort, og det vil hun muligvis altid gøre.
Hun er 33 år og uddannet kontorassistent med speciale i økonomi fra Aalborg Handelsskole. Siden har hun fulgt op med regnskab og økonomi uddannelsen fra Aalborg Universitet - men hun har altid boet hjemme i Horne.
- Jeg har bare gjort, hvad jeg har følt var rigtigt for mig, for mit liv og for min familie, fortæller hun.
Der bor 669 borgere i Horne, heriblandt Anja Vrangager, hendes mand, hendes børn, hendes forældre, hendes storebror og også hele hans familie.
- Det er bare... Jeg kan rigtig godt lide Horne, konstaterer Anja Vrangager med et stort smil.
Anja fra Havnen
For nylig har hun landet en stor direktørstilling, bare fire kilometer fra bopælen, på Hirtshals Havn. Og netop havnen er som hendes andet hjem.
- Det synes jeg faktisk, at det er. En stor del af min identitet er, at jeg er Anja fra Havnen, fortæller hun.
Hun begyndte på havnen allerede som elev, og har arbejdet der lige siden. Nu er hun så blevet en del af direktionen med titel som økonomidirektør.
Ny styrer hun økonomien hos en af landets tunge spillere på det maritime område.
Og hun er et eksempel på den unge generation, som mange nordjyske kommuner drømmer om at få mange flere af. Hun har taget en uddannelse, fået et job, stiftet familie, og så er hun blevet i Nordjylland.
- Jeg håber, at jeg kan være en inspiration for andre. Jeg synes faktisk, Nordjylland har rigtig meget at byde på, siger hun.
Op på spørgsmålet om, hvorvidt hun ind i mellem ikke længes efter at komme lidt væk fra fødebyen, lyder svaret:
- Så længe jeg er glad for det, jeg gør, så har jeg aldrig tænkt, hvad skal det næste være? Det har jeg aldrig gjort?
Se hele indslaget med Anja Vrangager herunder: