Jonas har selv bestemt første stop på turen: Sådan fejres Vingegaard i Glyngøre
Foto: Foto: TVMIDTVEST
Sidste år dukkede 25.000 cykelglade op til fejringen af cykelstjernen i Glyngøre.
På torsdag er der kæmpefest i Glyngøre, når Jonas Vingegaard kommer hjem fra Tour de France - og TV MIDTVEST er med hele vejen.
Selvom der har været godt gang i fejringen af Jonas Vingegaard, efter han søndag atter vandt verdens største cykelløb.
Så må den helt store fejring vente til torsdag, hvor cykelstjernen vender hjem til Glyngøre.
Her har byen i ugevis knoklet for at planlægge en fest, der er en dobbelt tour-vinder værdig, fortæller en af arrangørerne Susan Aaen, der er provst i Salling Provsti.
- Det er et stort arbejde, og der er hele tiden en masse løse ender, der skal knyttes sammen på den rigtige måde, men altså vi er jo i træning fra sidste år, smiler hun.
Fejringen er næsten planlagt til punkt og prikke, og Jonas Vingegaard har selv bestemt det første stop i byen.
- Hans første ophold er ved Glyngøre Plejecenter, fordi det er Jonas’ allerhøjeste prioritet at aflægge et besøg der, fordi han ved, at det betyder noget for de ældre, og det betyder noget for ham, fortæller Susan Aaen.
Under fejringen i Glyngøre sidste år, lagde tour-vinderen også vej forbi plejecenteret for at hilse på beboerne.
Program for dagen
Kl. 11:00 Åbner pladsens boder
Kl. 11:00 – 15:00 Klokkespil i kirkens tårn og lydinstallation i kirken – Klaverværket ”Becomming” skrevet af lokal komponist, Kristian Rymkier 2023
Kl. 13:00 Konferencier begynder med musik, og hoppeborg åbner
Kl. 14:00 Kagen skæres
Kl. 14:00 Musik – Kaiser
Kl. 14:30 DJ Uggerby og 8Ball sparker festen i gang
Kl. 15:00 Jonas forventes at køre ind i Glyngøre – Morsø Garden går foran
Kl. 15.15 Musik – MD-duo
Kl. 16:00 Taler ved Provst Susan Aaen og Borgmester Peder Christian Kirkegaard, derefter samtale mellem Jonas og Brian Holm
Kl. 17:00 Musik – Baby Did a Bad Thing
Kl. 17:00 Tante Andante underholder børnene ved legepladsen
Kl. 18:00 Jonas skiver autografer
KL 18:00 Konferencier lukker af for i år
Kl. 22.30 Fyrværkeri på fjorden
Man kan følge fejringen på TV MIDTVEST PLAY og vores kanal fra klokken 14-17.30.
Band er lige så godt som The Minds of 99
Ifølge arrangøren bliver Jonas Vingegaard mødt af Garden på plejehjemmet, og derefter går turen til stadion.
- Her kommer borgmesteren og jeg, og så går det ellers i gang på scenen, hvor Jonas bliver interviewet af Brian Holm, oplyser Susan Aaen.
Interviewet på scenen vil blive omkranset af en hel masse musik.
Og selv om Susan Aaen havde håbet på, at musikgruppen The Minds of 99 skulle optræde til den store fejring, fordi det er Jonas Vingegaards yndlingsband, så har de fundet et rigtig god alternativ.
- Et band der hedder Baby Did a Bad Thing skal blandt andet spille. Det er et band, som Jonas og Trine har gjort os opmærksom på, at de kender. Så selv om det ikke blev The Minds of 99, så forsikrer Jonas, at det her bliver lige så godt, griner hun.
Stadion er åben fra klokken 11, hvor alle mad- og ølboder også åbner, og så er der fyrværkeri klokken 22.