Gammel elektronik skal hjælpe både miljøet og unge med udviklingsforstyrrelser
Revisionsfirmaet tager imod alt fra gamle computere til tastaturer og mobiltelefoner.
Revisionsfirmaet Revision Limfjord tager hele ugen imod gammelt IT-udstyr for at hjælpe miljøet og lære unge med udviklingsproblemer om arbejdsmarkedet.
I denne uge kan man som privatperson eller virksomhed aflevere sit gamle IT-udstyr til Revision Limfjord. Det er dog ikke revisionsfirmaet selv, der skal bruge udstyret. I stedet sender de det videre til den socialøkonomiske virksomhed NordVirk i Aalborg, der tilbyder arbejdstræning til unge med autisme eller andre udviklingsforstyrrelser.
Hos NordVirk lærer de unge at skille udstyret ad og rense computerne, så alle filer forsvinder. Herefter bliver udstyret solgt videre eller sendt til genbrug.
- Det, de unge samtidig lærer, er, hvordan man agerer på et arbejdsmarked, hvad man skal være klar til, hvis man skal have et uddannelsesforløb efter det her. Nogle bliver klar til et uddannelsesforløb, og andre bliver visiteret til et flexjob, siger administrerende direktør i Revision Limfjord, Karen Mørkholt.
Små skridt kan hjælpe andre på vej
Det er muligheden for både at hjælpe de unge videre i livet og samtidig gøre noget godt for miljøet, der har fået Revision Limfjord til at indgå en aftale med NordVirk.
Og revisionsfirmaet har allerede samlet den første sending af IT-udstyr sammen, da medarbejder fik mulighed for at aflevere gamle tastaturer, skærme og computere allerede i sidste uge.
Vi skal jo alle sammen bidrage, og det her er en af de ting, vi tænker, vi kan bidrage med. Vi kan sige, at her gør vi noget, og så er det forhåbentlig også inspiration til andre virksomheder til at sige: 'Hov, hvis man kan tage sådan nogle små skridt, så kan vi også være med på det her
Karen Mørkholt, adm. direktør, Revision Limfjord
Det er muligt at aflevere IT-udstyr i Revision Limfjords afdelinger i Skive, Holstebro, Thisted, Hurup og Nykøbing resten af ugen.
Flere artikler fra TV MIDTVEST