Før deadline: Maskinmester-uddannelse melder klar til start
Foto: Sameer Al-Doumy/AFP/Ritzau Scanpix
Formålet med uddannelsen er, at de studerende tilegner sig den viden og de færdigheder, de skal bruge for at kunne arbejde på ledelsesniveau i virksomheder på land og offshore.
Ansøgningsfristen for kvote 1 nærmer sig med hastige skridt. Den nyopstartede maskinmesteruddannelse i Thisted har ingen grund til bekymring
Tirsdag er der ansøgningsfrist for kvote 1 ansøgere - men for den nyopstartede maskinmesteruddannelse i Thisted er spændingen allerede udløst.
De har nemlig allerede fået nok ansøgninger til at være sikre på, at de kan tage imod de første studerende til august.
- Det er en fantastisk, at vi er kommet derhen, hvor det nu er lykkedes, det er dejligt, siger Hans Chr. Jeppesen, der er direktør i EUC Nordvest, der huser den nye uddannelse.
- Vi får et godt og solidt hold til at starte op på her til august, og det er vi rigtig glade for.
Hvad lærer man på uddannelsen?
- På uddannelsen kommer man rundt om de fleste tekniske fag og bliver uddannet inden for teknisk ledelse.
- Formålet med uddannelsen er, at de studerende tilegner sig den viden og de færdigheder, de skal bruge for at kunne arbejde på ledelsesniveau i virksomheder på land og offshore.
- Som maskinmester kan de arbejde i større eller mindre industrivirksomheder, byggebranchen, energiselskaber, offshore eller til søs, og som maskinmester bliver du en vigtig brik i industriens omstilling til grøn energi.
- De kan fx få job som projektleder, salgsingeniør, miljø- og kvalitetschef, teknisk chef, driftsleder eller energirådgiver.
Kilde: UddannelsesGuiden
Det er uddannelsescenter Martec, der udbyder uddannelsen i samarbejde med EUC Nordvest. Hele uddannelsen foregår i Thisted.
Intensiveret kampagne
I slutningen af april godkendte myndighederne opstarten af uddannelsen. Dengang skrev direktør i Martec, Pia Ankerstjerne, sådan her på Martecs hjemmeside:
- Vi oplever en stor imødekommenhed og velvilje og ved af erfaring, at det er afgørende med stærk, lokal opbakning for at få succes med uddannelser i udkantsområder. Derfor håber jeg, at hele Thisted og omegn vil tage positivt imod os og bidrage aktivt til, at vi får skabt masser af opmærksomhed om det nye uddannelsesudbud, så der forhåbentlig er mange unge mennesker, der får lyst til at gennemføre maskinmesteruddannelsen i Thisted.
Den imødekommenhed ser ud til at være fortsat. Og selvom der i årevis har været opbakning, både politisk og fra lokale virksomgeder, har EUC Nordvest og Martec alligevel sat ind for at gøre opmærksom på den nye maskinmesteruddannelse frem mod ansøgningsfristen.
- Vi har haft en ret intensiv kampagne på de sociale medier, hvor vi kan ramme den målgruppe, som uddannelsen er relevant for, siger direktøren for EUC Nordvest.
Opbakning fra erhvervslivet
Der er også blevet holdt informationsmøder for potentielt kommende studerende, og gæsterne på de dage kommer ikke nødvendigvis lige fra skolesystemet, fortæller Hans Chr. Jeppesen. For ofte har de, der søger ind på maskinmesteruddannelsen, allerede en anden erhvervsuddannelse og nogle års erhvervserfaring.
Derfor har en del af promoveringen af uddannelsen også omfattet to informationsmøder med det lokale erhvervsliv. Her mødte 8-10 virksomheder op og fik orientering om uddannelsen og svar på eventuelle spørgsmål.
- Det lokale erhvervsliv både på Mors og i Thisted kvitterer for uddannelsen og stiller sig til rådighed for praktikforløb, siger Hans Chr. Jeppesen.
Selvom EUC Nordvest har erfaring med at starte uddannelser op, oplever direktøren stor intern opbakning og forventningsglæde til skolestart i sensommeren.
- Der er en god stemning om det internt. Lærerne glæder sig, og vi forventer at eleverne er hungrende efter viden, siger han.
28. juli får ansøgerne svar på hvilken videregående uddannelse, de er optaget på.