En uge før sæsonstart: Hjemmebane raseret af hjulspor
Sådan ser det lige nu ud på opvisningsbanen i Hanstholm.
Bolden ruller igen lige om lidt i de danske seriefodboldrækker, men for Hanstholm IF kommer hjemmebanen i år ikke til at stå knivskarpt til sæsonstart.
Det er den tid på året, hvor danske bredde fodboldklubber så småt er i gang med at vågne fra deres sommerdvale. Duften af nyslået græs spreder sig i landsdelen, og fodboldglade sjæle kan igen udfolde det potentiale, som måske ikke har ført dem til Superligaen, men som til gengæld har givet dem en prisværdig karriere i de danske serierækker.
Der er en masse frivillige folk, som bruger en masse tid på at holde banerne pæne, og så er der nogen, der skal ødelægge det på den her måde.
BO THØGERSEN, ANSVARLIG FOR VEDLIGEHOLD AF BANERNE, HANSTHOLM IF
Sådan er det også i Hanstholm IF, for her er der faktisk kun en uge til, at klubbens førstehold indleder sæsonen med en hjemmekamp mod Skive i Serie 3, men nu er klubben blevet mødt af en noget kedelig overraskelse. Her fandt klubben nemlig sin opvisningsbane raseret af hjulspor.
- Det er virkelig surt. Der er en masse frivillige folk, som bruger en masse tid på at holde banerne pæne, og så er der nogen, der skal ødelægge det på den her måde. Det er jo bare træls, fortæller Bo Thøgersen, der er medlem af klubbens seniorudvalg og samtidig ansvarlig for at vedligeholde banerne.
Bo Thøgersen fortæller, at der er tale om 20-30 steder på banen, hvor man kan se spor efter en bil, der har kørt rundt. Det betyder, at han nu har fået travlt med at forsøge at udbede så meget som muligt af skaderne til næste weekend.
- Vi må prøve at sprede noget sand for at jævne det mere ud, men det er jo sådan noget, der tager noget tid om at blive ordentligt igen, fortæller Bo Thøgersen.
Ikke første gang
Selvom det er trist at sige, så er det faktisk ikke en situation, som er helt fremmed for Hanstholm IF. Det er nemlig anden gang i indeværende år, at ukendte gerningsmænd har brugt klubbens opvisningsbane til at køre ræs.
Det skete også i foråret, og her måtte klubben gøre det til en fast rutine, at spillerne før hver træning måtte stampe i jorden for at jævne den ud.
- Der gik lang tid inden den blev pæn igen, og denne gang er der mange flere spor. Banen er så heldigvis mere tør, så måske vi ikke behøver vente så længe denne gang, fortæller Bo Thøgersen
Klubben er nu i gang med at undersøge mulighederne for overvågning af banerne, og så opfordrer den gerningsmændene til at melde sig selv til klubben.
- Hvis det er, fordi de keder sig, så vil vi da hellere tilbyde dem, at de kan komme ned i klubben og spille eller hjælpe til på anden vis, fortæller Bo Thøgersen.