Alexander har skabt kæmpe succes i landsby: - Nu er alle ikke velkomne mere, for vi har ikke mere plads!
Foto: Henrik Skyt Drivsholm / TV MidtVest
Alexander Bengtsen (tv) startede sammen med sin kammerat Surf & Work i Vorupør i 2016. Her holder han og andre iværksættere til for at kombinere arbejde med surfing og fællesskab.
Flere og flere unge iværksættere flytter til Thy for at kombinere arbejde med surfing og fællesskab. Stedet kan noget unikt, mener tilflytterne selv.
- Vi plejer at sige, at alle velkomne. Men nu er alle ikke velkomne mere, for vi har ikke mere plads!, lyder ordene fra Alexander Bengtsen til sine kollegaer på kontorfællesskabet Surf & Work i Vorupør til årets første fredagsmøde.
Kalenderen skriver januar 2023.
Alexander Bengtsen er en af de iværksættere, der er flyttet til Thy for at kombinere sit arbejde med surf og natur, og som medvirker i streamingserien Bølgen.
Serien kan ses her.
- Da jeg flyttede hertil, var det ikke en langsigtet plan. Jeg var ung i starten af 20'erne og skulle prøve noget nyt. Jeg boede i Portugal og ville egentlig gerne hjem til Danmark, og så fandt jeg ud af, at man kunne surfe her i Thy. Så var det bare "Okay, så er det jo her, jeg skal bo", fortæller Alexander Bengtsen.
Selv var han med til at starte kontorfællesskabet Surf & Work op i 2016. Tanken var at skabe et sted for selvstændige, hvor surfing og fællesskabet prioriteres lige så højt som arbejdet.
Til fredagsmødet her syv år senere kan han nu konstatere, at konceptet er blevet et hit.
- Der er flere og flere, der får øjnene op for at bo i Thy og være en del af det her miljø, siger han.
En trend i udkanten
Og det er lige dét, der er sket - og fortsat sker - i Thy.
Kystbyer som Klitmøller og Vorupør har tilflyttere som aldrig før, mens andre byer i kommunen lider under, at befolkningen flytter væk.
I Klitmøller er folketallet de seneste tre år gået fra 1022 til 1222 - en vækst på 20 procent. Og i Nørre Vorupør er antallet i samme periode vokset med otte procent, fra 570 til 618 personer.
- Surfing er det, der trækker mange folk herop, mener Linn Radsted, som er en af de iværksættere, der har kontorplads hos Surf & Work.
- Men jeg tror, at det er fællesskabet og energien, der holder folk her, tilføjer hun.
Det er især på bagkanten af corona, kontorfælleskabet voksede. Her kom folk til fra især de større byer i Danmark, men også Tyskland, Holland, Finland og Canada.
Og trenden med at søge mod Thy for at kombinere arbejde med surf og fællesskab er bare blevet større og større, jo flere unge iværksættere der er kommet til.
- Det tiltrækker en type af mennesker, som på mange måder klikker enormt godt, mener en anden af kontorets iværksættere Heino Heesgaard.
Rider på bølge af Thy-brand og held
Spørger man borgmesteren i Thisted Kommune, Niels Jørgen Pedersen (V), er Cold Hawaii, iværksætteri og surf rigtig god branding for kommunen.
- Det har været en bevidst strategi, at vi skal være en god bosætningskommune, siger han og fortsætter:
- Vi vil gerne fortælle, at Thy er lig med det gode liv. At man kan leve det liv, man har lyst til. Og den fortælling handler om iværksætteri, Cold Hawaii, naturen, Nationalparken. Det handler om, at det er et dejligt sted at flytte til.
Iværksætterne i serien 'Bølgen' bliver for borgmesteren et eksempel på, at brandingen om livet i Thy er slået igennem.
Som næste step i den udvikling har Niels Jørgen Pedersen (V) også foreslået, at Thisted Kommune fra 2025 skal skifte navn til Thy Kommune.
Navneskift eller ej, så er tilflytter Linn Radsted imponeret over, at man har formået at gøre Vorupør og Klitmøller til steder, hvor folk valfarter fra hele landet, ligesom hun selv gjorde i sin søgen efter et alternativ til det klassiske hamsterhjul.
- Det er jo imponerende, at sådan et lillebitte område i Udkantsdanmark kan tiltrække så mange mennesker, siger hun.
Tirsdag 28. november skal kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune beslutte, om navneændringen skal gå igennem.