25 udsatte børn er på sommerlejr i Hurup: - Man har det sjovt hele dagen lang
Foto: Maria Yde, TV MIDTVEST
Christoffer Mahmens Nim har været frivillig på fire af Red Barnets sommerlejre i år.
Sommerlejren er for børn fra familier, der ikke selv har midlerne til at komme på sommerferie.
I denne uge er 25 udsatte børn på sommerlejr i Hurup.
Det er Red Barnet i Aarhus, der arrangerer lejren for børn, der ikke selv har midlerne til at komme på sommerferie.
Børnene bor på Helligsølejren, hvor der er masser af plads til at boltre sig på i sommervejret.
- Det er en rigtig god og sjov lejr. Man har det sjovt hele dagen lang. Vi får god hjælp til, hvordan man kan have det sjovt udenfor,fortæller ti-årige Mohammed Al-Haj.
- Vi har hygget os og spillet kortspil. Vi har også spillet bordishockey, eller hvad det hedder.
Det giver mig rigtigt meget at se, at vi gør en forskel
Christoffer Mahmens Nim, Frivillig, Red Barnet
Torsdag fik lejren besøg af nogle livreddere, hvilket var et stort hit hos Mohammed Al-Haj.
- Der kom nogle voksne, som lærte os førstehjælp, og hvordan man redder menneskeliv. Det er sjovt og sejt at kunne redde folk, siger han.
Red Barnets lejr i Thy slutter fredag.
Fedt at gøre en forskel
Det er 300 frivillige fra Red Barnet landet over, som står for at arrangere indholdsrige dage for børn, der har brug for gode oplevelser.
En af dem er Christoffer Mahmens Nim. Han er til dagligt biologistuderende i Aarhus.
- Jeg blev frivillig for fire måneder siden med et ønske om at bruge min ferie på noget, der kunne gøre en forskel.
- Jeg har ferie fra universitet i 2,5 måneder, og det er ikke lige mig med så lang en ferie. Så jeg ledte efter nogle frivillige jobs, og så faldt jeg over det her, fortæller Christoffer Mahmens Nim.
Denne sommer har den studerende været frivillig på fire lejre, og for hver gang han tog afsted, blev han mere og mere grebet af jobbet.
- Det overgår mine forventninger. Det er så fedt at være her. Det giver mig rigtig meget at se, at vi gør en forskel. Fra vi modtager dem, til de tager hjem om fredagen, kan man se, at det har gjort en forskel for dem at komme ud og få det her frirum og være sig selv, siger Christoffer Mahmens Nim.
Der er i alt 1000 børn på Red Barnets lejre landet over i løbet af sommeren.