Vingegaard-festen fortsætter: - Tag en ekstra øl. Nyd det
Foto: Nicolai Nør Pedersen / TV2 Nord
På Proud Mary i Jomfru Ane Gade i Aalborg bliver Jonas Vingegaard fejret i stor stil.
Over hele Nordjylland bliver Jonas Vingegaard fejret på flere forskellige måder.
Den gule væske fylder godt i de meget store glas, der står på bordet. Der er én til alle fire personer, der sidder rundt om bordet. Og når de øl er drukket, går de i baren for at købe nogle nye.
Det er helt sikkert, for det er en lørdag, der går over i historien.
Med al sandsynlighed kan Jonas Vingegaard nemlig kalde sig vinder af årets Tour de France, og det bliver i den grad fejret på Proud Mary i Aalborg lørdag aften.
- Det er kæmpestort. Det er kæmpestort. Så mange nordjyder har vi heller ikke, der præsterer på det niveau, siger Mikkel Mousten.
Ved siden af sidder hans ven med en klar opfordring til danskerne, som han deler:
- Gå all in i aften. Tag en ekstra øl. Nyd det.
Alle samles
Den opfordring tager de formentligt til sig i Jonas Vingegaards fødeby, Hillerslev. Her har en stor del af byen deltaget i byfesten, der er arrangeret til ære for Jonas Vingegaard.
Omkring cirka 400 personer har været forbi festen, og det er det samme antal mennesker, der bor i byen.
De har hele dagen igennem heppet på bysbarnet, og særligt da han kørte enkeltstarten i eftermiddag, sad alle de lokale klistret til tv-skærmen utroligt spændt.
- Dét, at hele byen er samlet, det er helt specielt. Jeg er supertilfreds, siger Mads Aggerholm, der er medarrangør af byfesten.
- Den er hjemme
Mikkel Aggerholm fortæller, at byfesten fortsætter søndag, men det bliver formentligt med lidt færre nerver og lidt mere lettelse.
Som mange andre danskere går han nemlig ud fra, at Jonas Vingegaard bliver årets vinder af Tour de France.
- Nu tør vi godt at sige, at den burde være hjemme. I morgen bliver det en dag med hyldest og med champagne, siger Mikkel Aggerholm.
Sådan bliver dagens resultat fejret i dele af Nordjylland: