Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Sundhedsstyrelsen i nye anbefalinger: Sådan bør børn og voksne ikke bruge skærmen

Foto: TV 2 Fyn

Børn under to år bør ikke bruge skærm uden aktivt samvær med en voksen. Sådan lyder en af de nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen kommer nu med nye anbefalinger for brugen af skærme i hverdagen. Der er skærpet fokus på små børn og brugen af sociale medier.

Den kan ødelægge din søvn. Den kan stjæle din tid. Og har du små børn, er den måske blevet en trofast hjælper i hverdagen.

Over de sidste ti år er brugen af skærme steget for alle aldersgrupper og særligt for unge.

Nu kommer Sundhedsstyrelsen med nye anbefalinger for, hvordan vi bruger skærmene i hverdagen.

Og her er skærpet fokus på, hvordan skærmene kan påvirke de mindste børn. Noget, som TV 2/Fyn for nylig satte fokus på i kampagnen 'Mobilfri'.

- De første år i livet er afgørende for det lille barns sundhed og trivsel. Vi ved, at dét at blive placeret foran en skærm ikke har gavnlig effekt for små børn, og vi ved, at det har positiv effekt med menneskelig interaktion, fortæller Maja Bæksgaard Jørgensen, der er sektionsleder hos Sundhedsstyrelsen.

De nye anbefalinger består af fire generelle anbefalinger til både børn, unge og voksne. Derudover er der fire anbefalinger særligt til forældre med børn i hjemmet.

Bør ikke bruge skærm uden en voksen

I arbejdet med de nye anbefalinger til familier har Sundhedsstyrelsen haft et hold eksperter med, som har viden om små børns behov og har set på konsekvenserne ved brugen af skærme, som tæller både mobiler, tablets, tv og computer.

Budskabet lyder, at børn under to år ikke bør bruge skærm alene.

- Små børn har brug for fysisk aktivitet, fysisk kontakt og nærvær. De er afhængige af deres nærmeste omgivelser i forhold til at lære at regulere følelser og den tidlige interaktion, fortæller Maja Bækgaard Jørgensen.

Undlader man at sætte barnet alene med en skærm, men i stedet tager del i aktiviteten som forælder, er det en anden sag.

- Hvis man bruger skærmen sammen med det lille barn og bruger det til at stimulere barnet, for eksempel ved oplæsning eller kigge på fotos sammen og have en samtale, så kan det give nærvær. Men den passive brug har ikke nogen positiv effekt.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger til forældre med hjemmeboende børn

Børn under to år bør ikke bruge skærm uden aktivt samvær med en voksen

Hvis du bruger skærm sammen med det lille barn, er det vigtigt, at I er sammen om skærmen, og at skærmtiden bliver brugt på at stimulere barnets udvikling. Det kan eksempelvis være højtlæsning fra skærmen, se på fotos af familien, se korte tegnefilm og tale om handlingen eller med et skærmopkald til familiemedlemmer og gode venner.


Begræns brug af skærm, når du er sammen med dit barn

Dit forbrug af skærm kan påvirke din relation til dit barn negativt, eksempelvis ved at du ikke er opmærksom på dit barns behov. Små børn har brug for at blive set, hørt og føle sig forstået. Så overvej, om du bør begrænse dit eget forbrug af skærm i samvær med dit barn. Børn gør som deres forældre og andre voksne, de er tæt på, så vær opmærksom på, at du er rollemodel for dit barn. Dine skærmvaner påvirker dit barns vaner.


Interesser dig for dit barns digitale liv

Dit barn kan have positive oplevelser med skærmen, men kan også få ubehagelige oplevelser, når det bruger skærm. Ligesom det er vigtigt at tale om positive ting og gode oplevelser ved at bruge skærm, er det vigtigt, at barnet har nogle at tale med om de bekymringer, der kan opstå, når det bruger skærm. Vær også opmærksom på barnets eventuelle bekymringer for at stå uden for fællesskabet eller for at gå glip af noget online, og tal med dit barn om det.


Lav aftaler om skærmbrug i familien, som gælder både barn og voksen

Det er vigtigt, at familiens voksne er enige om, hvad reglerne for at bruge skærm skal være i hjemmet. Dit barn orienterer sig imod dig som rollemodel og spejler din adfærd – også dit brug af skærm. Dialogen om, hvor meget I bruger skærm og til hvilke formål, er vigtig. Aftal, hvornår I har skærmfritid i familien. Det kan være, når I spiser eller laver andre aktiviteter sammen, hvor skærm ikke behøver at blive brugt. Eksempelvis når I er på legepladsen eller til arrangementer, hvor der er brug for jeres fulde opmærksomhed.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

I Norge fraråder man helt brugen af skærme hos de mindste under to år. Adspurgt, hvorfor man ikke går samme vej, svarer Maja Bæksgaard Jørgensen:

- Vi siger jo sådan set, at børn under to år ikke skal se skærm, medmindre det er i aktivt samvær med voksne. Så jeg synes ikke, at vi ligger langt fra.

Hun fremhæver pointen om, at en skærm også kan være et redskab til gode samtaler, når man som forælder kigger på skærmen sammen med barnet og for eksempel "taler om, hvad hesten på skærmen siger".

Det sociale samvær er også et fokus i de generelle anbefalinger til både børn, unge og voksne.

Ud af soveværelset – og væk indimellem

I de reviderede anbefalinger skriver Sundhedsstyrelsen, at det er vigtigt at være opmærksom på sit forbrug af sociale medier, og hvordan brugen af skærm påvirker ens trivsel.

- Hvis skærmen påvirker dig negativt, så er det vigtigt at være opmærksom på positive ting som at være sammen med de nære, fysisk aktivitet og at dyrke fællesskaber.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger til børn, unge og voksne

Brug ikke skærm op til sovetid

Søvn er vigtigt for børn og unges udvikling, indlæring og for dit mentale og fysiske helbred. Hvis du bruger skærm op til sovetid, kan det udsætte den tid, det tager at falde i søvn, og betyder, at du ikke får tilstrækkeligt med søvn. Det ”blå lys” fra skærmen forstyrrer døgnrytmen, og mange indtryk fra eksempelvis sociale medier, videoklip eller computerspil op til sengetid kan gøre, at det tager længere tid at falde i søvn. Det er en god idé at skabe rolige og afslappende rutiner op til, at du skal sove. Du kan eksempelvis læse en bog eller høre afslappende musik. For de mindste børn kan det eksempelvis være, at du læser en historie sammen med dit barn eller synger en godnatsang.

 

Lad din telefon eller tablet blive ude af soveværelset

Skærmbrug om natten kan forstyrre din søvn og gøre dig mindre udhvilet dagen efter. Sammenhængende søvn er vigtigt for at få en søvn af høj kvalitet, og det ”blå lys” fra skærmen kan også gøre din søvn kortere eller påvirke kvaliteten af din søvn. Søvn med tilpas længde og kvalitet er vigtigt for dit mentale og fysiske helbred. Hvis du bruger telefonen som vækkeur, så anskaf dig et traditionelt vækkeur i stedet for, og lad telefonen ”sove” i et andet rum.

 

Brug tid væk fra skærmen, og husk at være fysisk aktiv

Det kan være hyggeligt og afslappende at bruge tid med en skærm, men det er vigtigt for din sundhed, at du ikke lader skærmen fylde så meget i hverdagen, at du ikke bruger tid på andre ting – herunder fysisk aktivitet, fysisk og socialt samvær med venner, familie eller klassekammerater. Bevægelse og fysiske aktiviteter er vigtigt for børn og unges motoriske udvikling, fysiske, sociale og mentale sundhed og for voksnes risiko for at få livsstilssygdomme.

 

Vær opmærksom på dit forbrug af sociale medier, og hvordan brug af skærm påvirker din trivsel

Sociale medier kan hjælpe dig med at holde kontakt med venner og familie i en travl hverdag. Du kan holde dig opdateret på eksempelvis nyheder, læse artikler og søge oplysning. Gaming kan give en kærkommen pause fra hverdagens udfordringer, hvor du spiller sammen med dine venner. Men når du bruger meget tid på skærmen, eksempelvis på sociale medier, kan det bidrage til en følelse af stress, skabe bekymringer, give en oplevelse af ensomhed, lavt selvværd eller en oplevelse af at være uden for et fællesskab. Hvis sociale medier, gaming og apps påvirker din trivsel negativt, kan det være en god ide at bruge tid på andre aktiviteter som eksempelvis motion, samvær med venner eller en hobby, der giver mening for dig, og som påvirker dit humør og hverdag positivt.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Desuden understreger anbefalingerne vigtigheden af at beskytte nattesøvnen fra skærmen.

- Vi ved rigtig meget om, hvad søvn betyder for både fysisk og mental sundhed. Derfor anbefaler vi, at man ikke bruger skærmen op til søvntid og ikke lader den ligge i soveværelset, så den bimler og bamler midt om natten og forstyrrer søvnen.

Det er især et problem hos unge.

- Vi ser en stærk sammenhæng med, at de unge kommer senere i seng og har uregelmæssige sengetider og en kortere søvnlængde.

80,6 procent af mænd i alderen 16 til 24 år angiver i en undersøgelse fra 2021, at årsagen til, at de ikke får søvn nok til at føle sig udhvilet, er, at de kommer for sent i seng på grund af underholdning fra mobiltelefon, tablet, computer, spillekonsol eller tv. Det samme svarer 60,9 procent af kvinderne i samme alder.


Breaking

Her får Nordjylland millioner til kystsikring

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Stormfloder vil rase langt oftere, og derfor giver staten et milliondyrt rygstød til udsatte områder. Det løser ikke hele problemet, siger minister.

Områder, som er i fare for at blive oversvømmet, får nu hjælp.

Statens Kystpulje afsætter i alt 150 millioner kroner til otte projekter, som er truet af både oversvømmelser og erosion.

Det fortæller miljøminister Magnus Heunicke (S) til TV 2.

- Vi ved, at klimaforandringerne betyder, at vi får meget voldsommere vejr, og i og med at vandstanden stiger, betyder det, at stormfloderne kommer hyppigere, og de vil slå voldsommere ind. Den hidtidige kystbeskyttelse er langt fra nok, siger Magnus Heunicke.

Oftere og oftere oplever Danmark voldsomt vejr og stormfloder, der truer huse, byggeri, havne og haver. Og mens placeringer på havnefronte stadig er attraktive, følger der flere steder i landet en stor risiko med.

Projekter, der får støtte fra Kystpuljen

  • Sønderbo digeprojekt, Fanø Kommune – 9,5 millioner kroner.

  • Sandfordring på vestvendt kyst, Hjørring Kommune – 6,3 millioner kroner

  • Kystbeskyttelsesprojekt, Dragør Kommune – 30 millioner kroner

  • Højvandsport og landanlæg, Lolland Kommune – 27,6 millioner kroner

  • Stormflodsbeskyttelse, Vejle Kommune – 12,6 millioner kroner

  • Anlæg til kystbeskyttelse, Vallensbæk, Greve, Brøndby og Ishøj Kommune – 22,8 millioner kroner

  • Højvandsmur og stormflodsporte, Faaborg-Midtfyn Kommune – 11,1 millioner kroner

  • Erosions- og højvandssikring, Stevns Kommune – 25,9 millioner kroner

Statistisk set forekommer stormfloder hvert 20. år, men i slutningen af dette århundrede kan de forekomme langt hyppigere.

- Vi ser ind i scenarier, hvor 20-årshændelser vil ske hvert eller hvert andet år. 100-årshændelser vil også komme hyppigere, siger Magnus Heunicke.

Siden 2020 og frem til og med 2024 er der uddelt 580 millioner kroner fra Kystpuljen til 30 kommuner fordelt på 46 projekter.

Et af de projekter ligger i Hjørring Kommune, hvor der er givet 6,3 millioner til sandfordring på kommunens vestvendte kyst, nærmere bestemt sandfodring på samlet 8,8 kilometer erosionsramt strækning, primært ved sommerhusområderne Nr. Lyngby, Mårup, nord for Lønstrup fra Harrerenden til Udemarken og ud for Nørlev-Skallerup-området.

Problemet er dermed ikke løst

Puljen for i år dækker op til 40 procent af et projekts anlægssum op til maksimalt 30 millioner kroner per projekt.

Alle landets kommuner har kunnet søge puljen. De otte projekter er udvalgt, da de lever op til krav om kystbeskyttelse, der bygger på naturbaserede løsninger, som er inspireret af naturen og leverer miljømæssige, sociale og økonomiske gevinster.

Flere af de projekter, som er udpeget til støtte, kræver dog en langt højere pris for at blive etableret, end hvad staten kan give.

I Nakskov Kommune vil etableringen af en højvandsport med tilhørende landanlæg for eksempel koste 275 millioner kroner.

Statens tilskud lyder på 27,6 millioner.

Magnus Heunicke, hvad nytter tilskuddet?

- Det nytter, at de otte projekter kan komme i gang og komme videre. Man kan få op til 40 procent af staten, og resten skal så betales lokalt af kommunen eller lodsejerne. Det her er ét skridt, og vi skal langt videre, så problemet er ikke løst med det her, siger han.

Krav til kommunerne

Beboere i huse eller lejligheder, der er truet af voldsommere vejr, skal dog også betale deres del fremover, understreger ministeren.

Flere steder i landet har kommuner dog givet grønt lys til at bygge nyt i netop områder, der er udsat fra vejrhændelser og klimaforandringer.

Lolland Kommunes byråd har eksempelvis givet tilladelse til et større lejlighedsbyggeri, der er under opførelse på Sydkajen midt inde i byen få meter fra havnekanten.

Derfor er det fremover nødvendigt at stille krav til den slags byggeri, mener Magnus Heunicke.

- Vi er nødt til at insistere på, at når vi bygger nyt, skal byggeriet være forberedt på, at man enten etablere nogle nye beskyttelseslinjer for vandmasserne, eller at det kan holde til, at der kommer stormfloder, siger han.

Bør man ikke sige til kommunerne, at de ikke skal bygge så tæt på vandet?

 - Uanset om de får penge fra staten, skal kommunerne sikre sig den nye virkelighed fra voldsommere vejr, siger han og fortsætter:

- Det er en ny virkelighed, som vi skal ruste os til.


Foto: Aalborg Zoo

Her ses de positive tests.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Der er tale om en positiv graviditetstest.

Der er en ny baby på vej i Aalborg Zoo. Orangutangen Ruti er nemlig gravid.

Det oplyser Aalborg Zoo på sin Facebook-side.

I foråret blev det vurderet, at Ruti var klar til at blive drægtig, og derfor stoppede dyrepasserne med at give hende p-piller. Her et halvt år senere står det nu klart, at Ruti venter en unge til sommer.

I naturen går en unge med moren i syv til otte år, og af landlevende pattedyr er orangutangen det dyr med lavest fødselsrate, skriver Aalborg Zoo.

Hvis alt går vel for Ruti, kan hun nå at få tre unger i sin levetid.

Det var en ganske almindelig test - akkurat som den mennesker bruger - der viste, at orangutangen var gravid. Og for at være på den sikre side blev der foretaget tre tests.


Skagen-restaurantejer langer ud efter 'støj-politiet'

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Restaurantejeren mener, at byens beboere må stå sammen om at finde en løsning, så byen ikke dør.

'Mogens Bandholm har allerede vist, at han er villig til at fortsætte sin kamp mod vores bys liv og aktiviteter. Derfor er det vigtigt at forstå, at Mogens Bandholm ikke stopper før denne by er helt død og stille.'

Sådan lyder de hårde ord fra ejer af Skagen Fiskerestaurant, Jesper C. Winter, i et opslag på sin Facebookside.

Fremtiden for den levende musik i Skagen er nemlig uvis, efter at Frederikshavn Kommune har erkendt, at de ikke har fulgt loven på området.

Her spiller Mogens Bandholm en central rolle. I de seneste syv år har han kæmpet en indædt kamp mod de mange musikarrangementer i Skagen, som overskrider de støjgrænser, der er fastsat af Miljøstyrelsen.

Er bekymret for byens fremtid

Men Mogens Bandholms ageren vil ifølge Jesper C. Winter ende med at tage livet af Skagen by, og derfor føler han sig nødsaget til at dele sine tanker.

'Et særligt problem er de lave grænser for støjniveauer, som på sigt kan hæmme en lang række af de gode aktiviteter og initiativer, der gør Skagen levende og attraktiv,' lyder det i opslaget.

TV2 Nord har efterfølgende talt med Jesper C. Winter, men her har han ikke ønsket at tilføje yderligere til sit opslag på de sociale medier.

Heri påpeger restaurantejeren blandt andet, at grænser for støjniveau vil ramme arrangementer i gågaden, ballet ved den tilsandede kirke, julemarkedet i Aalbæk, aktiviteter i museets have og havnens aktiviteter.

'Selv almindelig udeservering på byens restauranter risikerer at blive umulig, hvis vi skal holde os inden for disse grænser. Det vil være katastrofalt for vores by, som i høj grad lever af oplevelser og gæstfrihed,' tilføjer han.

Derfor opfordrer Jesper C. Winther også beboerne i Skagen til at hjælpe med at komme på en løsning til at bevare byen.

'Vi må stå sammen for at beskytte vores by og de værdier, der gør Skagen til noget helt særligt'.

Facebookopslaget har været offentligt i to døgn og har i skrivende stund langt over 200 delinger, 800 likes og over 100 kommentarer.

Har haft sin pris

Mogens Bandholm har tidligere fortalt til TV2 Nord, at den årelange kamp mod støj har haft en pris.

- Der er steder i byen, jeg ikke længere må komme, fortalte han dengang.

I dag er han ifølge ham selv 'flygtet' til Norge', efter Jesper C. Winter lavede sit opslag.

- Jeg kan se, at Jesper får mange kommentarer på sit opslag, og der er også nogle, der omhandler mig. Det giver mig ikke hjertebanken, men jeg ved godt, mange er utilfredse med mig, fortæller han.

I forhold til restaurantejerens opslag, som er delt flere steder, fortæller Mogens Bandholm, at han bør gøre noget aktivt fremfor at 'ynke' på de sociale medier.

- Jeg synes, det brev er patetisk, fordi han brokker sig over, at hvis ikke han og andre får lov til at spille, som de vil, så dør Skagen, og det er en overdrivelse. Byen har levet i mange år uden udendørsmusik, påpeger Mogens Bandholm.

- Hvis Jesper og de andre vil spille udendørsmusik, som det passer dem, så må han gå til politikerne og få loven ændret, tilføjer han.

Mogens Bandholm påpeger desuden, at han mener, at udendørsmusikken har ødelagt, hvad Skagen en gang var.

- En gang kom man til Skagen for kunsten, havet og så videre. Man kom ikke for at høre musik på 10-12 restauranter, lyder det.


Tre mænd satte sig for at starte en fest: - Alle er glade!

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Der mangler dansefester for voksne, mener tre diskoglade DJ's, som har sat sig for at gøre noget ved problemet.

Lørdag løber årets sidste glitterball af stablen hos Cafe Ulla T i Aalborg.

Konceptet begyndte sidste år, da tre diskoglade DJ's savnede steder i Aalborg, der spillede den slags musik, som de kunne lide, og hvor det mere voksne publikum kunne danse og have en fest.

- Der er selvfølgelig Jomfru Ane Gade i Aalborg. Men når man har vores alder, kan man jo risikere at møde sine børn der, og det føles ikke som vores fest. Så vi kunne mærke et behov i os selv for et sted, hvor vi kunne have en fed aften, siger festarrangør og DJ Dennis Kronborg.

Og i stedet for at vente på, at det sted skulle opstå ud af det blå, besluttede de tre venner at skabe det selv. Så i 2023 arrangerede de deres første glitterball, med fokus på fest, farver, glimmer og disko. Siden da er det blevet til en god håndfuld fester, og de har stærke planer om at fortsætte konceptet til næste år.

Glitterball

Glitterball-festerne afholdes nogle gange om året.

Man kan købe billet til arrangementet, hvilket er en god ide, hvis man vil være sikker på at komme ind.

Arrangørerne offentliggører datoer på deres sociale medier.

Glitterballdanmark/@glitter.ball.dk

Lige nu har trioen planer om tre - fire fester i 2025.

Fandt hinanden gennem musik

De tre mænd har kendt hinanden i efterhånden mange år, og musik har altid fyldt meget for dem både individuelt og sammen. Faktisk var det musikken, der startede venskabet mellem Dennis Kronborg og Karsten Delgado, da den ene arbejdede i stereostudiet, hvor den anden handlede musik.

Siden dengang har musikken taget dem mange steder hen, både privat og i arbejdslivet, og alle dele af trioen har gjort det som DJ's. Derfor var det på mange måder oplagt for dem, at prøve kræfter med titlen som festarrangører. Musikken var der nemlig styr på.

I løbet af festerne skiftes de tre til at stå bag mixerpulten og sende pulserende diskotoner ud over dansegulvet.

Allerede fra første arrangement er festerne blevet taget positivt imod, og billetterne bliver udsolgt gang på gang.

- Alle er glade. Mange gør noget ud af det med pink tøj eller glitterkjoler, så de passer til temaet, og vi kan mærke at alle er med på at bidrage til at skabe en god aften. Man behøver ikke at have været ung i 80'erne eller 90'erne, men man skal ville konceptet, siger Dennis Kronborg.

Et koncept, der altså byder på diskokugler, glitter, bimlende lys og en snert af nostalgi, som arrangørerne bruger en del tid på at skabe.

- Det tager tid at arrangere og pynte op. Så vi er trætte om søndagen. Men når trætheden har lagt sig, kigger vi alligevel altid på hinanden og siger: 'lad os gøre det igen', griner Dennis Kronborg.


Da Hans og Karins læge gik på pension, så det sort ud - men nu er der håb igen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Hans Rasmussen og Karin Lyng Rahbek kan måske få egen læge i byen igen. En ny aftale skal tvinge læger ud i yderområderne.

Karin Lyng Rahbek og Hans Ramussen er 77 og 78 år. De har haft den samme læge i 50 år, men sidste år gik lægen på pension, og siden da har de stået uden egen læge. 

- Vi har mistet vores gamle lægehus, hvor vi havde en læge, der vidste, hvem vi var, hvad vores problemer var, og hvad vi havde brug for, siger Karin Lyng Rahbek.

De har været vant til, at det var det samme ansigt, som de fortalte deres sundhedsproblemer til, men nu er det en anden sag. 

De seneste år har de været tilknyttet en regionsklinik, hvor de har mødt forskellige læger, hver gang de har været der. 

- Det har været meget utrygt. Vi håber sådan, at vores lægehus i Vestervig kommer tilbage, siger Hans Rasmussen. 

Måske snart ny læge til byen 

Men nu er en ny læge måske snart på trapperne til Karin og Hans. 

En ny aftale mellem regeringen og Danske Regioner skal nemlig tvinge læger ud til de områder, hvor der er allerstørst behov for det - og det er noget, som falder i rigtig god jord hos Karin Lyng Rahbek og Hans Ramussen, der mener, det har stor betydning at have en personlig læge. 

- Lægen ved, hvordan man har det og kan tolke det, man siger, på den rigtige måde. Og jeg har oplevet, i hvert fald to gange, hvor det simpelthen har reddet mit liv, at lægen vidste, hvad det var, der var galt, og kunne tolke mine udsagn, siger Hans Rasmussen. .

Helt konkret betyder det, at der kun kan placeres nye lægekapaciteter i Thisted og Morsø, samt 15 andre kommuner på landsplan, hvor det er vurderet, at behovet for læger er størst.

- Det vil betyde stor tryghed i min dagligdag. Jeg nærmer mig snart de 80, og når man i forvejen har nogle skavanker, så er det rart med en læge, der kender en, siger Hans Rasmussen.