Usædvanlige optiske fænomener set over Nordjylland: Her er forklaringen
Foto: Nikolaj Worm Steffensen / Privatfoto
Bisol, halo og flere andre optiske fænomener på himlen over Skagen mandag eftermiddag.
Det spektakulære syn skyldtes særlige atmosfæriske forhold, og derfor var det kun nordjyderne, der fik lov at opleve det mandag.
Det er væltet ind med billeder fra brugere i Nordjylland.
Mange har skrevet og spurgt, hvad det var, de så på himlen – er det mon en mærkelig regnbue?
Mange har set en halo – eller solbue – i 22 grader omkring solen. En halo er ring om solen, som fremstår hvid eller lys.
Til venstre og højre for haloen ses bisole, og det område, hvor bisolen fortsætter ud, kaldes en parhelic-cirkel.
Øverst på haloen ses en øvre tangentbue eller en parry-bue.
Længere oppe på billedet ses en zenitbue, der fremstår meget klar på billedet.
Zenitbuen rammer en 46 graders halo.
Alle de atmosfæriske fænomener fremstår klart på himlen. På videoen her kan man se, hvordan det opleves.
De mange optiske fænomener opstod over Nordjylland, da der drev højtliggende cirrusskyer ind over landsdelen op af eftermiddagen.
Cirrusskyer ligger i otte til ti kilometers højde og består af iskrystaller, som kan have forskellig form.
De optiske fænomener opstår, fordi solens stråler spejles, ligesom man kender det fra en regnbue.
I en regnbue reflekteres solens stråler i dråber. I alle de fænomener, der optrådte på den himlen i dag i Nordjylland, var det iskrystaller, der reflekterede solens stråler.
Lys er normalt hvidt, men består i virkeligheden af alle regnbuens farver.
Farverne bliver først synlige, når de reflekteres af iskrystaller, da farverne i lyset har forskellige bølgelængder, der spredes med lidt forskellige vinkler.
Haloer og bisole optræder ofte på himlen over Danmark, men det er ret sjældent, at vi ser så mange optiske fænomener på samme tid.