Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Så du det også? Sjælden 'omvendt regnbue' over Nordjylland

Foto: Josefine Vogler/Seerfoto

Circumzenithalbue set over Skagen mandag eftermiddag.

En omvendt regnbue tonede frem på himlen over Nordjylland.

Mandag eftermiddag viste et yderst spektakulært og sjældent syn sig frem på himlen over Nordjylland.

På en video fangede Kirstine Ørskov Lyksholm det optiske fænomen kaldet cirkumzenitalbue. 

- Jeg var noget forbavset. Det var så smukt og forunderligt, lyder det fra Kirstine Ørskov Lyksholm fra Ålbæk. 

- Jeg er 43 år gammel, og jeg har aldrig set noget lignende før. Der var flere regnbuer på himlen, og når de ramte hinanden lyste det kraftigt op på himlen. Det lignede, der var tre sole samtidigt. 

Optiske fænomener

Optiske fænomener som regnbuer, omvendte regnbuer (zenitbuer), haloer og iriserende skyer skyldes alle sollysets brydning i vandråber eller iskrystaller.

Lyset kan brydes på forskellige måder:

Refraktion

Her afbøjes lyset inde i en vanddråbe eller iskrystal som i prismerne i en lysekrone. Når sollys rammer en regndråbe, brydes lyset i dråben som i prismet. Dernæst reflekteres det brudte lys ved dråbens bagvæg, inden det igen forlader dråben og ses som regnbuen, tågebuen eller haloen for iagttageren.

Diffraktion

Her afbøjes lyset på overfladen af bittesmå vanddråber eller iskrystaller. Det spredte lys danner et særligt interferensmønster, hvor nogle lysbølger forstærker hinanden, mens andre udligner hinanden. Resultatet er iriserende skyer med et vandrende og farverigt mønster tæt på solen.

- Det varede omkring et kvarters tid, så var det væk igen, siger Kirstine Ørskov Lyksholm, der var på vej på arbejde, da himmelfænomenet viste sig. 

- Det var jo det helt store samtaleemne på arbejdet, da jeg mødte ind. 

Se videoen herunder: 


Smadret kæmpe-kran: Arbejdstilsynet har undersøgt uheldsstedet

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Efter at en knap 190 meter høj kran væltede torsdag aften, har Arbejdstilsynet fredag formiddag undersøgt uheldsstedet.

Fra morgenstunden fredag har der været aktivitet omkring Testcenter Østerild, hvor en 184 meter høj kran torsdag aften væltede

Omkring uheldsstedet har medarbejdere fra kranfirmaet BMS arbejdet iklædt reflekstøj, mens en lignende kran har arbejdet ved siden af den væltede kran. 

Lokalpolitiet i Thisted fortæller til TV MIDTVEST, at den 200 tons tunge kran væltede, idet den var ved at rulle sin arm ud. Men hvad der har forårsaget faldet er endnu uvist. 

Selvom kæmpekranen er væltet ned over førerhuset, så den ligger med de gigantiske larvefødder i vejret, er der ikke kommet nogle personer til skade. 

Det bekræfter BMS over for TV MIDTVEST. Derudover har kranfirmaet ikke nogen kommentarer til sagen, før Arbejdstilsynet er klar med en rapport over uheldet.

Kranens fører var en 23-årig lokal mand, der blev kørt til skadestuen i Thisted efter uheldet. Han havde fået olie ud over sig og i øjnene, men derudover oplyser Politiet, at manden er okay efter omstændighederne. 

Kranen væltede under arbejdet med at montere en vinge på en vindmølle fra Siemens Gamesa. 

Siemens Gamesa oplyser over for TV MIDTVEST, at der ikke er sket nogen skade på hverken vindmølle eller vinge. De afventer nu undersøgelserne fra myndighederne og deres underleverandør BMS.


Færre tog i weekenden: Det skal du være opmærksom på

Det er som om, at historien gentager sig selv.

Togdriften i Nordjylland er, som tidligere beskrevet, gået i stå og medfører forsinkelser og aflysninger grundet signalfejl. Sådan har det set ud siden torsdag, og weekenden bliver også ramt.

Banedanmark har aflyst en tredjedel af de afgange, der normalt kører i weekenden.

- Det er mere, hvilket tog man skal rejse med, man skal holde øje med, end det er rejsetiden. Fordi den vil være uændret, siger Peter Svendsen, trafikdirektør i Banedanmark.

Derudover oplyser togdirektøren, at man har aflyst afgangene for at være på den sikre side.

- Vi gør det for at have en stille og rolig togdrift, der kan afvikles, i stedet for at lukke det helt ned, siger trafikdirektøren.

Det er altså for at forhindre, at systemet bryder sammen igen, at togdriften er begrænset. Banedanmark forventer ikke, at de planlagte afgange vil opleve hverken forsinkelser eller længere rejsetid.

Banedanmark opfordrer til, at man holder sig orienteret på DSB, Rejseplanen eller NT, hvis man skal rejse med offentlig transport de kommende dage.


Skal de være ekstra bekymrede på Læsø efter muligt sabotageforsøg?

Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Det er dette kinesiske skib, som lige nu ligger stille i Østersøen.

Et kinesisk fragtskib mistænkes for at ville sabotere to kabler ud for Læsø, ligesom det mistænkes for sabotagen af kabler i Østersøen.

Helt tilbage til 7. november sejlede det kinesiske fragtskib Yi Peng 3 forbi Læsø, hvor det sejlede med nedsat fart lige over de to kabler, der ligger gravet ned på havbunden mellem Læsø og Sverige.

Ingen af kablerne har taget skade, men fragtskibet mistænkes for at ville have saboteret dem, hvis de kunne.

På Læsø er Tobias Birch Johansen (V) borgmester, og han forstår godt, at der på landsplan er bekymringer om, at kritisk infrastruktur bliver saboteret af udenlandske kræfter.

Men netop når skibet sejler tæt forbi Læsø, har borgerne på øen så grund til at være ekstra bekymrede?

- Jeg tror, det sætter nogenlunde de samme tanker i gang hos os, som det gør hos resten af nationen, begynder borgmesteren og fortsætter:

- Vi er mere udsat i forhold til oversejlingen af de her kabler, end resten (af Danmark, red.) er. Det er klart, vi er tættest på, og det rejser nogle spørgsmål omkring, hvad det kunne betyde for os.

Bekymrer det borgerne?

Tobias Birch Johansen uddyber også, at hvis man helt holder sig på den østlige side af Læsø, vil det ikke have nogen indflydelse, hvis kablerne tog skade - det ville være værre, hvis den vestlige side blev beskadiget, da både strøm og dataforbindelse kommer via et kabel fra Lyngså.

Men han mener ikke, at man på Læsø skal være bekymrede - og heller ikke, at borgerne er det.

- Nej, de (læsøboerne, red.) skal ikke være mere bekymrede, end resten af nationen er det. Jeg synes, vi skal have en generel bekymring i nationen omkring, hvad der er, der foregår i vores verden lige nu. Men ellers nej, jeg ser ikke, at der er nogen grund til bekymring i højere grad på Læsø end andre steder.

Borgmester Tobias Birch Johansen er ikke bekymret for Læsø, hvis kablerne skulle blive saboteret. I det tilfælde mener han, at man i hele Danmark skal være bekymret. Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord

Det samme fortæller læsøboerne til TV2 Nords reporter på Læsø. Ingen af dem har dog ønsket at stille op til interview om den mulige sabotage. De fortæller, at det generelt ikke er noget, de tænker over eller er bekymrede for.

Kan være bedre på Læsø

Faktisk kan det være, at man på Læsø skal være mindre bekymret i tilfælde af sabotage. På Læsø har de nemlig en nødgenerator, hvis energikablet bliver saboteret.

- Jamen hvad sker det egentlig, hvis vi mister strømmen? Så tænder generatoren, og så har vi i strøm igen. Der er vi egentlig bedre stillet end resten af Danmark er, hvis vi ser bort fra nogle enkelte andre øer. Jeg tænker, at hvis man vil have tryghed og strøm døgnet rundt, så er man velkommen til Læsø, slutter Tobias Birch Johansen med et smil.


Historisk EM: Aalborgenser hiver to medaljer hjem

Foto: Dansk Tennis Forbund

Aalborgenser havde afgørende betydning for Danmarks resultat i historisk konkurrence.

For første gang nogensinde har man nu afholdt EM i pickleball og med stor succes for aalborgenseren Karin Ptaszek-Kochis. Hun tog nemlig hjem med hele to medaljer.

Hvad er pickleball?

  • En er en ketsjersport, der spilles med en let bold og et paddle.

  • Pickleball kan ses som en blanding af badminton, tennis og bordtennis.

  • Det spilles både single og double.

  • Pickleball sammenlignes ofte med padeltennis, men er mindre aggressivt. I pickleball er banen mindre, og bolden bevæger sig i lavere hastighed. Derfor er der mere fokus på præcision, placering og taktik, end man ser i padeltennis.

Dansk Tennis Forbund havde udtaget et landshold bestående af 12 spillere og sendt dem afsted til Southampton i England, hvor det europæiske mesterskab blev afholdt. En af spillerne var den 52-årige stjernespiller, der nu kan kalde sig for både sølv- og bronzemedaljevinder.

Karin Ptaszek-Kochis i kampen, hvor hun sammen med holdkammeraten Anders Bergholdt fik en sølvmedalje i mixed double. Foto: Dansk Tennis Forbund

Pickleballspilleren talte med Dansk Tennis Forbund umiddelbart efter finalen, hvor det blev til sølv i mixed double.

- Vi er rigtig stolte. Det betyder meget. Jeg mener, der er 24 lande med, og vi bliver nummer to, sagde Karin Ptaszek-Kochis til Dansk Tennis Forbund.

Dagen efter vandt hun bronze i damedouble (+50) sammen med makkeren Pia Falch. Hver vunden medalje gav et antal point, og de to medaljer Karin Ptaszek-Kochis var med til at vinde, gjorde, at Danmark tog en fjerdeplads i holdkonkurrencen.

En historisk præstation og begivenhed udspillede sig i sidste weekend under EM i pickleball. Foto: Dansk Tennis Forbund

Karin Ptaszek-Kochis er tidligere professionel tennisspiller og har repræsenteret det danske kvindelandshold i tennis flere gange. Til dagligt bor hun i USA, hvor hun siden 2023 har spillet pickleball. På USA's pickleball-rangliste indtager hun førstepladsen som singlespiller, nummer otte i double og tolv i mixed.


Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Den 52-årige mand, som Nordjyllands Politi har ledt efter i Rørbæk ved Nørager siden torsdag formiddag, er blevet fundet død fredag middag.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Findestedet var beliggende i et å-område omkring Rørbæk, og politiet skriver, at der ikke er noget ved fundet af manden, som giver anledning til at mistænke, at der skulle ligge en forbrydelse bag.

Politiet skriver desuden, at de pårørende er underrettet, og at man afventer endelig identifikation af pågældende samt retsmedicinske undersøgelser.

'Politiet takker ligeledes for offentlighedens hjælp i sagen', afslutter man.

Fredag formiddag er der fuldt gang i eftersøgningen. Video: Per Frank Paulsen/TV2 Nord

Familien havde ikke hørt fra den 52-årige mand siden mandag, og de var meget bekymrede for ham.

Derfor anmeldte de det til politiet torsdag formiddag. Politiet påbegyndte efterfølgende en eftersøgning i Rørbæk og Hobro-området fredag formiddag lidt i 11.00.

- Der er blevet sendt hunde og patruljeværk afsted, lød det fra vagtchefen hos Nordjyllands Politi Ole Buus.

Ifølge TV2 Nords mand på stedet i Rørbæk var der tale om seks hundepatruljer, drone og helikopter.

Anmeldelsen fik Nordjyllands Politi torsdag klokken 10.00 og i den forbindelse opfordrede Nordjyllands Politi borgere til at give en hånd med i eftersøgningen.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord