Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Udlandet kigger forundret mod Danmark

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Et historisk Champions League-resultat og flere store indkøb har gjort dansk håndbold mere interessant for udlandet.

Aalborg håndbold er midt i et eventyr, som kan være starten på en smuk fortælling for dansk herrehåndbold.

I sidste uge skrev nordjyderne historie, da de spillede sig blandt de fire bedste klubhold i Europa, og på det seneste har klubben også tiltrukket sig opmærksomhed med en række opsigtsvækkende spillerhandler, som også har fået udlandet til at se forundret mod Danmark.

Og den opmærksomhed kan meget vel komme til at gavne hele den danske liga. Det mener blandt andre Cyril Viudes, der er tidligere stregspiller og nu arbejder som agent i agentvirksomheden People in Sport i Frankrig.

- Min fornemmelse er, at den danske liga bliver bedre nu. Den har været på vej over flere år, men den bliver kun større, siger han via en Zoomforbindelse til TV 2 SPORT.

- Nu taler vi især om projektet i Aalborg, og det er kun godt, for jeg mener, at den danske liga fortjener en plads i spotlightet.

Et godt navn i Europa

Fra det franske har han glippet med øjnene over de navne, der i løbet af foråret er blevet præsenteret i de danske klubber. Her kan Mikkel Hansens og Aron Palmarssons skifter til Aalborg nævnes som eksempel sammen med den norske stjernekeeper Thorbjørn Bergeruds ryk til GOG fra Flensburg.

Spillertilgange fra udlandet

  • Thorbjørn Bergerud (26 år fra Norge) til GOG fra Flensburg Handewitt.
  • Jerry Tollbring (25 år fra Sverige) Til GOG fra Rhein-Neckar Löwen.
  • Nikolaj Markussen (32 år fra Danmark) til TTH Holstebro fra Veszprem.
  • Mikkel Hansen (33 år fra Danmark) til Aalborg Håndbold fra Paris Saint Germain (fra sommeren 2022).
  • Aron Palmarsson (30 år fra Island) til Aalborg Håndbold fra Barcelona.
  • Jesper Nielsen (31 år fra Sverige) til Aalborg fra Rhein-Neckar Löwen.
  • Kristian Bjørnsen (32 år fra Norge) til Aalborg fra HSG Wetzlar.
  • Alfred Jönsson (22 år fra Sverige) til Skjern Håndbold fra Hannover-Burgdorf.
  • Senjamin Buric (30 år fra Bosnien) til Skjern Håndbold fra RK Zegreb.

Det er navne, de fleste trænere gerne skrev på deres holdkort, og alligevel er Danmark blevet foretrukket, hvilket indgyder respekt både hos Cyril Viudes i Frankrig og hos Ole Erevik, der er håndboldekspert for NENT i Norge og tidligere har spillet for GOG, Kolding og Aalborg samt klubber i Frankrig og Tyskland.

- Det, der imponerer mig mest, er, at man i Danmark kan tilbyde et produkt, som spillerne finder attraktivt. At Aalborg, GOG, BSH, Holstebro og resten af paletten efterhånden har opbygget så godt et navn i Europa, at man kan tiltrække verdens bedste håndboldspillere, siger nordmanden til TV 2 SPORT.

For det er ikke hvor som helst, Aalborg og de andre danske klubber lige nu henter spillere fra.

Der er nemlig tale om spillere, der kommer til fra nogle af verdens største klubber og fra den mægtige tyske Bundesliga, hvilket ifølge den norske ekspert er et tydeligt skulderklap til de danske klubber og den danske liga.

- Den status, som dansk klubhåndbold efterhånden har oparbejdet, er noget, der bliver lagt mærke til. Også fordi man begynder at lave resultater rundt omkring i Europa, og det bliver der lagt mærke til, siger Ole Erevik.

Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Ud over Aalborgs Final-4-plads fremhæver han GOG’s præstationer i Europa Leauge, hvor holdet akkurat missede semifinalerne.

Der er dog ingen tvivl om, at det er det ambitiøse projekt i Aalborg, der høster mest opmærksomhed for klubbens Champions League-succes og den massive oprustning til de kommende sæsoner. Men det er ikke kun Nordjylland, der nu er blevet anderledes interessant for udenlandske spillere, forklarer den mangeårige Kolding-streg Cyril Viudes.

- Der er også mange spillere, der ringer til mig nu, som godt ved, de ikke har niveauet til Aalborg, men som spørger til de andre hold og vil vide, om de er åbne over for gode spillere fra for eksempel Frankrig eller Spanien.

Også interessant uden for Skandinavien

Lige nu er det primært spillere med nordiske rødder, der rykker til Danmark, men det kan også ændre sig, mener den franske agent.

- Alle taler om de danske projekter nu. Så hvis de danske klubber er åbne for topspillere andre steder fra, så tror jeg også, den type spillere vil være interesserede, siger Viudes, der selv var glad for sit otte sæsoner lange ophold i Kolding, hvor han lykkedes med at falde til i en håndboldkultur, som var langt fra den han er opvokset i.

- Det kan være et plus for alle spillere, der kan lægge på sit eget spil ved at lære en anden spillestil at kende. Det kan gøre dem til mere komplette spillere, siger han og fortsætter:

- Men det handler også om, hvorvidt klubberne er åbne over for det, for normalt har de prioriteret danske og skandinaviske spillere, fordi man ved, at de passer ind i kulturen og i projektet. Men der er mere og mere interesse.

Også den bosniske journalist Zika Bogdanovic, som til dagligt driver websiden Handball Planet, hvor han dækker håndbold over hele kontinentet, tror på, at man i fremtiden vil se flere topspillere sydfra tage turen til Danmark.

- For eksempel kommer Senjamin Buric til Skjern nu fra Zagreb. Det ser jeg som en interessant aftale. Det er en solid spiller, som også gjorde det godt, da han spillede i Nantes. Den type - og også større profiler - er bestemt interesseret i at komme til Danmark nu, lyder hans analyse.

Udviklingsliga eller stjerneparade?

Med den øgede interesse for den danske liga er spørgsmålet, om det vil ændre på spillersammensætningen. Vil håndboldligaen fortsætte med at være et sted, hvor – især nordiske – talenter kommer til for at udvikle sig, som det har været tilfældet de senere år? Eller vil man fremover se flere ’færdigformede’ håndboldspillere rykke til Danmark for at være med i Europas top?

- Der skal nok stadig være plads til unge fremadstormende talenter, der kommer til Danmark som et springbræt til at komme videre ud i Europa, mener Ole Erevik, der for eksempel har set landsmanden Sander Sagosen blive formet til en verdensklassespiller i Aalborg.

- Sammenlignet med for ti år siden, hvor de største talenter kom til Danmark som en mellemstation på en to-årskontrakt, og så var det ”auf wiedersehen”, så kan man nu tillade sig at blive både en, to og tre sæsoner længere i Danmark nu og få den samme udvikling i sin unge karriere

- Og så tror jeg, de danske topklubber også kan blive interessante for rigtig mange at komme til i fremtiden. Ikke bare som et springbræt. Ikke bare som en mellemstation. Men også for at blive en del af en stor klub, også i Europa, mener Erevik.

Det synspunkt er håndboldjournalist Zika Bogdanovic enig i. Han forudser, at den danske liga kan udvikle sig i en retning af det, man ser i Engelsk fodbold, hvor man taler om ’the big six’.

Fortsætter tilgangen til den danske håndboldliga, og kan hold som BSH, Skjern og TTH følge med og byde Aalborg og GOG op til dans på og uden for banen, så kan Zika Bogdanovic sagtens forestille sig et scenarie med en håndfuld storhold, der vil være mere interessant at følge for udenlandske håndboldinteresserede som ham selv.

Men selvom den danske liga ser ud til at være i fremgang, er der et stykke op til den tyske Bundesliga, der ses som verdens stærkeste.

- Jeg ser den danske liga som nummer tre i Europa (efter Bundesligaen og den franske liga, red.) og regner med, at den vil forblive det.

- Der er de to ambitiøse projekter med GOG og Aalborg, der er masser af unge, talentfulde spillere, det er en liga, hvor de kan gro og blive klar til et større udlandseventyr. Eller også vil man komme til Aalborg eller GOG for at jagte resultater, vurderer håndboldjournalisten fra Balkan, mens norske Ole Erevik vurderer den danske liga en smule tættere på Frankrigs ditto.

- I Frankrig er niveauet lidt mere varierende. Toppen er rigtig, rigtig god. Samtidig spiller de håndbold på en helt anden måde. Håndboldkulturen og spillestilen er helt anderledes. Så det er svært at sige, om det tredjebedste hold i Danmark også ville være det i Frankrig. Men der er flere penge i fransk håndbold.


Nordjysk by hopper sammen på vægten for en bedre livsstil

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Sidste år tabte de 125 deltagere 511 kilo tilsammen

Mange vil gerne tabe sig i det nye år, og det er der nu en anderledes mulighed for i Sæby. Her kan borgerne nemlig melde sig til projektet ”Sæby hopper på vægten 2025”.

Deltager man, får man gratis træning i byens mange sportsfaciliteter, og så er der præmier til dem, der taber sig mest på de to måneder projektet løber.

Jette Johansen er en af dem der har valgt at melde sig til i Sæby Svømmebad.

- Jeg synes, jeg kan mærke det på alderen og vægten, så jeg trænger også lige til at blive kickstartet her i 2025, siger hun.

Handler ikke kun om at tabe sig

Konkurrencen handler ikke kun om at taber sig, men også om at ændre livsstil.

- Vi har lavet en lukket facebookgruppe, hvor jeg deler opskrifter på sund mad og sunde kostråd. Så vi håber, folk bliver sundere, siger Joan Burmeister, der er personlig træner og livredder i Sæby Svømmebad.

Man kan melde sig til som enkeltperson eller som hold. Samtidig deltager man i en konkurrence, hvor det hold, der taber sig mest, vinder 3000 kroner, og den person, der taber sig mest, vinder 1500 kroner.

Mange slankekure har dog den fejl, at folk tager på igen når kuren er slut. Men netop det, at det handler om at ændre livsstil, kan betyde en forskel for deltagerne i ”Sæby hopper på vægten 2025”.

- Sidste år var det ”Fiskedellerne”, der vandt. Siden da har de kun taget et kilo på tilsammen. De vandt sidste år, hvor de havde tabt rigtig mange kilo. Det har de bibeholdt, og de kommer stadigvæk herop og dyrker motion, siger Joan Burmeister.

Vil give rabat til deltagerne

Selv om Jette Johansen ikke regner med at vinde konkurrencen, håber hun på en anden gevinst, fordi hun er indehaver af en tøjbutikken Fru B, der sælger tøj til kvinder.

- Vi kommer til at give rabatter til dem, der har deltaget i ”Sæby på vægten 2025”, hvis de mangler nyt tøj. Og det gør vi forhåbentlig alle sammen efter de her par måneder, siger Jette Johansen.

Sidste år tabte de 125 deltagere 511 kilo tilsammen. Skulle man bo i Sæby, eller i nærheden, kan man stadig nå at melde sig til, da de også mandag vejer nye deltagere ind.


Her er ekspertens råd til at mindske risikoen for at blive hacket

Foto: Grafik / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Episoden med Alles Lægehus kan give anledning til mere snyd, og derfor skal man være særligt opmærksom ifølge eksperten.

Flere nordjyder har i løbet af weekenden modtaget en træls besked fra Alles Lægehus i sin e-Boks.

Her er de nemlig blevet gjort opmærksomme på, at deres personlige oplysninger er blevet hacket fra lægehusets system under et cyberangreb, som foregik tilbage i starten af december sidste år.

Anja Flou Zaar er blandt de nordjyder, som modtog beskeden, og hun blev både chokeret og bekymret over situationen.

Det kan du gøre

Jan Trzaskowski, der er juraprofessor ved Aalborg Universitet og som til dagligt beskæftiger sig med blandt andet med cybersikkerhed, har flere bud på, hvad man kan gøre for at beskytte sine personlige oplysninger.

 - Man kan sige, lige her er der jo ikke så meget at stille op, fordi skaden er sket, konstaterer han om cyberangrebet hos Alles Lægehus.

- Men generelt skal man jo have en vis 'cyber-hygiejne'. Man skal tænke over, hvor man giver oplysninger. Det kan også være oplysninger, som måske ikke er særlig følsomme, men som kan bruges af hacker, så man skal tænke sig om, hvem man giver oplysninger til, og hvem man engagerer sig med i forhold til behandling af oplysninger, pointerer han.

Derudover forklarer han, at man altid skal være kritisk, når man er på nettet. Men også telefonopkald og sms'er er noget, man skal holde øje med.

- Hvis der er nogen, der ringer til en eller sender en besked, hvor de tager udgangspunkt i nogle forhold, som måske er meget private, så skal man være meget forbeholden, forklarer han og tilføjer.

- Man skal selvfølgelig lade være med at opgive pinkoder, betalingsoplysninger og alt muligt andet godt. Hvis man er det mindste i tvivl, når der er en, der ringer, så må man lægge røret på og selv ringe op til for eksempel Alles Lægehus, banken og så videre.

Alles Lægehus kan give anledning til mere snyd

Særligt den nylige situation med Alles Lægehus, som mange nordjyder står i lige nu, bør også give forbrugerne en skærpet mistanke i den kommende tid ifølge eksperten.

- Hvis der er nogen, der skriver ud eller ringer ud og siger, at de kommer fra Alles Lægehus, så skal man tænke sig godt om, og man skal selvfølgelig også være opmærksom på, at der kan være nogen hackere, der vil udnytte den situation, vi er i lige nu, hvor der er en masse kunder hos Alles Lægehus, som er nervøse, forklarer han.

- Det vil sige, at hvis man får en besked, et opkald eller en mail fra nogen, der foregiver sig at komme fra politiet eller fra datatilsynet eller Alles Lægehus, som siger, de er i gang med at undersøge noget omkring det her datalæg, kan du lige hjælpe os? Så skal man også være særligt kritisk, afslutter Jan Trzaskowski.


Det så hurtigt sort ud, men nordjyde gjorde det, ingen troede var muligt

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Med kun 16 kampe i bogen var Jens August ikke levnet mange chancer.

Jens August Levorsen fra BK Pugilist bokseklub i Frederikshavn havde blot bokset 16 kampen, inden han pludselig stod overfor en norsk landsholdsbokser søndag.

Derfor var Jens August ikke levnet mange chancer, og allerede fra start røg han kortvarigt i gulvet, efter nordmanden gav ham en på hovedet.

Men helt utrolig kom Jens August Levorsen tilbage i kampen, og især i den sidste omgang udboksede han sin modstander, der desuden fik en advarsel fra dommeren for uren boksning.

Dermed endte nordjyden helt fortjent med sejren.

Han boksede i U19 67 kilo klassen, hvor han var oppe imod den Norske landsholdsbokser Eldar Redzic fra Moss Bokseklub.

Boksestævne er en succes

Det var blot en af mange boksekampe, der søndag udfoldende sig i Nørresundby.

En af Danmarks største bokseturneringer Viking Box Cup blev nemlig tradition tro afviklet den første weekend i det nye år af den gamle hæderkronede Lindholm Bokseklub.

I år er det 29. gang, man afholder arrangementet, og så er der endda rekorddeltagelse med hele 240 tilmeldte boksere.

Viking Box Cup har efterhånden fået et godt ry uden for Danmark, så i år er der deltagere fra England, Irland, Frankrig, Spanien, Ukraine, Norge, Sverige og Belgien, foruden boksere fra flere Danske klubber.

Viking Box Cup er en turnering for boksere i ungdom U17, U19 og Eliterækken, Lørdag blev de indledende- og semifinalekampene bokset, mens søndagen stod i finalernes tegn. Her skulle man nemlig igennem hele 46 finalekampe. 

Ud af syv de syv deltagende boksere fra den nordjyske klub var hele seks at finde i finalerne, og det var til stor glæde for formanden af Lindholm Bokseklub Henrik Christensen:

Sluttede med en brækket næse

Finaledagen sidste kamp blev en lokal affære mellem to træningskammerater fra den arrangerende klub Lindholm Bokseklub.

I plus 92 kilo mødtes de to klubkammerater Arthur Ostapenko og Marcus Hjalager, og det sluttede noget dramatisk.

Marcus Hjalager blev nemlig ramt hårdt i ansigtet, og kamplederen stoppede derfor kampen, mens blodet fossede ud af Marcus Hjalagers næse.


Anja spærrede øjnene op, da hun så beskeden på e-Boks

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Foruden Anja Flou Zaar har 28 personer henvendt sig til TV2 Nord med beskeden om, at deres oplysninger er stjålet fra Alles Lægehus.

Der er efterhånden ikke langt mellem datalæk og hackerangreb, og fredag trillede endnu en besked så ind om det hos Anja Flou Zaar.

Denne her gang var det hendes tur til at få sine personlige oplysninger stjålet - men den helt store overraskelse lå i, at de var blevet hacket fra Alles Lægehus.

- Jeg har haft den samme læge i Hjørring de sidste 18 år, og det er ikke hos Alles Lægehus. Så det giver absolut ingen mening for mig, siger Anja Flou Zaar.

Se hele indslaget her:

Én af mange

Allerede i går kunne TV2 Nord fortælle, at der var landet beskeder i flere nordjyders e-Boks. Flere af dem har siden henvendt sig og fortalt, at også de undrer sig over beskeden.

'Jeg har også modtaget beskeden, men har intet med lægehuset at gøre,' skriver flere i kommentarsporet TV2 Nords Facebookside.

Det siger Alles Lægehus

I et skriftligt svar til TV2 Nord siger Alles Lægehus følgende:

Vi følger løbende udmeldingerne fra Center for Cybersikkerhed og er fuldt bevidste om det høje trusselsniveau for angreb fra cyberkriminelle i Danmark. Vi samarbejder med en anerkendt professionel leverandør om vores IT og hosting af vores servere. Og vi følger best practice for IT-sikkerhed og implementerer løbende foranstaltninger for at styrke vores systemer og sikkerhed. Samtidig må vi erkende, at selv omfattende sikkerhedsforanstaltninger ikke kan garantere beskyttelse mod meget ressourcestærke kriminelle grupper.

Vi har fra begyndelsen arbejdet vedholdende sammen med politi, myndigheder og anerkendte eksperter i it-sikkerhed for at håndtere angrebet – og det gør vi fortsat. Vi ser på denne hændelse med den største alvor, og vi har handlet ud fra at kunne kommunikere så hurtigt som muligt og helst direkte med alle berørte, så snart de præcise omstændigheder og tilgængelige informationer gav os mulighed for dette. Der er sendt information til alle patienter i vores databaser via e-boks.

Vi er meget kede af de gener, som de berørte oplever efter det hackerangreb, kriminelle har gennemført på vores system. Hvis patienter har spørgsmål eller tvivl, skal de ikke tøve med at kontakte os på data@alleslaegehus.dk. Så vil vi hjælpe med svar og konkret information om opbevaring af data m.m. Vi behandler alle henvendelser grundigt og fortroligt. Det betyder også, at der godt kan gå nogle dage, før man får svar på en henvendelse.

Hvad kan hackere bruge dit CPR-nummer til?

Selvom Alles Lægehus skriver i beskeden, at de personlige oplysninger i mindre grad er hacket, så er det utrygt, lyder det fra Anja Flou Zaar.

- Lige nøjagtig med CPR -nummer, det er ret meget personligt, og det, er jeg træt af, er ude i omløb, og jeg frygter da, at de kan blive brugt til noget pengemæssigt, altså via min bank eller et eller andet, konstaterer hun.

Jan Trzaskowski er juraprofessor ved Aalborg Universitet og beskæftiger sig til dagligt blandt andet med cybersikkerhed. Herunder kan du hører hans forklaring på, hvorfor hackerne vil have vores oplysninger.

På Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside fremgår det, at det er normal praksis for et lægehus at gemme patientjournaler i mere end 10 år.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

I overgangen til regn bliver der risiko for isslag, hvilket kan give farlige situationer på veje og stier.

En barsk omgang vintervejr rammer Danmark søndag aften og natten til mandag, når et lavtryk sender både sne, kraftig blæst og regn ind over landet.

I perioder kan der endda komme snestormslignende tilstande, da dele af landet kan se frem til kraftigt snefald, der sammen med den tiltagende blæst risikerer at give snefygning.

TV 2 Vejret har i forbindelse med det barske vintervejr udsendt et varsel om netop kraftigt snefald.

I Østjylland og Nordjylland er der varslet op mellem ti og 15 centimeter sne i perioden søndag klokken 19 til mandag klokken 9.

For resten af landet er der udsendt varsel om mellem fem og ti centimeter sne mellem søndag klokken 17 og mandag klokken 3.

Foto: TV2 Vejr

Klokken 18: Sneen falder

Snevejret begynder at trække ind over det sydlige Jylland fra midt på eftermiddagen.

Herfra breder det sig mod nordøst. Ved 18-tiden forventes snevejret at falde over den sydlige halvdel af Jylland og det meste af Fyn.

I forbindelse med sneens ankomst begynder vinden at tage til i styrke. En hård vind til kuling fra sydøst vil blæse ind over de sydvestlige landsdele.

Foto: TV 2 Vejret

Klokken 22: Udbredt snefald og risiko for isslag

I løbet af aftenen vil de fleste danskere opleve snefald og kraftig blæst. Faktisk er det stort set kun Bornholm, hvor det endnu holder tørt.

Længst mod sydvest begynder varmere luft at strømme op over landet, hvilket får nedbøren til at gå over i regn.

I overgangen til regn bliver der risiko for isslag, hvilket kan give farlige situationer på veje og stier.

Foto: TV2 Vejret

Klokken 1: Landet deles i to

Ud på natten bliver landet nærmest delt i to.

Mod syd er nedbøren blevet til regn, mens der endnu forventes snevejr mod nord, hvilket tæller det nordlige og østlige Jylland samt Nordsjælland.

Mest barskt bliver det i Nordjylland og Østjylland, hvor der sammen med snevejret vil blæse op til en hård kuling fra sydøst med vindstød af op til stormstyrke.

Foto: TV2 Vejret

Klokken 4: Sne mod nord

I de tidlige morgentimer er det kun Nordjylland, hvor sneen fortsat falder. Selvom det stadig blæser, vil sneen dog ikke fyge, da den ventes at falde som tøsne.

Mens nordjyderne står op til snevejr, vil resten af landet opleve regn mandag morgen og markant mildere vinde – helt op til 10 graders varme.

Først i løbet af mandag morgen og formiddag hører det op med at sne, mens regnvejret først slipper landet mandag eftermiddag.

Foto: TV2 Vejret