Selv for hans forsvarer er han svær at føle sympati for – onsdag afgøres det, om han er skyldig
Foto: Jesper Andkjær / Ritzau Scanpix
En tegning fra første retsdag af den 38-årige tiltalte i sagen om Mia Skadhauge Stevns død. Foto: Jesper Andkjær / Ritzau Scanpix
Der afsiges skyldskendelse onsdag.
Mette Grith Stages opgave er at forsvare en mand, der er vanskelig at føle sympati for.
Også for hende selv. Det medgav den erfarne forsvarsadvokat, da hun tirsdag skulle overbevise retten om, at hendes klient er uskyldig i tiltalen om drab og voldtægt.
- Han kommer heller ikke lige ind på min toptre over de mest sympatiske mennesker, sagde hun, da hun under sin procedure indledningsvist rettede blikket direkte mod de seks nævninge.
Hendes klient er tiltalt i en af de senere års mest omtalte sager i Danmark. Tiltalt for at have voldtaget, dræbt og parteret 22-årige Mia Skadhauge Stevn i februar sidste år.
Han nægter sig skyldig i drab og voldtægt. Men det er et faktum, at han omhyggeligt har parteret hende. For det har han erkendt. Og i retten har han nøgternt og yderst detaljeret forklaret, hvordan han gjorde det.
Netop derfor er han ikke nogen nem mand at forsvarere. For sagen er makaber, uhyggelig og tragisk.
Det var de ord, som forsvarsadvokaten brugte i sin procedure på den syvende retsdag i sagen. Hun sagde også, at det, som hendes klient erkender at have gjort, er ”forfærdeligt” og ”utilgiveligt”.
Men sagen skal ikke afgøres af, om tiltalte er sympatisk eller ej, understregede Mette Grith Stage over for nævningene.
- Sagen skal som alle andre straffesager afgøres på beviserne og kun beviserne, sagde hun.
De beviser er ikke tilstrækkeligt til stede, mener forsvareren. Det er ikke bevist, at den 38-årige mand fra Flauenskjold voldtog Mia Skadhauge Stevn. Det er ikke bevist, at han dræbte hende. Ikke efter forsvarerens opfattelse. Derfor mener hun, at han skal frifindes.
Anklageren er af en helt anden opfattelse.
Derfor var makabre detaljer så vigtige
Inden forsvarerens procedure havde anklager Mette Bendix i knap halvanden time argumenteret for, hvorfor hun mener, at den tiltalte er skyldig i alle anklager.
Hun begyndte sin procedure bagfra. Med parteringen. Det, der i anklageskriftet er betegnet som usømmelig behandling af lig. Efter at have hørt tiltaltes og vidners forklaringer i retten kan man vist godt kalde det ”yderst makaber behandling af lig”, konkluderede anklageren.
Mia har kæmpet for sit liv ude i den skov,.
Mette Bendix, anklager
I løbet af de foregående seks retsmøder har hun brugt meget tid på at dokumentere den makabre handling og spurgt grundigt ind til alle dele af den.
Nogle – navnlig forsvarsadvokaten – har undret sig over, om det virkelig var nødvendigt, når tiltale allerede havde erkendt forholdet.
Men det var det, mente anklageren. Og i sin procedure gav hun svaret på hvorfor.
For det første fordi det fortæller noget om, hvad tiltalte er i stand til, mente anklageren.
For når man på den måde kan stå og dele en krop op i så mange dele og derefter lægge det i ætsende væske i et forløb over flere timer – ja, over flere dage hvor han undervejs både var på arbejde og ude at købe dagligvare – så ”er man i stand til hvad som helst. Så er man også i stand til at slå ihjel”, lød det fra anklageren.
For det andet giver det et godt billede af, at tiltalte havde noget at skjule.
- Man skulle ikke kunne se på liget, hvordan Mia var kommet af dage, sagde anklager Mette Bendix.
Usand og utroværdig forklaring
Ifølge tiltaltes egen forklaring kom Mia Skadhauge Stevn af dage ved en tragisk ulykke.
Efter at han havde samlet hende op i Aalborg klokken 06.09 søndag morgen, kørte han hende til et øde skovområde i Hammer Bakker nord for Aalborg, hvor de efter hans forklaring skulle have sex.
Men Mia Skadhauge Stevn faldt pludselig om i skovbunden, så hendes taskerem satte sig fast i noget i jordhøjde.
Den forklaring afskrev anklageren i sin procedure med ord som ”usand” og ”utroværdig”.
- Den kan vi åbenlyst forkaste, sagde hun.
Anklageren pegede på, at retsmediciner Asser H. Thomsen i retten har kaldt forklaringen usandsynlig og i stedet angivet kvælning som bedste bud på dødsårsag.
Han var parat til at gå så langt, som det var påkrævet, for at få sex
Mette Bendix, anklager
Samtidig hæftede anklageren sig ved, at flere af Mia Skadhauge Stevns ejendele var fundet forskellige steder i området, hvor de ifølge tiltalte ikke havde været. Det viser ifølge anklageren, at der har været kamp.
- Mia har kæmpet for sit liv ude i den skov. Ellers ville hendes ting ikke være spredt på den måde, sagde hun.
Især fundet af to brystplastre, som tilhørte Mia Skadhauge Stevn, indikerer, at der har været mere end kamp. Hun blev voldtaget.
- Skulle de pludselig begge to være faldet af ude i skoven på samme sted? spurgte anklageren og svarede selv:
- Den eneste grund er, at der er foregået noget seksuelt.
Og det var ifølge anklageren hele tiden tiltaltes hensigt. Det var derfor, at han i flere timer kørte rundt i Aalborgs midtby først natten til 5. februar og igen natten til 6. februar og i mellemtiden så porno med søgeord som ”drunk” og ”slutty”.
Han var på jagt efter sex, og han var på jagt efter et nemt offer, mener anklageren.
- Han var parat til at gå så langt, som det var påkrævet, for at få sex, sagde hun.
Derfor samlede han en betydelig alkoholpåvirket Mia Skadhauge Stevn op. Derfor voldtog han hende. Voldtægten førte til drabet, som førte til parteringen, mener anklageren.
Tiltaltes egen forklaring i retten må forkastes, konkluderede hun flere gange.
- De steder, hvor den ikke er beviseligt usand, er den utroværdig og giver ikke mening, sagde hun.
Vold med døden til følge
Efter anklagerens opfattelse skal tiltalte derfor dømmes for alle forhold i anklageskriftet.
Men det kan han slet ikke, mener forsvarsadvokaten.
- Der er end ikke et bevis for, at der har været et samleje. Det er nok det, der bliver helt afgørende i forhold ét, sagde Mette Grith Stage under sin procedure.
Derfor skal han frifindes for voldtægt, mener hun. Men hvis retten alligevel vurderer, at han havde til hensigt at begå voldtægt, kan han alene dømmes for forsøg på voldtægt, da det ikke er bevist, at den har fundet sted, argumenterede hun.
Hun mener heller ikke, at han kan dømmes for drab, eftersom det ikke har været muligt at fastslå en dødsårsag.
Hvis retten alligevel vurderer, at tiltalte forårsagede Mia Skadhauge Stevns død, kan han ifølge forsvarsadvokaten alene dømmes for vold med døden til følge.
Mette Grith Stage er til gengæld helt enig med anklageren i, at tiltalte parterede liget, fordi han ønskede at skjule noget. Men det betyder ikke, at han dræbte hende.
- Det, som han vil skjule, er, at Mia er afgået ved døden, mens hun var sammen med ham, sagde forsvareren.
Tiltaltes egen forklaring om, hvordan hun døde, er heller ikke så usandsynlig, som anklageren har forsøgt at gøre det til, mente Mette Grith Stage.
Se også
På dag fem i sagen om Mia Skadhauge vidnede tre af den tiltaltes ekskærester: Han bandt mig til radiator
Ifølge hende var tiltalte i en form for panik eller chok. Derfor ydede han ikke førstehjælp eller ringede 112. Og da hun først åndede ud, kunne han ifølge hans forsvarer godt se, at han risikerede at få skylden.
Derfor handlede han ”fuldstændigt vanvittigt og irrationelt” og kørte hende hjem til sig selv i stedet for hospitalet, lød det fra anklageren.
Onsdag afgøres det, om den 38-årige mand er skyldig eller ej.
Der afsiges skyldskendelse klokken 13 ved Retten i Aalborg.
Dom og strafudmåling falder efter planen torsdag.