Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Russisk skib tilbageholdt ved Skagen – men nedturen begyndte for tre år siden på et klippeskær i Arktis

Det russiske forskningsskib Akademik Ioffe ligger lige nu cirka én kilometer udenfor havnen i Skagen. Her fotograferet fredag 5. november 2021.

Det russiske forskningsskib, der lige nu er tilbageholdt i Skagen, har de seneste år spillet en hovedrolle i en opsigtsvækkende strid på de syv have.

De hvide panserplader på skibets bov brød de blågrå bølger.

Under kølen var 100 meter vand, og oppe i skibet fik krydstogtspassagererne de sidste informationer inden en længe ventet tur i land.

En tur, der ville foregå i små både gennem iskoldt vand.

For dette var et krydstogt langt nord for polarcirklen.

Kalenderen viste 23. august 2018, klokken var 11.09, og skibet Akademik Ioffe var på vej i alvorlige vanskeligheder.

Og det var ikke sidste gang.

I fredags kom skibet for eksempel i vanskeligheder igen.

Denne gang ved Skagen ud for Danmark, hvor Akademik Ioffe blev tilbageholdt som den seneste udvikling i en spektakulær strid, der involverer en canadisk eventyrer, en enorm gæld, en russisk oligark og måske endda lejesoldater i Venezuela.

Vanskelighederne i det iskolde vand i 2018 satte gang i en kæde af begivenheder, der nu har ført til, at Akademik Ioffe tilbageholdes i Danmark.

Dengang havde hverken skibets kaptajn eller hans mandskab tilstrækkelig erfaring med at sejle i havet nord for Canada.

Søkortene var upræcise, og klokken 11.13 var vanddybden faldet til 14 meter, uden at nogen opdagede det.

Klippeskæret

Besætningen på Akademik Ioffe overvågede ikke skibets ekkolod, så de blev først opmærksomme på, at en katastrofe lurede, da den automatiske alarm for lavt vand under kølen gik i gang, ifølge en havarirapport fra de canadiske myndigheder.

Ifølge havarirapporten bragede skibet ind i klippeskæret med omkring 14 kilometer i timen. Foto: Transportation Safety Board of Canada

En høj rumlende lyd gennemrystede skibet, krydstogtspassagererne faldt mellem hinanden, tallerkner fløj rundt i spisesalen, skibet krængede og stod så pludselig stille.

Passagererne havde betalt temmelig mange penge for polareventyret hos den canadiske rejsearrangør One Ocean Expeditions, og nu fik de mere, end de havde betalt for.

Der stod intet om forlis nord for polarcirklen i salgsmaterialet.

Skibet

One Ocean Expeditions havde chartret Akademik Ioffe af Shirshov Instituttet, som hører under det russiske videnskabsakademi og dermed den russiske stat og i sidste ende Vladimir Putin.

Egentlig er det 117 meter lange fartøj et forskningsskib, der skal give videnskabsfolk mulighed for at udføre feltarbejde i klodens polaregne.

Vi byggede denne industri ved siden af videnskabsfolk og miljøaktivister

Andrew Prossin, eventyrer og forretningsmand

Det blev bygget i 1989 og efter to årtier på søen, var Akademik Ioffe i 2008 temmelig slidt.

Men så fik den canadiske forretningsmand og eventyrer Andrew Prossin en god idé.

Man kunne sejle turister til Antarktis på de gamle russiske skibe og give dem en helt anderledes oplevelse af, hvad det vil sige at være krydstogtturist.

Andrew Prossin var i sin tid ansat som analytiker ved jernbaneselskabet Canadian Pacific Railway, men han fik nok af at arbejde på et kontor og gav sig i stedet til at sejle med turister.

Andrew Prossin er en canadisk forretningsmand og eventyrer. Foto: Facebook / Andrew Prossin

Efter at have bygget et krydstogtselskab op i Australien og solgt det, stiftede han One Ocean Expeditions hjemme i Canada, så canadiske turister også kunne komme på tur.

- Vi byggede denne industri ved siden af videnskabsfolk og miljøaktivister, og det sidder fast i mit DNA, sagde Andrew Prossin til magasinet BCBusiness i 2017.

Da muligheden for at leje slidte russiske skibe bød sig i 2008, slog Andrew Prossin til og fik stillet de to skibe Akademik Ioffe og Akademik Sergey Vavilov til rådighed.

Det gik godt.

I første omgang.

Akademik Ioffe i markedsføringsmaterialet for One Ocean Expeditions. Foto: Facebook / One Ocean Expeditions

Gamle og nye vrag

One Ocean Expeditions sejlede både med videnskabsfolk og turister, og de russiske skibe var endda med til at vække international opsigt, da de i 2014 deltog i den ekspedition, der fandt resterne af John Franklins ulyksalige polarekspedition, der forsvandt i 1845.

Vragene af de to skibe H.M.S. Terror og H.M.S. Erebrus, der i sin tid frøs fast i isen med 129 mennesker ombord, blev fundet på havets bund.

Omtalen skaffede endnu flere kunder til One Ocean Expeditions, og under ekspeditionen for at finde de forsvundne skibe blev Andrew Prossin endda venner med Canadas daværende premierminister Stephen Harper.

I 2018 var det gode skib Akademik Ioffe imidlertid tæt på at ende på havbunden ikke ret langt fra det sted, hvor de to træskibe gik ned i 1845.

Et kig ind i HMS Terror, der gik til bunds i 1845. Foto: Ryan Harris / Ritzau Scanpix

Akademik Ioffe havde ramt et klippeskær, og da det stod stille, gav den russiske kaptajn sig til at orientere besætningen og passagererne over skibets højtaleranlæg.

På russisk.

Det skete ifølge havarirapporten klokken 11.15, hvor besætningen fik ordrer om at gøre redningsbådene klar i tilfælde af, at skibet skulle evakueres.

Da et besætningsmedlem ønskede at aktivere skibets alarmsystem og gøre alle ombord klar til evakuering, sagde kaptajnen ifølge havarirapporten nej.

Først klokken 11.30 – altså mere end 15 minutter efter grundstødningen – fik passagererne information på engelsk om, hvad der var sket:

Skibet stod fast på klippeskærene, men der var ingen grund til panik, for der var ikke hul i skroget.

Og den russiske kaptajn havde en plan.

Han ville trække skibet fri ved at sætte fuld kraft på motoren.

Vanskelighederne for One Ocean Expeditions var for alvor begyndt.

Dyre beslutninger

Selvom Andrew Prossins forretning gik godt, er det ikke helt billigt at sejle turister rundt i polarhavet.

One Ocean Expeditions havde kun tre skibe, og hvis ét af dem kom ud af drift i længere tid, ville det betyde aflysninger, tilbagebetalinger og store økonomiske tab.

Og hvem skulle dække omkostningerne, hvis noget gik galt?

Det havde han ikke helt på plads med de russiske ejere, skulle det vise sig.

Andrew Prossin havde lejet Akademik Ioffe og Akademik Sergey Vavilov gennem et selskab på Cypern.

Selskabet hedder Terragelida Ship Management Limited, og ifølge avisen Vancouver Sun kontrolleres det af den russiske rigmand Dmitry Zograf, der beskrives som "entreprenør, filantrop og videnskabsmand" på hjemmesiden for et kunstprojekt, der i 2017 fandt sted på Akademik Sergey Vavilov.

Akademik Sergey Vavilov er søsterskib til Akademik Ioffe. Foto: Wikimedia Commons

Og hvis den russiske kaptajn på Akademik Ioffe traf dyre beslutninger, var det altså via selskabet på Cypern, at pengene skulle kradses ind.

Eller det var formentlig, hvad Andrew Prossin troede.

Reddet af pumperne

Beslutningen om at bruge skibets kraftige dieselmotor til at trække Akademik Ioffe fri af klippeskæret rev hul i skroget.

Det første nødsignal blev sendt ud en time efter grundstødningen, og den canadiske kystvagt sendte 5 fly og 2 skibe ud for at hjælpe de 163 mennesker ombord på skibet.

Klipperne havde revet hul i skibets ballast- og olietanke, og skibets pumper kørte på fuld kraft for at forhindre en katastrofe.

Inde på land blev katastrofeberedskabet sat i værk, men efter nogle timer stod det klart, at pumperne på Akademik Ioffe kunne pumpe mere vand ud, end der kom ind.

Katastrofen var afværget.

Akademik Ioffe kom fri af skærene med hjælp fra tidevandet.

Dykkere kunne foretage nødreparationer af bunden, og så kom skibet på værft i Les Méchins i Québec.

Skader på Akademik Ioffe efter grundstødningen. Foto: Transportation Safety Board of Canada

Ulykken blev hurtigt en rasende dyr affære for Andrew Prossin og hans selskab.

Ifølge retsdokumenter, som Vancouver Sun har set, kostede det, hvad der svarer til 18 millioner kroner bare for at få fløjet passagererne hjem.

Og så var der regningen fra skibsværftet.

Den lød på omkring 44 millioner kroner ifølge Vancouver Sun.

Skaderne på Akademik Ioffe blev fotograferet, da skibet kom i dok. Foto: Transportation Safety Board of Canada

Og oven i det manglede Andrew Prossin nu en tredjedel af sin flåde.

En dyr affære

Ni af de ture, som Akademik Ioffe ifølge planen skulle have foretaget, blev aflyst, og kunderne skulle have rigtig mange penge tilbage.

Hvor mange af udgifterne skulle det cypriotiske selskab, der stod som ejer af Akademik Ioffe, dække?

Forholdet mellem den canadiske krydstogtsarrangør og skibenes russiske ejere gik fra skidt til værre, og i foråret 2019 blev de så pludselig beordret til Kaliningrad.

Shirshov Instituttet sendte ifølge canadisk tv og magasinet Cruise Critic et brev til Andrew Prossin, hvoraf det fremgik, at ejerne ønskede skibene hjem, og at de ikke ville have noget at gøre med den lejekontrakt, som One Ocean Expeditions havde indgået med selskabet på Cypern.

Indtjeningen fra nye passagerer faldt til en tiendedel, og One Ocean Expeditions kom for alvor i økonomiske vanskeligheder.

Udsigt fra dækket på en af One Ocean Expeditions ture i 2018. Foto: Dave Sandford / Facebook / One Ocean Expeditions

I januar 2020 gik selskabet i betalingsstandsning, mens Andrew Prossin forsøgte at finde penge.

One Ocean Expeditions' sidste skib, Resolute, blev lejet ud og endte på forsiden af medier over hele verden, fordi det på mystisk vis besøgte den øde ø Isla de Tortuga ud for Venezuelas kyst i april 2020.

Et fartøj fra Venezuelas flåde opdagede skibet og affyrede varselsskud, ifølge BBC Online.

Flådefartøjet forsøgte at vædre ekspeditionsskibet, men på grund af skrogets panserplader, var det skibet fra Venezuelas flåde, der gik til bunds.

Ifølge det selskab, der lejede Resolute, var det hele en stor misforståelse, men myndighederne i Venezuela var af den overbevisning, at skibet muligvis transporterede lejesoldater, der planlagde et kup mod landets diktator, Nikolas Maduro.

En måned efter episoden forsøgte en gruppe tidligere elitesoldater rent faktisk at gennemføre et kup i Venezuela.

På det tidspunkt var de russiske skibe vendt hjem til Kaliningrad, mens Andrew Prossin forsøgte at gå rettens vej for at få nogle af sine udgifter dækket.

Hvem skal betale?

På hjemturen var Akademik Ioffe gået i havn i Lissabon og havde smidt en del af One Ocean Expeditions' udstyr af på kajen, men ifølge Vancouver Sun hævder Andrew Prossin, at russerne tog for omkring 10 millioner kroner udstyr, forsyninger og alkohol med sig til Rusland.

Og nu er vi næsten ankommet til Skagen.

Ifølge international maritim lov kan en kreditor med et beviseligt krav mod ejeren af et fartøj nemlig anmode om at få skibet tilbageholdt.

Og det var netop, hvad der skete, da Akademik Ioffe ankom til Skagen i sidste uge.

Det var på vej tilbage fra en videnskabelig ekspedition i den nordøstlige del af Atlanterhavet, oplyser skibets ejer, Shirshov Instituttet, på sin hjemmeside.

Under den seneste ekspedition havde skibet en gruppe studerende ombord. Tegningen her er offentliggjort af Shirshov Instituttet. Foto: Shirshov Instituttet

Ifølge en udskrift af retsbogen fra Fogedretten i Hjørring, som TV2 Nord har fået aktindsigt i, forsøger One Ocean Expeditions nu at få 40 millioner kroner ud af skibets ejere.

Selskabet undgik konkurs, men de økonomiske vanskeligheder er formentlig ikke forbi.

Det har ifølge Fogedrettens retsbog ikke været muligt for de russiske ejere at betale, og derfor vurderede det canadiske selskab, at arrest af skibet var nødvendigt for at sikre deres krav.

Det har tidligere været forsøgt at arrestere skibet i Portugal, men det nåede at sejle, inden arresten blev forkyndt.

Hvad den russiske stat, der i sidste ende er ejer af skibet, synes om det hele, ved vi ikke.

Men russiske medier er allerede begyndt at spekulere i, om tilbageholdelsen i virkeligheden er del af en stor konspiration mod Rusland.

- Det er muligt, at tilbageholdelsen, af Akademik Ioffe i et andet arktisk land, Danmark, er endnu et led i den kæde, der skal fortrænge Rusland fra klodens nordlige breddegrader, skrev mediet Newswep.com efter tilbageholdelsen.

Hvor længe skibets hvide skrog får lov at vugge i bølgerne ved Skagen, har vi endnu til gode at se.


Her kommer der med garanti ny borgmester om et år

Foto: TV2 Grafik

TV2 Nords politiske analytiker gør situationen i nordjysk kommunalpolitik op et år før næste kommunalvalg.

Uanset hvor nordjyderne om præcis et år, hvor vi går til kommunalvalg, sætter krydset, vil fem af de 11 nordjyske kommuner efter valget få en anden borgmester end den, der efter valget i 2021 kunne iføre sig borgmesterkæden.

I de seks andre kommuner kan den nuværende borgmester fortsætte, hvis ellers stemmerne tilsiger det. For i Hjørring, Brønderslev, Læsø, Rebild, Vesthimmerland og Morsø kommuner er borgmesteren klar til endnu en periode.

Anderledes er det i de fem øvrige kommuner:

I Mariagerfjord vidste vælgerne godt, da de for tre år siden stemte, at det i givet fald ville blive Venstre-borgmester Mogens Jespersens sidste periode i byrådet. Det meddelte han nemlig lidt usædvanligt op til valget. Til gengæld har det givet Venstre god tid til at udpege partiets ny spidskandidat, byrådsmedlem Jesper Skov Mikkelsen - i øvrigt søn af Mariagers tidligere konservative borgmester. 

Op til de seneste valg har Venstre og Socialdemokratiet kæmpet om stemmerne i kommunen. Når valget var overstået, har de to partier arbejdet tæt sammen. 

Men formelt konstituerede Mogens Jespersen, der har været borgmester siden 2014, sig med de øvrige partier i blå blok. To af disse har han efterfølgende sidste efterår givet en kold skulder. Jens-Henrik Kirk (K) og Jørgen Hammer Sørensen (DF) fik begge en udvalgsformands-post som tak for genvalget af Mogens Jespersen. Da de og især den konservative viceborgmester siden gik solo ved flere lejligheder, blev socialdemokraterne trætte af at agere støtteparti for Venstre og forlangte, at friløbet skulle have konsekvenser. 

De to formænd blev derfor frataget deres formandsposter. 

Det er umuligt at vide, om og i givet fald hvordan dette opbrud i blå blok kan påvirke valgets udfald og den efterfølgende konstituering i kommunen, som samtidig er Inger Støjbergs hjemmebane, og hvor hendes parti Danmarksdemokraterne kan blive en yderligere faktor i spillet om magten. 

I Thisted har borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) efter kun en enkelt periode som borgmester og i alt 12 år i lokalpolitik besluttet ikke at genopstille. 

Også her har den borgerlige blok frataget en udvalgsformand fra Dansk Folkeparti posten, som ellers var betaling for at sikre Niels Jørgen Pedersen borgmesterposten. Den vragede DF’er, Ib Poulsen, har ladet forstå, at han nu i hvert fald ikke nok en gang støtter en blå borgmester. 

Venstre har udpeget Kristian Tilsted som ny spidskandidat. I Socialdemokratiet måtte Ulla Vestergaard, der var borgmester fra 2018 til 2022, ud i et kampvalg om på ny at være spidskandidat i 2025 - en urafstemning, som hun vandt med blot fem stemmer mere end modkandidaten.

Gade stopper - og bliver 

Jammerbugt kommune har i dag landsdelens mest rutinerede borgmester. Mogens Chr. Gade (V) styrede Brovst fra 2001 og har siden strukturreformen uafbrudt været borgmester i Jammerbugt. Han har været kommunalpolitiker i 35 år. 

Nu vil han ikke være borgmester mere, men han vil gerne fortsætte i byrådet. Det sidste brød den ene kandidat til at blive Venstres spidskandidat, Michael Krogsgaard, sig ikke om. Han mente, at det var tid til et byråd uden Gade og trak ved meldingen om genopstillingen som byrådsmedlem sit kandidatur og forlod samtidig Venstre. 

Den anden kandidat, Niels Christian Hem, kunne derfor kåres som den, der skal dyste med Diane Aarestrup (S) om at sidde i førersædet.

Det er ret usædvanligt, at en borgmester, der frivilligt forlader posten, fortsætter som menigt byrådsmedlem, men det er set før. I 1998 stillede den afgående borgmester Kaj Kjær i Aalborg op som menigt byrådsmedlem, efter at Henning G. Jensen var valgt til ny spidskandidat.

I Jammerbugt har Mogens Gade fyldt rigtig meget, og der har først meget sent været en kronprins klar hos Venstre. Med Mogens Gade på kandidatlisten sikres kontinuitet, men det kræver, viser erfaringer fra andre steder, gode evner til at holde sig i baggrunden, når en tidligere førstemand fortsat sidder med ved bordet.

Birgit S. Hansen er allerede fortid som borgmester i Frederikshavn. Foto: Linda Suhr / Frederikshavn Kommune

Hvor havner Birgit Hansens stemmer?

At Frederikshavn skal have ny borgmester, har formentlig de fleste opdaget. Også her har man i Birgit Stenbak Hansen (S) siden 2014 haft en stærk og markant frontfigur. 

Birgit Hansen havde først sagt ja til at genopstille, ombestemte sig og endte med at forlade byrådet i utide for få uger siden. Hendes parti havde i mellemtiden valgt tidligere byrådsmedlem Anders Brandt Sørensen til ny spidskandidat. Han har tidligere i otte år siddet i byrådet, men genopstillede ikke ved sidste valg.

Birgit Hansens bratte sortie gjorde, at man måtte finde en borgmestervikar for resten af perioden i form af gruppeformand Karsten Thomsen. 

Socialdemokratiet har stået stærkt i Frederikshavn under Birgit Hansens ledelse, og selv satte hun dansk rekord i personlige stemmer. Siden har sagen om havnen rokket ved opfattelsen af eks-borgmesteren, og det store spørgsmål er, om de 13.230, der stemte personligt på Birgit Hansen, alle er socialdemokrater. Eller om deres kryds kunne havne ved et andet parti.

Venstre har i Frederikshavn byråd udgjort den mest markante opposition til borgmesteren. Men heller ikke internt i Venstre er der fuld enighed: Byrådsgruppen havde indstillet et af dens medlemmer, Lone Haugaard, til ny spidskandidat, men på et opstillingsmøde valgte flertallet den 44-årige civilingeniør Jon Andersen, der ikke i forvejen sidder i byrådet, som Venstres bud på den næste borgmester.

SF, der generelt står godt i meningsmålingerne i øjeblikket, har i lyset af situationen valgt at udnævne partiets veteran, Christina Lykke, til borgmesterkandidat. Det siger formentlig en del om, hvor usikkert det er, hvem der i Frederikshavn kan skabe et flertal efter valget.

Regeringspartier i kamp mod hinanden 

Endelig skal vælgerne i Aalborg også vælge ny borgmester. Ham, der fik posten efter valget i 2021, Thomas Kastrup-Larsen, forlod byrådet i fjor, og de socialdemokratiske medlemmer valgte ved en urafstemning gruppeformand Lasse Frimand Jensen til ny spidskandidat og dermed også borgmester for resten af indeværende periode.

Modkandidaten var folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen. Var han blevet spidskandidat, havde man i Aalborg måttet gøre som nu i Frederikshavn, nemlig ladet en vikar passe borgmesterposten, fordi Flemming Møller Mortensen ikke sidder i byrådet. 

Socialdemokratiet har næste år uafbrudt haft borgmesterposten i Aalborg i 100 år. Lasse Frimand Jensen - søn af tidligere minister og overborgmester Frank Jensen - skal prøve at skaffe sit parti et bedre resultat end i 2021, hvor Socialdemokratiet mistede en fjerdedel af stemmerne i forhold til det forrige valg. 

Et magtskifte, anført af blå blok, blev ikke mere sandsynligt, da Konservative i sidste måned brød med de øvrige borgerlige partier og indgik budgetaftale med Socialdemokratiet, SF og Radikale. 

Også på grund af 100 års-dagen vil Socialdemokratiets valgmaskine blive sat ind med piber og trommer på at beholde borgmesterposten i Aalborg. Men her og i en række andre kommuner, hvor det ofte er Socialdemokratiet og Venstre, der først og fremmest er med i spillet om borgmesterposten, kan valget i 2025 blive specielt:

For vil de to partier med samme styrke som ellers kunne bekrige hinanden på lokalt plan, hvis partierne nationalt sidder i samme regering? Eller vil vi også ved kommunalvalget, i modstrid med det normale ved disse valg, se netop de to partier argumentere for et samarbejde hen over midten for at udelukke yderfløjene?

Det har vi ikke oplevet før. Mens SV-regeringen 1978-79 var ved magten, holdtes der ikke noget kommunalvalg. Ved kommunalvalget om et år vil de to p.t. største kommunalpartier skulle finde en ny melodi - hvis altså regeringen fortsat er regering om et år!


Foto: Jan Pedersen

Opdateret klokken 16.39: Motorvejen er genbånet, men et spor er fortsat spærret.

Der er sket to trafikuheld på motorvej E45 mellem afkørsel 32 Sønderup og afkørsel 33 Haverslev.

Det oplyste Vejdirektoratet mandag eftermiddag.

Det ene uheld betød, at motorvejen var spærret i sydgående retning, og her lød det, at man forventede, at vejen først blev genåbnet i løbet af eftermiddagen.

'Der er kødannelser på strækningen, og vi forventer først normal trafik i aften', skrev Vejdirektoratet klokken 15.49.

Nordjyllands Politis vagtchef Torben Arendrup fortæller til TV2 Nord, at der både har været et uheld i nordgående og sydgående retning, og han fortæller, at flere biler har været impliceret.

- Vi har ikke hørt noget om alvorlig tilskadekomst. Men man er derude og er ved at få ryddet op, så man arbejder på stedet lige nu, siger vagtchefen.

Torben Arendrup har endnu ikke et præcist overblik over, hvor mange biler der var involveret i uheldene.

Klokken 16.23 oplyste Vejdirektoratet, at bilister skal forvente en øget rejsetid på mellem 10 og 30 minutter.

Foto: Jan Pedersen

Nordjylland slipper for snestorm - vejrmodeller er uenige

Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord

Kun én vejrmodel holder fast i udbredt dansk snevejr, men Nordjylland ser ud til at gå fri.

I flere dage har forskellige vejrmodeller vist, at et lavtryk med sne og blæst skal en tur forbi Danmark hen over tirsdag og onsdag.

Der har dog været stor usikkerhed om lavtrykkets bane og udvikling, og nu tager prognoserne en ny drejning: To store vejrmodeller er uenige i, om lavtrykket overhovedet kommer til Danmark.

Den ene model afblæser det udbredte snevejr, mens den anden holder fast i snevejr over den syd- og østlige af Danmark.

Lynanalyse

Peter Tanev

Meteorolog, TV 2 Vejret

Når et lavtryk bevæger sig tæt forbi Danmark, skaber det ofte stor usikkerhed i vejrudsigterne. Selv små ændringer i lavtrykkets bane kan få stor betydning for vores vejr.

Vejret tirsdag og onsdag er et godt eksempel på dette. Der er cirka 2-300 kilometers forskel på, hvor lavtrykket er placeret i de forskellige prognosemodeller.

I den ene situation får Østdanmark sne, slud og blæst, mens den anden model viser næsten tørt vejr. Med andre ord er der stor usikkerhed.

Dette understreger, hvor langt vi, i nogle situationer, stadig er fra at lave 100 procent præcise vejrudsigter, når der stadig er så stor usikkerhed dagen før.

Model 1: Enkelte slud- og snebyger

For de vinterglade danskere er det en nedslående udvikling i prognosen fra den europæiske vejrmodel.

Her bevæger lavtrykket sig syd om landet med kurs mod de baltiske lande. Det er akkurat langt nok væk til, at Danmark nærmest ikke får regn, slud eller sne fra lavtrykket.

Tirsdag vil i stedet stå på mest tørt vejr. Der kan komme enkelte byger, som kan være med regn eller slud.

Foto: TV 2 Vejret

Bornholm kan dog få stadig få en vådere dag end de fleste.

Onsdag vil lavtrykket været nået til Baltikum, og ifølge den europæiske model vil dagen kunne byde på slud- og snebyger over Danmark.

Foto: TV 2 Vejret

Selvom vi kommer tættere og tættere på, kan lavtrykkets endelige bane stadig nå at ændre sig en smule i forhold til prognoserne.

Model 2: Holder fast i sne over dele af landet

Den amerikanske model GFS holder omvendt fast i udbredt snevejr over dansk område. Vel at mærke som den eneste vejrmodel.

Her har den seneste prognose lavtrykket til at passere over Bornholm. Det vil netop være nok vestpå til udbredt slud eller tøsne over den syd- og østlige af landet.

Foto: TV 2 Vejret

Prognosen viser en til to centimeter sne, som nok ikke vil blive liggende længe.

Det er dog den europæiske vejrmodel, som ofte er mere sikker, så her ser det i øjeblikket ikke ud til et udbredt snevejr hen over tirsdag og onsdag.

Så hvis man virkelig håber på sne, er det nok mere realistisk at nedjustere forventningerne og krydse fingre for, at man får besøg af en enkelt snebyge i ugens løb.

Blæsevejr er nedjusteret i den ene model

De seneste dages prognoser har også vist, at lavtrykket vil bringe blæsevejr med sig og endda snestormslignende tilstande.

Den europæiske vejrmodel viser nu en tirsdag med en næsten stille til let vind.

Vinden vil være tiltagende ud på onsdagen, men ikke i nærheden af stormkriterier.

Onsdag kan det ved kysterne blæse med op til en hård vind. På Bornholm og Christiansø kan man opleve vindstød af stormende kuling.

Den amerikanske model holder dog stadig fast i blæsevejr over Østersøen med vindstød op til stormstyrke over Bornholm.


'For lidt og alt for sent': Finn tror ikke, historisk aftale giver fisk på krogen

Formand for fritidsfiskere tror ikke, at ny politisk aftale kommer til at sikre mere liv i Mariager Fjord.

Efter flere måneders forhandling lykkedes det sent søndag aften regeringen at lande en aftale, der omsætter den grønne trepartsaftale til konkrete initiativer.

- Der er sket alt for lidt i mange år. Nu skal der ske rigtig meget på få år, sagde minister for grøn trepart, Jeppe Bruus (S), da han mandag præsenterede indholdet af aftalen.

Den politiske aftale, som regeringen har indgået med SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre, er dog ikke ambitiøs nok. I hvert fald ikke ifølge Finn Frandsen, som er formand for Mariager Fjord Fritidsfiskerforening.

- Der er ingen tvivl om, at den er kommet alt for sent. Det er et skridt i den rigtige retning, men vandmiljøet er efterhånden så ødelagt, at jeg ikke forventer, at jeg kan fange fisk i min tid, siger han.

Den grønne trepartsaftale

  • Samlet afsættes 43 mia. kr. til omlægning af Danmarks arealer via Danmarks Grønne Arealfond.

  • Der kommer en CO2-afgift på landbruget: Danmark bliver det første land i verden med en CO2-afgift på landbruget.

  • Etablering af 250.000 hektar ny skov, hvoraf 100.000 hektar bliver urørt skov.

  • Udtagning af 140.000 hektar lavbundsjorde til skabelse af enge og moser, der fremmer vilde fuglearter.

  • Plantes næsten én milliard træer, svarende til en linje af træer, der kan nå 38 gange rundt om jorden.

  • Fem nye naturnationalparker tilføjes, så Danmark samlet får 21 naturnationalparker.

  • Lokale treparter etableres, hvor kommuner og lokale aktører spiller en central rolle i planlægningen og implementeringen.  Lokale omlægningsplaner skal udarbejdes inden for ét år.

Brug for større reduktion

Et element i aftalen er, at kvælstofudledningen skal reduceres med 13.780 tons i 2030.

- Det er kort og godt for lidt, mener Finn Frandsen.

Stiig Markager, der er professor i havmiljø ved Aarhus Universitet, siger til TV 2, at den reduktion vil gøre en 'kæmpe forskel', men han mener ikke, det er nok for at få livet tilbage i vores fjorde.

- Det helt store problem er, at man vil reducere udledninger af kvælstof med knap 14.000 tons - og der tror jeg, at det er nødvendigt med 24.000 tons for en opfyldelse af kravene i vandrammedirektivet, siger professoren.

Danmarksdemokraternes partileder Inger Støjberg er også kritisk over for indholdet af aftalen om den grønne trepart. Hun mener, at initiativerne i aftalen er alt for vidtgående og vil få store konsekvenser for dansk landbrug og for landdistrikterne. Derfor er hendes parti ikke med i aftalen.

- Vi ville sådan set gerne have diskuteret kvælstof med regeringen. Men det er jo klart, når man roder det hele sammen på den måde, man har gjort her, så det jo også handler om solceller og om en CO2-afgift, der kommer til at fjerne en masse arbejdspladser hovedsageligt i landdistrikterne, siger Inger Støjberg (DD).

'Alt for hasarderet'

Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer bakker op om den politiske aftale, men det omvender ikke Inger Støjberg.

- Ét er jo landmænd. Noget andet er landdistrikter og alle de følgevirksomheder og arbejdspladser, der er. Der er landmænd, der kommer til at dreje nøglen om. Ikke, fordi de selv har valgt det, men fordi de bliver tvunget til det med den her aftale, siger hun.

Partiformanden er glad for, at der bliver sat initiativer i søen, som skal være med til at sørge for, at kvælstof ikke ender i de danske fjorde og forårsager iltsvind. Hun er bare ikke enig i, at den grønne trepartsaftale er måden at gøre det på.

- Der er jo ingen, der ikke ønsker at få en bedre vandkvalitet i fjorderne og en grøn omstilling, men det skal gøres på en ordentlig måde. Og der mener jeg altså, at det her er blevet alt for hasarderet, siger Inger Støjberg.

Selvom Finn Frandsen ikke mener, at tiltagene i den grønne trepartsaftale er vidtgående nok, er han dog lidt mere optimistisk, efter at der er landet end aftale, end han var før.

- Jeg er optimistisk på den måde, at jeg er overbevist om, at man i løbet af nogle år vil kunne se forbedringer. Og i takt med de forbedringer, så har man jo kun én ting at gøre, det er at udbygge og stramme yderligere op, når man kan se, at det har virkning, siger Finn Frandsen.


Svømmede sig til DM-guld: - Jeg har aldrig været så presset før

Søndag gik det vildt for sig i Odense, da Aalborg Svømmeklub dystede om danmarksmesterskabet i vandet.

Queen's udødelige hit 'We are the champions' tordnede ud af højtalerne.

De nye danmarksmestre ankom søndag aften med store lysende smil i vintermørket på parkeringspladsen.

For omkring tre måneder siden var det et forfærdeligt syn af en svømmehal i brand, folk blev mødt af på parkeringspladsen på Østre Allé i Aalborg. Men søndag aften var det hele vendt om.

Aalborg Svømmeklub kom hjem fra mesterskabet i Odense som sejrherrer med guldmedaljer hængende om halsen.

- Det er en vild følelse at kunne kalde sig 'bedste i hele Danmark', fortæller en af de glade svømmere Sigurd Sjøgren Kristensen.

Begejstringen var stor hos den nyudklækkede danmarksmester Sigurd Sjøgren Kristensen.

Den kun 16-årige svømmer deler klub med ældre svømmere og endda to OL-svømmere.

- Så vi er jo et stærkt hold, men derfor er det jo fuldstændig sindssygt. Hovedstadens Svømmeklub er også virkelig, virkelig gode, og det var en tæt kamp. Det var en fed kamp, lyder det fra den unge svømmer.

Sigurd Sjøgren Kristensen var også sidste år med til DM-holdkonkurrencen, hvor de vandt sølv.

- Det er helt anderledes at vinde guld. Så er man jo de absolut bedste. Der er jo ikke nogen, der er bedre end én.

Bjørn Sørensen, cheftræner i Aalborg Svømmeklub.

- Det er helt fantastisk. Det er rigtig dejligt. Det var da målet for denne sæson.

Meget presset

- Det var meget tæt. Det kørte meget op og ned til sidst.

Sådan beskriver cheftræneren afslutningen.

Det er en tilfreds og rolig cheftræner, der er vendt hjem til Aalborg.

Aalborg Svømmeklub tog sejren med 53,332 point, mens København endte med 53,271 point og en sølvmedalje.

Den nordjyske klub var bagud langt hen ad vejen, og først til sidst vendte det for holdet.

- Jeg har aldrig været så presset før. Da vi stod ved sidste afsnit, vidste vi bare, at hvis vi skulle vinde, så skulle det bare være nu. Der var ikke nogen, der måtte have et dårligt løb, lyder det fra svømmeren.

Guldmedaljerne hænger lettet om halsen på de sejrende svømmer.

Sådan skal det fejres

Fejringen af den store sejr står helt klar for den unge 16-årige svømmer.

- Jeg skal hjem og sove, og så skal jeg spise. Og så skal jeg sove i lang tid.

Det er tolvte år i streg, at Aalborg Svømmeklub vinder medaljer, men svømmerne kan ikke bare læne sig tilbage.

- Nogen af dem skal i vandet igen klokken seks. Det lyder lidt barsk, men der er jo flere mål. Der er både nogen, der svømmer DM i december, nogen der svømme VM, nogen der svømmer nordisk mesterskab, så det her var bare et skridt på vejen. Nu skal de lige have lov at komme sig de næste par dage. Men ellers så kører det jo bare.