Nu vender nattefrosten tilbage - her bliver det koldest
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Allerede i næste uge er der udsigt til mildere vejr igen.
Efter en koldfront har passeret landet først på lørdagen, er det nu køligere luft, der strømmer ned over Danmark.
Faktisk er temperaturen faldet i løbet af lørdag morgen fra tocifrede varmegrader til mellem 5 og 9 grader som maksimum.
Det køligere vejr giver også anledning til noget andet — nemlig nattefrost.
De næste morgener er der således udsigt til, at isskraberen atter skal frem fra sit skjul i handskerummet.
Her bliver det koldest
De laveste temperaturer forventes at ramme søndag morgen, hvor en kombination af kølig luft, aftagende vind og klart vejr giver udbredt frost i særligt Jylland.
Koldest forventes det at blive i Midtjylland, hvor termometret kan komme ned omkring 3 minusgrader.
Længere mod øst vil temperaturen holde sig omkring eller lidt over frysepunktet.
Mandag morgen ser det omvendt ud til at blive koldest østpå.
Her er der udsigt til udbredt frost på Sjælland, mens man i stort set resten af landet starter den nye uge ud med plusgrader.
Selvom termometret de næste morgener viser over frysepunktet, kan der stadig blive dannet rimfrost på diverse overflader, da temperaturen måles i to meters højde.
Det køligere vejr skyldes et lavtryk, der er med til at give en ret blæsende lørdag landet over.
Lavtrykket sender kold luft ned over landet fra nordøst, som netop medfører de lidt kolde nætter.
Foråret er generelt garant for kolde nætter. Typisk skal vi helt hen i midten af maj, før den sidste frost indfinder sig.
Men både i 2019 og 2020 blev der målt frost om morgenen så sent som 29. maj.
Mildere vejr på vej
Frostens visit bliver såmænd en kort en af slagsen i denne omgang.
Allerede i løbet af næste uge bliver det igen mildere, da vinden drejer om i sydvest.
I midten af ugen peger prognoserne således på tocifrede varmegrader, der måske kan nærme sig 15 grader.