Nu begynder de lyse nætter - Skagen har 22 flere end Gedser
Foto: Poul Pedersen
Als Odde
De næste tre måneder kan solens magt også mærkes om natten.
Der er noget særligt ved de danske sommeraftener. Lyset er helt anderledes end i Sydeuropa - både på grund af de sene solnedgange, men også fordi det aldrig bliver "rigtigt" mørkt.
Vi kalder det de lyse nætter, og ifølge en gammel huskeregel løber de fra 5. maj til 8. august. Altså fra femte i femte til ottende i ottende.
Huskereglen passer godt på København og hen over midten af af Danmark, men der er stor forskel på antallet af lyse nætter fra nord mod syd. Skagen fik sin første lyse nat allerede i april, og her slutter de lyse nætter først midt i august. Skagen har 22 lyse nætter mere end Gedser, hvor der stadig er en lille uge til den første lyse nat.
Lyse nætter er defineret ved, at solen på intet tidspunkt når længere ned end 18 grader under horisonten. Dermed bliver det ikke "rigtigt" mørkt, men kun det man kalder astronomisk tusmørke. Ved astronomisk tusmørke er solens lys tydelig på nattehimlen.
Dagslængden, årstider og lyse nætter på Jorden skyldes, at Jordens rotationsakse hælder i forhold til banen omkring solen. Mens vi på den nordlige halvkugle er på vej mod sommeren, så står vinteren for døren på den sydlige halvkugle.
Korte aftener og mørke nætter i Sydeuropa
Når vejret er godt og varmt herhjemme, så er aftenerne de næste tre måneder på flere måder bedre end i Sydeuropa. Nedenstående grafik sammenligner Aarhus med Athen og Malaga ved midsommer.
Selvom Aarhus er placeret meget østligere end Malaga, der ligger i samme tidszone, så går solen alligevel ned en halv time senere. Midt på natten, når solen er længst nede under horisonten, er det fortsat forholdsvist lyst. Det skyldes, at solen på intet tidspunkt når ned under 10 grader under horisonten.
Til sammenligning når solen i Athen og Malaga næsten 30 grader under horisonten. Det er derfor ligeså mørkt i Sydeuropa midt på sommeren som i slutningen af marts i Danmark.