Jan Ø. Jørgensen stopper sin karriere
Foto: Arnd Wiegman
Jan Ø. Jørgensen vil holde liv i badmintonspillet i Vendsyssel Elite Badminton, indtil han endeligt kan slutte karrieren.
Den danske badmintonspiller indstiller sin landsholdkarriere og håber på at kunne slutte definitivt af på hjemmebane.
En 15 år lang karriere har efterhånden nået sin ende.
Den 32-årige danske badmintonspiller Jan Ø. Jørgensen har nemlig meddelt, at planen er at slutte karrieren af med at spille et par internationale turneringer i år, hvor håbet er, at han kan lave et definitivt karrierestop foran det danske publikum til Denmark Open i oktober.
Nordjyden døjer stadig med mén fra en hofteskade, og selvom han formåede at komme over sin hælskade i 2017, har de skader gjort, at han har kunne se sin drøm om at komme tilbage i verdenstoppen forsvinde.
- Jeg har kæmpet en kamp for at komme op, hvor jeg var før mine skader. Men der er sket meget i herresingle siden 2017, og spillet har rykket sig. Min lyst, ivrighed og ærgerrighed for at tro på, at det kan lade sig gøre, den har været forsvindende det seneste stykke tid, siger Jan Ø. Jørgensen i en pressemeddelelse.
- Jeg kan ikke se mig selv i øjnene længere, når jeg ikke kan se frem til at spille med helt fremme i de store turneringer. Det er det, jeg spiller for, men det har været langt væk de seneste tre år. Derfor er det heller ikke en beslutning, jeg har truffet ud af det blå. Da jeg havde min hælskade, havde jeg de her tanker, så det har været en proces de seneste år. Det har været en præmis, at jeg har ondt hver dag, så det har været rigtig svært, og nu holder jeg ikke til det mere.
Du vil gerne slutte af med Denmark Open?
- Ja, nu må vi se, hvordan det går. Det kan sagtens være, at jeg har spillet min sidste turnering. Det kommer også an på, hvad der sker. Den vil blive spillet på en helt anden præmis, end jeg vil gøre under normale omstændigheder. Det er ikke, fordi jeg har tænkt mig at blive ved med at spille elitebadminton. Det er et farvel – det bliver måske bare et blødt farvel i forhold til, at jeg måske kan spille et par turneringer mere, siger Jan Ø. Jørgensen til TV 2 SPORT.
Jan Ø. Jørgensen vil holde liv i badmintonspillet i Vendsyssel Elite Badminton, indtil han endeligt kan slutte karrieren.
'En af de bedste herresingler'
I løbet af sin internationale karriere har Jan Ø. Jørgensen formået at vinde unikke titler.
Som den første, og stadig eneste, europæiske herresinglespiller har han vundet China Open og Indonesia Open i henholdsvis 2016 og 2014. Han har desuden vundet Thomas Cup, Denmark Open, French Open, EM og tre DM-titler, foruden en finaleplads ved All England i 2015 og bronze ved VM i 2015.
- Da Jan var på sit højeste niveau, var han en af verdens absolut bedste herresingler med sin helt egen spillestil. Det har været en fornøjelse at hjælpe ham til at opnå sine målsætninger og arbejde i retningen af et spil, som han selv gerne ville stå for, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen.
- Har der været op- og nedture? Absolut. Sådan er det på dette niveau, men med den sult samt fokus på detaljearbejdet i en hård HS-træning, der har det været et privilegie at arbejde med Jan. Jeg skylder ham stor tak for at acceptere og tro på de nye tiltag og ikke mindst sætte standarden for kommunikation og skideballer nede i hallen.
Han har sidste træning på det Nationale Elite Træningscenter i Brøndby onsdag 24. juni, hvor han sammen med resten af herresinglegruppen træner fra 8.00-9.45