Jan Ø. Jørgensen spiller sig videre efter vildt comeback
Foto: Ib Christensen
Den danske herresinglespiller Jan Ø. Jørgensen er klar til 1/8-finalen ved Hong Kong Open efter en sejr over verdens nummer 14, Kantaphon Wangcharoen.
Den danske herresinglespiller Jan Ø. Jørgensen er klar til 1/8-finalen ved Hong Kong Open efter en sejr over verdens nummer 14, Kantaphon Wangcharoen.
Intet tydede på dansk sejr, da de første 22 dueller af 1. sæt var spillet.
Jan Ø. Jørgensen, der er nummer 23 på verdensranglisten, var nede med 17-5 mod Kantaphon Wangcharoen fra Thailand i første runde af Super 500-turneringen Hong Kong Open.
Men ti danske point i træk bragte alligevel spændingen tilbage i sættet.
Så vågnede Wangcharoen dog op igen og med tre vundne point i de efterfølgende fire dueller tilspillede han sig tre sætbolde.
Det blev dog til et nyt comeback fra Jan Ø. Jørgensen. Tre point i træk gjorde, at det var helt lige på pointtavlen, og han endte med at vinde sættet med 22-20.
I andet sæt var der også brug for et dansk comeback, da Wangcharoen efter stillingen 10-9 i egen favør trak fra. Han tilspillede sig seks sætbolde, udnyttede den første og tvang kampen ud i tredje og afgørende sæt.
Suveræn i tredje sæt
Her var Jan Ø. Jørgensen dog ganske suveræn. Han vandt de første seks dueller og lod på intet tidspunkt sin modstander komme i nærheden.
Danskeren vandt sættet med 21-7 og er klar til 1/8-finalen. Her møder han den ottendeseedede Anthony Ginting fra Indonesien.
I herresingle er Viktor Axelsen og Anders Antonsen også klar til 1/8-finalerne, mens Rasmus Gemke og Hans-Kristian Vittinghus blev slået ud.
Damesinglerne Mia Blichfeldt og Line Kjærsfeldt er ude efter nederlag i tre sæt, mens alle danske doubler - Mathias Boe/Mads Conrad, Kim Astrup/Anders Skaarup og Maiken Fruergaard/Sara Thygesen - er videre.