Folketinget udvider fase 2 – dette kan åbne og dette må vente
Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix
De gode vaner med fokus på hygiejne og afstand til hinanden er fortsat altafgørende, siger Statens Serum Institut.
Regeringen og Folketingets partier er blevet enige om at udvide fase 2 af genåbningen af Danmark.
Forhandlingerne har pågået siden onsdag klokken 12.30, og statsministeren indkaldte til dem på baggrund af en rapport fra Statens Serum Institut, der viste at antallet af indlagte 1. juli vil ligge relativt lavt - trods fase 2. Derfor var der plads til at udvide, lød det fra statsministeren.
Men det kræver, at vi opretholder de gode vaner. For netop god hygiejne og afstand er altafgørende for, at smitten ikke stiger voldsomt frem mod sommeren, understreger instituttet onsdag.
Fra 27. maj kan følgende åbne, medmindre det fremgår, at det kan åbne straks:
Må åbne:
Kulturliv
Museer, teatre, kunsthaller, biografer (straks)
Zoologiske haver, akvarier og botaniske haver (straks)
Udendørs forlystelsesparker
Sommeraktiviteter for børn og unge
DR og TV 2 kan åbne helt
Uddannelser, forskning og aftenskoler
Voksenuddannelser og sprogcentre
Videregående uddannelser kan afvikle fysisk undervisning og eksamener, hvor det kræves
Offentlige forskningsaktiviteter, der kræver tilstedeværelse.
Højskoler
Ungdomsuddannelser - herunder gymnasier, HF og EUD
Aftenskoler, musik- og kulturskoler
Spejdere
Fysisk tilstedeværelse genoptages i den offentlige sektor - undtagen i Region Hovedstaden og Region Sjælland
Besøg på plejehjem, hospice, bosteder, kriminalforsorgens institutioner og lignende kan afvikles, hvis det er sundhedsmæssigt forsvarligt
Den danske grænsekontrol lempes. Listen med "anerkendelsværdige formål" udvides, hvilket betyder, at sommerhusejere fra Tyskland og de nordiske lande må besøge Danmark fra 25. maj. Det samme gælder kærester, forlovede, bedsteforældre med videre.
Uafklaret:
De danske grænser. Regeringen har oplyst, at den senest vil melde noget ud 29. maj. Dog lempes reglerne per 25. maj - se ovenstående.
Forsamlingsforbuddet på 10 personer opretholdes, men vil "gradvist blive lempet over sommeren", hvis tallene tillader det. Planen er, at det hæves til 30-50 personer 8. juni. En plan for afholdelse af bryllupper, konfirmationer med videre vil blive fremlagt i forbindelse med fase 3 af genåbningen, der begynder 9. juni.
Må ikke åbne:
Natklubber, diskoteker og spillesteder
Fitnesscentre og indendørs idræts- og foreningsliv
Badelande og legelande
Videregående uddannelser, som ikke allerede er åbnet - hjemmeundervisning fortsætter indtil fase 4
Flertal ville have mere åbnet
Et flertal uden om regeringen krævede forud for forhandlingerne at få åbnet næsten hele samfundet, hævet forsamlingsforbuddet og lempet grænsekontrollen.
Men statsminister Mette Frederiksen (S) advarede om, at en for stor åbning kan gøre, at ”virussen kommer ud af kontrol”.
Statens Serum Institut har understreget, at deres beregninger er usikre og at konsekvenserne forud for en yderligere genåbning er usikre, men at ændret adfærd kan føre til en "væsentlig genopblomstring af smitte".
Instituttet har samtidig advaret mod, at man åbner op for større forsamlinger.