Chefen fremhæver stor udvikling, som ikke ligger naturligt til Vingegaard
Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix
Jonas Vingegaard er det seneste år havnet på den allerøverste hylde i cykelsporten. Nu fremhæver hans sportsdirektør en af årsagerne.
For godt et år siden blev Jonas Vingegaard banket af Tadej Pogacar i Tirreno Adriatico.
Siden er der sket meget.
Jeg ser ham ikke som en holdkammerat. Jeg ser ham som en ven
Nathan Van Hooydonck
Men udover diamanter i benene har Jonas Vingegaard også rykket sig mentalt det sidste år, hvilket har betydet meget. Det fortæller hans sportsdirektør Griescha Niermann til TV 2 SPORT.
- Han har forbedret sig meget som leder. Han er bedre til at give ordrer, og han siger, hvad han vil have. Sådan har det ikke altid været.
- Wout van Aert og Primoz Roglic har virkelig lært ham meget på den front, for Vingegaard er ikke en naturlig, født leder, men han har udviklet sig ind i rollen, lyder det fra sportsdirektøren.
Uddybende forklarer Niermann, at det siger noget om Vingegaards udvikling, at han her i marts står væsentlig stærkere end samme tid sidste år.
Holdkammerater enige
For nyligt har Vingegaard også selv ytret, at han har forsøgt at forbedre sine lederevner, og at han er kommet langt med det.
Det understregede hans holdkammerat Steven Kruijswijk også, og nu gør Nathan Van Hooydonck det samme.
Samtidig påpeger den 27-årige belgier, at det ikke kun er som leder, at Vingegaard har flyttet sig.
- Han har helt sikkert udviklet sig som leder, hvor han er blevet mere verbal. Men også som menneske har han flyttet sig. En Tour-sejr kan man ikke gå let henover, og det har selvfølgelig haft en stor indflydelse på ham og hans liv. Men jeg synes virkelig, at han har håndteret det fint.
Van Hooydonck har kørt en del løb med Vingegaard det sidste år og var også en del af danskerens Tour-triumf.
Derfor har hollænderen på nærmeste hold kunne følge Vingegards udvikling, ligesom de to med tiden også er blevet venskabelige.
- Jeg ser ham ikke som en holdkammerat. Jeg ser ham som en ven. Vi snakker om alle mulige ting, der ikke handler om cykling. For mig er det en fornøjelse at køre med ham, for han er også blevet god til at påskønne det arbejde, jeg og holdet laver.