Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

13 minkavlere vil fortsætte erhvervet

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fredag var der frist for at søge om den såkaldte dvalekompensation for dem, der ønsker at genoptage sin minkavl, men meget få er gået den vej.

Opdateret kl. 12.55 med citat fra fødevareminister Rasmus Prehn (S) om, at der er en fremtid for minkerhvervet

13 minkavlere har ansøgt om penge til at kunne holde deres virksomhed i dvale, så de fra 2023 kan fortsætte driften af minkavl, hvis politikerne beslutter at erhvervet igen bliver tilladt i Danmark.

Det viser tal fra fødevarestyrelsen.

Det står klart efter fristen for ansøgning af den såkaldte dvalekompensation udløb fredag til midnat.

Foruden de 13 minkavlere, der vil forsøge at genoptage driften, har 1246 ansøgt om nedlukningserstatning.

Dermed ser minkerhvervet i Danmark fremover ud til at blive noget af et nichemarked. Martin Steen Korsbæk er en af de få, der satser på det marked.

Hvad er dvalekompensation?

  • Dvalekompensation er rettet mod de minkavlere, der ønsker at genoptage avlen.
  • Den kompenserer for faste omkostninger inklusiv nødvendige driftsomkostninger til vedligehold og service af produktionsfaciliteter som følge af minkforbuddet, der foreløbigt fortsætter til udgangen af 2022.
  • Avlere, der vælger dvalekompensation, kan ændre deres valg til permanent nedlukning frem til 21. december 2023 mod at tilbagebetale dvalekompensationen.                                                              Kilde: Fødevarestyrelsen

Minkavler: - Hvis der er en mulighed, er det nu

Før november 2020 var Martin Steen Korsbæks gård i Fjerritslev i Nordjylland fyldt med lyden af hans mink. Men i dag er der stille på gården og de tomme bure vidner om den opsigtsvækkende udvikling, den danske minkbranche har været under de seneste to år.

- Jeg elskede at passe mink, indtil de blev slået ned. Det vil jeg også gøre efterfølgende, så jeg håber, at jeg kan få lov til at starte op med mink igen – passe dyrene, kigge til dem om morgenen, og inden jeg skal i seng, siger han til TV 2.

Efter alle mink blev beordret aflivet, har han været i limbo om, hvorvidt han skulle genoptage livet som minkavler, der foreløbigt er forbudt i Danmark frem til udgangen af 2022, eller kaste sig ud i en ny branche.

- Det har været en rutsjebanetur. Jeg kom frem til den konklusion, at jeg ikke kan finde noget erhverv, der er lige så godt og givende for mig. Jeg elsker at passe mink.

Han træffer beslutningen med vished om, at han går en udfordrende tid i møde. For ikke nok med at skulle genoptage sin minkavl, så er følgeerhvervene også hårdt ramt. Men Martin Steen Korsbæk går den svære tid i møde med et optimistisk sind.

- Nemt bliver det ikke, men hvor der er vilje, er der vej. Det bliver nicheproduktion, og det har det også med at kunne lade sig gøre. Verdensproduktionen er ekstremt lille lige nu, så hvis der er en mulighed, er det nu, siger han.

Formand for minkavlere er skeptisk

Den samme optimisme kan man ikke spore hos Tage Pedersen, der er formand for Danske Minkavlere og Kopenhagen Fur.

- Nogle få kan selvfølgelig starte op som pionerer, og det bliver rigtig svært, for alt infrastrukturen omkring erhvervet er væk. Så det bliver, ligesom da de første startede op med mink i Danmark for en 60-70 år siden, rigtig svært, siger han til TV 2.

Han så det som en dødsdom for det danske minkerhverv, da alle mink blev beordret aflivet, og den holdning har med tiden ikke ændret sig.

For det bliver svært at nå op på det kvalitetsniveau, der var før, og når produktionsomkostningerne i Danmark er så høje sammenlignet med andre lande, bliver det svært at konkurrere med dem, lyder det.

- Når de 13 nu skal starte op, skal de starte med at købe avlsdyr i en helt anden og dårligere kvalitet i andre lande. Det vil sige, at de står på lige fod med de andre lande, men med langt højere omkostninger og uden infrastruktur, som man har i andre lande. De kommer til at stå meget alene, siger Tage Pedersen.

Tidligere minkavler ser ingen fremtid

Ole Bakke, formand for Nordjyllands pelsdyreavlerforening, var også en dem, der måtte sige farvel til sin minkbestand i 2020, og nu tilhører han den store gruppe, der siger endeligt farvel til erhvervet.

Han mener ligesom Tage Pedersen, at det bliver for svært at få gang i erhvervet igen.

- Det hele er væk. Producenterne af maskiner, fodercentralerne, råvarerne til foder. Det er tilbage til 1930’erne, hvor man startede med dansk pelsdyravl. Det bliver et pionerarbejde, siger han til TV 2.

Han traf beslutningen om at trække sig som minkavler, da regeringen forlængede det midlertidige forbud mod minkavl i december sidste år.

- Til at starte med var man helt tom og tænkte, hvad man nu skal i gang med. Så må man se, om man kan lægge det bag sig, komme videre og finde en fremtid et eller andet sted.

Minister: Der er en fremtid for minkavl

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S) siger til Ritzau, at der er en fremtid for minkavl.

Hans udtalelse kommer på trods af, at kun 13 minkavlere - svarende til én procent af avlerne - ønsker at genoptage erhvervet, hvis det igen bliver muligt.

- Når det igen er folkesundhedsmæssigt forsvarligt, vil der være nogle, der starter op. De vil have nogle specialprodukter, som der formentlig stadig vil være efterspørgsel på, siger Rasmus Prehn i følge Ritzau.


Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling. Kom med indenfor i videoen herover.


40 år gammelt centers fremtid hænger i en meget tynd tråd

Forstanderen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at det ikke lykkedes de lokale folkevalgte at få centret med på finansloven.

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

- Nu skal bestyrelsen ind over og beslutte, hvad der skal ske, men det vil som minimum betyde en meget, meget kraftig beskæring. Uden tilskud til driften er der ikke grundlag for at have ansatte, og alle 12 er nu sagt op med udgangen af december, siger forstander Jane Kruse.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Folkecentret har den seneste tid forsøgt at overtale Folketingets partier til at bevare støtten, og Jane Kruse udtrykker stor skuffelse over, at det ikke er lykkedes de lokale folkevalgte at sikre den fortsatte drift.

- Det vil få store konsekvenser for de mange små og mellemstore virksomheder, som vi hjælper med at udvikle produkter og teste energiløsninger. Vi er også i kontakt med og hjælper mange borgere, og så det rammer det også de udenlandske ingeniørstuderende, der kommer hos os, siger Jane Kruse.

Håber, der kan findes en løsning

Folkecentret blev grundlagt i 1983 med et mål om at sætte grønne energiformer på dagsordenen. I begyndelsen handlede det meget om at udvikling af vindenergi, men siden har centret også beskæftiget sig med elbiler, biogas og solceller.

- Nu skal vi samles på mandag og se, hvordan vi kan afslutte de projekter, som vi har ansvaret for, på den bedst mulige måde.

Er der ingen muligheder for, at I kan fortsætte?

- Jeg håber meget, at der kan findes en løsning. Vi vil prøve at tage kontakt til SF og Radikale Venstre for at høre om mulighederne. Jeg kan forstå, at der skal afsættes store summer til grøn forskning, og måske kan vi komme i betragtning der, siger Jane Kruse.


Nordjysk virksomhed i front: Får første certifikat i Europa

Lige nu er Grøn Brint den eneste virksomhed, der har fået uddelt bæredygtigheds-certifikatet. Men andre er på vej.

Jens Peter Lunden har altid været foregangsmand i sit erhverv. I 1989 købte han sit første landbrug, og siden har han gjort mange tiltag for miljø og bæredygtighed.

Han er også hovedmanden bag Gårestrup EnergiØ, hvor der både ligger grisestald, biogasanlæg og vindmøllepark. Jens Peter Lundens virksomhed Grøn Brint, som også har Norwegian Hydrogen i ryggen, er også en del af energiparken.

Og det er den virksomhed der i onsdags fik den første bæredygtighedscertificering af sin slags i Europa - og muligvis i hele verden.

- Det er noget, vi har arbejdet på længe, og vi er rigtig glade for at få den, så vi kan komme i gang med at producere nogle produkter til det marked, vi er på vej ind i, siger Jens Peter Lunden.

Se indslaget her:

Adgang til tysk marked

Certificeringen er givet til Grøn Brint i forbindelse med deres arbejde med et bæredygtigt brændstof. I 2023 blev der sammen med Norwegian Hydrogen investeret i brintproduktion, som gennem biogasproduktionen i sidste ende er med til at indfange CO2 og lave metan, hvor energien er bundet i et grønt brændstof.

Og certificeringen har været nødvendig, for ellers kan brændstoffet ikke afsættes.

- Det giver adgang til de markeder, hvor man kan sælge, og certificeringen er den godkendelse, der siger, at vi har en grøn værdi at sælge, siger Jens Peter Lunden.

Lige nu er Grøn Brint den eneste europæiske virksomhed, der har certificeringen. Men forventningen er, at andre virksomheder er lige på trapperne med også at få en. Og så er næste skridt at komme ud over rampen fra Gårestrup.

- Vores eksportland er Tyskland, og de regner med at kunne tage imod fra 1. januar, og så er vi klar til business, siger Jens Peter Lunden.

Økonomi- og kvalitetschef Rasmus Hedegaard Bang viser certifikatet frem.

'Du' så lort': Skoleelever viser hadbeskeder frem

6.A med en række beskeder fra de sociale medier.

Skoleelever lærer at passe på sig selv på de sociale medier.

'Fuck I er klamme' og 'luder' er bare nogle af de udtryk, som børn og unge kan støde på på de sociale medier.

Derfor har Vesthimmerlands Kommune i denne uge sat fokus på børn, unge og sociale medier med kampagnen '#værtjekketpånettet'.

- Vi forsøger at lære børn og deres forældre, hvordan man begår sig bedst på de sociale medier, forklarer SSP-ungeteammedarbejder Tina Frost Petersen, mens hun er i gang med at styre en konkurrence for elever på Gedsted Skole.

SSP-ungeteamet er på besøg med deres kampagnemateriale, der skal få eleverne til at sætte ord på de oplevelser, de har på nettet. Mange unge bruger de sociale medier hver eneste dag, og for mange er det den vigtigste sociale kommunikation.

Tina Frost Petersen mener, at udelukkelse af fællesskaber er det hyppigste problem blandt unge.

- Det, vi oftest oplever som et problem, er udelukkelse. Altså at en ung holdes udenfor et fællesskab på de sociale medier. De er jo online 24-7, så de opdager meget let, hvis der foregår noget i en gruppe, og de ikke får lov til at deltage, forklarer Tina Frost Petersen.

Se indslaget her:

Kender til hadbeskeder

Den problematik kender eleverne fra 6.A på Aars Skole godt. De deltager i #værtjekketpånettets videokonkurrence, og mens de filmer en video om hadbeskeder, har de alligevel tid til at fortælle om deres egne oplevelser:

- Det er for eksempel, hvis der er nogen, som holdes uden for en Snapchat-gruppe, forklarer Andreas Stiller Jonasen, der er elev i 6. klasse, og han bakkes op af klassekammeraten Dicte Klitgaard Nielsen:

- Hvis man nu spiller et onlinespil med nogle andre, som man ikke kender, og de så pludseligt begynder at skrive grimme ting til en, 'du' så lort' og den slags. Det tror jeg alle i klassen har oplevet, forklarer hun.

SSP-ungeteamet på besøg på Gedsted skole

Begge elever fortæller, at det har været rart at have undervisning med fokus på onlinetilstedeværelse - også selvom Dictes forældre ikke har ladet hende oprette sociale profiler endnu.

- Her kunne jeg jo godt sige, at de var nogle dumme forældre, men jeg ved godt, at de gør det for at passe på mig, siger hun.


Lukning af fabrik løser udfordring hos konkurrent

Foto: Outline Vinduer

Fire medarbejdere er indtil videre skiftet fra den ene dørproducent i området til den anden.

I slutningen af august blev det meldt ud, at den dørproducent Jeld-Wen til nytår lukker sin fabrik i Løgstør efter 43 år. Det drager vindues- og dørfirmaet Outline Vinduer i Farsø nu nytte af.

De har nemlig indtil videre overtaget fire af de cirka 150 medarbejdere hos Jeld-Wen, som står til at miste deres job som følge af fabrikslukningen. Det fortæller Outline Vinduer i en pressemeddelelse.

- Jeld-Wen har været meget proaktive i forhold til at hjælpe folk videre, og det er virkelig glædeligt at se, når virksomheder gør en indsats som denne for at afhjælpe en ellers trist situation med produktionslukning. Vi har via deres jobmatch også været i kontakt med mange flere potentielle nye medarbejdere, som vi godt kunne være klar til at ansætte, så snart højsæsonen begynder igen, siger fabrikschef i Outline Vinduer, Michael Hejlesen.

Svære at finde

Gitte Jensen fra Vilsted er en af de medarbejdere, der er skiftet til den konkurrerende vindues- og dørproducent. Hun var i lære som maskinsnedker hos Jeld-Wen og får nu mulighed for at fortsætte sin uddannelse hos Outline Vinduer.

- Det var selvfølgelig en rigtig ærgerlig nyhed, da vi fik at vide, at vi ikke længere kunne arbejde ved Jeld-Wen, som ellers har været en god arbejds- og læreplads. Men virksomheden gør heldigvis meget for at få folk i job, og jeg er selv utrolig glad for at være kommet så hurtigt videre, siger hun og fortsætter:

- Jeg bor med min mand og tre børn, og derfor havde jeg heller ikke råd til at være arbejdsløs - og jeg nåede da også at overveje, om jeg kunne risikere at skulle droppe ud af uddannelsen. Heldigvis har Outline været meget fleksible i forhold til at finde en god løsning, siger Gitte Jensen.

Outline Vinduers fabrikschef glæder sig - trods de ærgerlige omstændigheder - over, at han har fået to maskinsnedkerlærlinge mere i produktionen.

- Vi oplever til tider, at vi skal kæmpe en del for at få maskinsnedkere og maskinsnedkerlærlinge, og det er vigtige kompetencer for os at have i huset. Derfor glæder vi os også meget over, at vi nu - udover de to lærlinge, vi allerede har - kan tilføje to mere til produktionen. De er allerede kommet rigtig godt fra start, siger Michael Hejlesen.