Politiker efter aktion mod russisk olie: - Vi har pligt til at gøre, hvad vi kan
Ifølge Venstres retsordfører bør Danmark gøre alt, hvad vi kan for at stække russisk økonomi. Men sanktioner fra Danmark gør det ikke alene.
- Putin er en krigsforbryder. Og Rusland er et krigsførende land. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at forbyde omlastningen og få sat sanktioner i værk.
Sådan siger retsordfører Preben Bang Henriksen (V) i kølvandet på en aktion mod russiske olietankere ud for Frederikshavn.
Torsdag formiddag sejlede aktivister fra Greenpeace ud i Kattegat fra Frederikshavn. Målet var at blokere to olietankere for at stoppe omlastningen af den russiske olie, som de mener er med til at finansiere Ruslands invasion af Ukraine.
Det er nu Rusland, fører krig mod et helt uskyldigt land, og vi har simpelthen pligt til at gøre, hvad vi kan.
retsordfører Preben Bang Henriksen (V)
Og ifølge retsordføreren bør Danmark gøre alt, hvad vi kan for at stække russisk økonomi. Men sanktioner fra Danmark gør det ikke alene.
- Problemet omkring sanktioner er, at hvis vi gør noget isoleret i Danmark, så rykker aktiviteten jo bare 300 kilometer væk fra Danmark. Så det er et område, hvor vi er nødt til at handle på europæisk plan. Det ved jeg, at EU-parlamentarikere og ministre gør alt for. Men det er altså Europa, der skal fastsætte fælles sanktioner. Og det vil vi presse på for i Venstre, siger Preben Bang Henriksen.
I forbindelse med aktionen, var politiet også på vandet. Det lykkedes politiet at få demonstranterne til at flytte sig frivilligt fredag formiddag. Politiet efterforsker sagen, men endnu ingen er blevet anholdt eller sigtet. Der foreligger en anmeldelse om hærværk.