Vingegaard kører sig til foreløbig tredjeplads i Tour de France: Sætter alle favoritter på mytisk bjerg
Foto: Christophe Ena/AP/Ritzau Scanpix
Thyboen Jonas Vingegaard fortsætter med at imponere. Onsdag viste Jumbo-Visma-rytteren sig som den allerstærkeste blandt favoritterne i Tour de France.
Der var lagt op til den helt store duel på det mytiske bjerg Mont Ventoux, der også er bedre kendt som det skaldede bjerg.
På 11. etape i Tour de France satte danske Jonas Vingegaard fra Hillerslev i Thy alle de øvrige favoritter til vægs op ad den sidste stigning. End ikke slovenske Tadej Pogacar, der har været helt suveræn i dette års Tour de France, kunne svare igen på danskerens heroiske angreb.
Overrasket dansker
Den opsigtsvækkende præstation kom da også en smule bag på thyboen, der ikke havde forventet at se svaghedstegn fra Tadej Pogacar.
- Jeg kunne mærke, at de andre led. Jeg syntes ikke rigtig, de virkede så godt kørende, og så tænkte jeg bare at give den et skud, og så gjorde jeg mit bedste. Det var så nok til at sætte dem alle sammen. Det var så dejligt, siger Vingegaard til TV 2 SPORT.
- Det er da sindssygt fedt, må jeg indrømme. Det havde jeg godt nok ikke forventet. Jeg synes, det er vildt at sætte Pogacar på den måde, det synes jeg.
Jonas Vingegaard var forud for løbet tiltænkt en hjælperrolle til sin holdkammerat Primoz Roglic. Sloveneren måtte dog tidligere udgå af verdens største cykelløb grundet efterveerne fra et styrt.
Siden da overtog Vingegaard, der oprindeligt er fra den lille nordjyske by Hillerslev, kaptajnrollen på det hollandske mandskab, og danskeren har mildest talt overrasket hele cykelverdenen med sin fabelagtige kørsel.
Trods dagens pragtpræstation kunne Vingegaard ikke holde Pogacar, Richard Carapaz og Rigoberto Uran bag sig på den nedkørslen efter Mont Ventoux. Alligevel kan danskeren trøste sig med, at han kravler op på tredjepladsen i det samlede klassement.
11. etape blev vundet af Jonas Vingegaards holdkammerat Wout van Aert, der var stærkest blandt dagens ryttere i udbrud.
Top-3 på etapen
Wout van Aert (Jumbo-Visma)
Kenny Elissonde (Trek) +1'14
Bauke Mollema (Trek) +1'14
Klassementet
Tadej Pogacar
Rigoberto Urán +5'18
Jonas Vingegaard +5'32