Ny afgift skaber panik: - Vi risikerer at blive til en fiskebil
Foto: Thomas Gaardsmand (arkiv)
Når en ny CO2-afgift på fiskernes diesel ser dagens lys til nytår, står Hanstholm Fiskeauktion til at miste mere end en halv milliard.
Hos Hanstholm Fiskeauktion modtager rundt regnet 32.500 ton fisk om året fra både fra danske og udenlandske fiskefartøjer.
Vi er den største fiskeauktion i Europa, og vi risikerer at blive til en fiskebil 1. januar
Jesper Kongsted, Aáuktionsmester & ejer, Hanstholm Fiskeauktion
Men når en ny CO2-afgift på fiskernes diesel rammer fiskeriet til nytår, står Hanstholm Fiskeauktion til at miste mere end en tredjedel af fiskene.
- Fiskeauktionen er bygget på fisk fra mange nationaliteter, og 22.500 ton kommer fra udenlandske fiskefartøjer. Men der er ingen særregler for udenlandske både, så de bliver også ramt af afgiften. De kommer ikke til at lande (sælge, red.) deres fisk i Hanstholm længere, siger ejer af auktionen, Jesper Kongsted og fortsætter:
- De udenlandske både har sagt til mig, at de ikke kommer til at bruge Hanstholm. Vi har en fransk leverandør, der har landet i Hanstholm i 23 år, der nu ikke kommer mere. Deres fem fartøjer lander i stedet i Peterhead i Skotland.
Faktisk har det franske rederis fem fiskefartøjer ikke været i Hanstholm den sidste måned, fordi de har brugt tiden på at klargøre sig i Skotland.
Historisk høj pris
CO2-afgiften på fiskernes brændstof kommer på et tidspunkt, hvor fiskeriet i forvejen er presset. Fiskerne har de sidste år set reducerede kvoter, der begrænser deres indtægt, men derudover har krigen i Ukraine betydet, at fiskernes brændstof er steget til det dobbelte.
Og med stigende driftsomkostninger er der simpelthen fiskere, der mener, at det ikke længere kan betale sig at stævne ud for at fiske, og da slet ikke lodse i en dansk havn.
- Det, der fremover ikke vil blive landet, er alle spisefisk - alle hvide fisk - og en stor del af det, der hedder pelagisk fisk. Der bliver i hvert fald ikke noget med at spise fisk to dage om ugen. For der er ikke råd. Og der er ikke nok fisk, siger auktionsejeren.
Pelagisk fisk bruges også i industrien til fiskeolie og fiskemel.
Kan miste op mod 700 arbejdspladser
Og en ting er, hvad det betyder for forbrugeren, men en anden ting er, hvad det betyder for havnen i Hanstholm, for følgeerhvervene til fiskeriet og for byen.
- Beskæftigelse vil forsvinde. Hanstholm Havn vil miste mere end 600-700 af de 1100 arbejdspladser, der har en direkte sammenhæng med fiskeriet. Det drejer sig blandt andet om smede, skibsmalere, elektrikere, elektrofolk, vodbindere for bare at nævne nogle få, siger Jesper Kongsted og fortsætter:
- For Hanstholm bliver det her en katastrofe.
Men er det ikke fair nok, at fiskerne også skal bidrage til den grønne omstilling?
- Fiskerne vil gerne investere i grøn omstilling, men de kan sgu ikke lige sætte en vindmølle på taget af styrehuset. Skibet Isafold, der har den største batteripakke på en dansk båd, kan sejle 35 minutter ved reduceret kraft, inden det batteri løber tør. Men turen tager jo flere dage. Giv fiskerne to til fire år til at finde alternativer til marinediesel, siger Jesper Kongsted og fortsætter:
- Vi er den største fiskeauktion i Europa, og vi risikerer at blive til en fiskebil 1. januar, når jeg kigger ind i at miste 100 ton fisk om dagen.