- Tag ikke imod asfaltarbejde: Politiet advarer mod særligt tricktyveri
Lokalpolitiet i Thisted har modtaget flere henvendelser fra bekymrede borgere, og derfor kommer de nu med en klar opfordring.
Et tilbud om at få lagt asfalt til billige penge kan virke tiltalende, men det er for godt et tilbud til at være sandt, fastslår lokalpolitiet i Thisted. Derfor advarer de nu kraftigt mod at tage imod ydelsen.
- Folk skal afvise mennesker, der tilbyder asfaltarbejde, lyder opfordringen kontant fra Frits Kortegaard fra lokalpolitiet i Thisted.
7000 liter dieselolie stjålet
Flere steder i Thy har borgere fået besøg af udenlandske mænd, der har banket på og tilbudt deres arbejdskraft.
Senest har politiet fået en anmeldelse fra en borger, der har fået stjålet 7000 liter dieselolie. Borgeren havde ganske kort tid forinden sagt ja til et tilbud om asfaltarbejde.
- Vi har en kraftig mistanke om, at det er en sammenhæng mellem hændelserne, oplyser vagtchefen.
- Vi ved ikke, hvor de er kørt hen nu. De har været her siden den 12., siger Frits Kortegaard.
Køretøjerne, de kommer i, er både almindelige personbiler og sågar mindre lastbiler.
Ifølge Thisted Lokalpoliti er der tale om udenlandske borgere, der henvender sig til borgere på engelsk.