Sjælden orkide truet af vindmøller
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST
Den hvide Thy-gøgeurt findes ingen andre steder i verden i så stort tal.
Naturområde med sjældne planter og dyr skal i fremtiden rumme 450 meter høje vindmøller.
Her gror sjældne orkideer, her lever sjældne sommerfugle og her yngler særlige fugle. Hjardemål Klit og Hjardemål Klitplantage skal i fremtiden måske rumme 450 meter høje vindmøller og Power-to-X anlæg - også blot kaldt PtX-anlæg.
- Hvorfor ødelægge det natur der er? Man kan ikke erstatte uerstattelig natur, siger Ulrik Iversen, som er formand for Foreningen imod Kæmpevindmøller ved Bulbjerg. Den forening er også en del af foreningen Bevar Thy, der kæmper imod en udvidelse af testcentret i Østerild.
I februar 2014 blev det i Folketinget besluttet at fortsætte undersøgelserne af, om Testcenter Østerild kan udvides.
En udvidelsen af de eksisterende syv testpladser i Østerild går mod nord ind i Hjardemål Klit og Hjardemål Klitplantage. Et område med planter og dyr knyttet til klithedenaturen.
- Her gror en stor bestand af Thy-gøgeurten, måske den største i verden, siger Henrik Haaning fra konsulentfirmaet Avifauna Consult.
Et område med unikke naturværdier
Henrik Haaning er ornitolog og laver naturovervågning i blandt andet Vejlerne, på Tipperne, og på Agger- og Harboøre Tanger. Han har på eget initiativ kortlagt og indsamlet data om naturområdet nord for testcentret i Østerild.
- Udover Thy-gøgeurten, gror der også mange andre gøgeurter, her er sjældne sommerfugle som engblåfugl, ensianblåfugl og hedepletvinge, der yngler både traner og natravn i området, siger Henrik Haaning.
Henrik Haaning nævner også kærfnogurt, en plante med store gule blomster, som vi i Danmark har særlig forpligtigelse til at beskytte.
- Det er et område med helt unikke naturværdier, siger Henrik Haaning fra konsulentfirmaet Avifauna Consult.
Området er stærkt beskyttet, dels af naturbeskyttelseslovens § 3, og Natura 2000 områder, som en betegnelsen for et netværk af beskyttede områder i EU. Alligevel skal det nu undersøges om testcentret i Østerild kan udvides den vej.
- Hvorfor placere nye test møller i et beskyttet natur område? Vi har nærmest ikke noget beskyttet natur i Danmark, siger Henrik Haaning og understreger, at han ikke på nogen måde er imod grøn energi.
- Det er meget vigtigt, at der er nogen, der taler naturens sag, for den kan jo ikke selv, siger Henrik Haaning fra konsulentfirmaet Avifauna Consult.
Og Ulrik Iversen fra Foreningen Bevar Thy, bakker op:
- Vi skal passe på naturen og biodiversiteten, for det er vores livsforsikring, siger Ulrik Iversen.