Par på vandretur rakte ud efter hjælp, og reaktionen kom hurtigt
Foto: (Privatfoto)
Kim Tach og kæresten Mai er meget taknemmelige for den hjælp, de fik af en lokal kvinde.
- Er der en venlig sjæl, skrev Kim Bach i flere Facebook-grupper, da han og kæresten havde brug for en hjælpende hånd.
Det kan godt betale sig at række ud efter hjælp, når man har brug for det.
Også hos personer, man ikke kender.
Sådan lyder konklusionen hos Kim Tach, efter at han og kæresten Mai fredag aften havde brug for en hjælpende hånd under en vandretur i Thy.
Turen begyndte hos kærestens forældre i Thisted, og parret havde gået over 30 kilometer, da de nåede et shelter i Tvorup Klitplantage. De havde egentlig planlagt at overnatte i et shelter, hvor man kan hente vand ved et hus i nærheden, men endte ved et andet shelter uden adgang til vand.
Og hvad gør man så, når man ikke har mere vand, er helt udmattet, og der er et par kilometer til nærmeste hus?
- Vi var helt smadrede i benene. Jeg var ikke klar over, at man kunne blive så presset af at gå, fortæller Kim Tach.
Kvinde kom parret til undsætning
Han lavede derfor et opslag i tre lokale Facebook-grupper og bad om hjælp.
- Vi er på vandretur og er lige ankommet i shelteren i Tvorup efter 32 kilometer. Her er ingen vand, og vores ben er ømme og trætte. Er der en venlig sjæl, som vil møde os på hovedvejen ud for shelteret med 2-3 liter vand for 100 kroner eller lignende indenfor de næste par timer, lød beskeden.
Og venlige sjæle var der flere af i Thy. Kim Tach fik flere reaktioner på opslagene, og efter kort tid kom en kvinde fra Sjørring ud til de trætte vandrere med rigelige forsyninger af vand.
- Det er da fantastisk, at nogen vil være behjælpelig på den måde. Jeg må indrømme, at jeg var noget ynkelig og presset - også mere end jeg gav udtryk for i opslaget. Det var vores egen skyld, at vi ikke havde nok vand med, og vi er meget taknemmelige for, at hun tog sig tid til at hjælpe, siger Kim Tach.
Efter en god nats søvn var han og kæresten klar til vandreturens sidste etape. Målet var vinterbadefestivalen i Vorupør.
Parret bor i København og har fejret jul hos hendes forældre i Thisted.