Over 60 døde grise: - Det er ens værste mareridt

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Beredskab og dyrlæger arbejder på højtryk for at redde grisene ud af en grisetransport, der tidligt mandag morgen væltede i det glatte føre.

Det er voldsomme scener, Ole Stærk Nicolajsen arbejder i mandag morgen. 

Han er som dyrlæge blevet kaldt ud for at hjælpe, vurdere og aflive grise, der er væltet med en lastbil tidligt mandag morgen mellem Villerslev og Koldby i Thy. 

- Det er ens værste mareridt, der pludselig kommer til live. Man har jo hørt om staldbrande og væltede grisetransport. Men det er jo noget, man håber, ikke kommer til at ske, siger han til TV MIDTVEST. 

Der var 202 grise i alt i den væltede grisetransport. TV MIDTVESTs reporter på stedet fortæller, at der ligger mindst 60 døde grise og farver den hvide sne på jorden rød. Resten er kørt til slagtning. 

Det er første gang, at Ole Stærk Nicolajsen står med sådan en opgave. 

- Det er en meget overvælgende oplevelse. Det er ikke noget, mange har oplevet før, så erfaring må vi lave, mens vi kører og finder ud af, hvordan får vi grisene ud. Man ved ikke, hvad man finder, når man åbner, siger han. 

Stod i tre lag

Grisetransporten væltede omkring klokken 4.45, og siden har beredskabet arbejdet på højtryk for at få grisene ud. 

Grisene har stået på stålplader i tre lag, der nu ligger på siden. Det besværliggør arbejdet, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Rasmus Ewaldsen. 

- Det er en vanskelig indsats, fordi det er en grisetansport, der ligger på siden med over 200 grise i tre lag. De skal hjælpes ud på en eller anden måde. Blandt andet gennem taget, siger han.

Beredskabet har skåret hul i taget og åbnet låger i bunden for at få adgang til to ud af tre lag. Det midterste lag er morgenen igennem blevet beskrevet som det vanskeligste. Men det er nu lykkedes at få alle grise ud. 

Julia Krems, der er vagthavende hos Beredskabsstyrelsen, er også på stedet og fortæller, at de både har trukket døde og levende grise ud.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at det ikke er nogen særlig spændende opgave det her. Det er mange døde dyr, og det er aldrig interessant at arbejde med, siger hun til TV MIDTVEST. 

Hun har 22 værnepligtige med på opgaven, som utvivlsomt kan være voldsomt for nogle af dem.

- Når vi kommer hjem herfra, tager vi en god snak med de værnepligtige, hvor vi har noget kollegastøtte med, siger Julia Krems.

Seneste melding er, at arbejdet med at bjærge grisetransporten begynder klokken 11.00.


Der har adskillige gange været problemer med oversvømmelser ved Elling Å.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Transportministeren lover, at Elling-borgere ikke skal frygte oversvømmelser næste vinter.

I årenes løb har der adskillige gange været problemer med oversvømmelser ved Elling Å. Flere gange er der lovet bod og bedring, men den endelige løsning lader endnu vente på sig.

Til stor frustration for Elling-borgerne og Frederikshavn Kommunes borgmester Karsten Thomsen (S), som har sendt et brev til transportminister Thomas Danielsen (V), hvor han efterspørger en løsning hurtigst muligt.

Vejdirektoratet havde lovet, at problemerne med oversvømmelser var løst senest i efteråret 2024, hvor en udvidelse af røret under hovedvejen Skagensvej skulle have været gennemført. Projektet er dog blevet forsinket.

- Desværre har det vist sig på grund af miljøpolitiske spørgsmål, at selve miljøforundersøgelserne har taget længere tid, end vi havde regnet med og håbet på. Så projektet kommer først i gang her til efteråret, siger transportminister Thomas Danielsen (V).

Ikke godt nok, mener borgmesteren.

- Ud fra den situation man står i som borger i Elling, og med den trafik, der skal afledes, så synes jeg, at det er kritisabelt, at vi først kan få en løsning i efteråret 2025. Det er alt for lang tid at vente, siger Karsten Thomsen (S).

Elling-borgerne må altså væbne sig med tålmodighed lidt endnu, men til gengæld får de nærmest en garanti fra transportministeren.

- Det tager ikke lang tid at lave, når først alle miljøtilladelser er på plads, og derfor er jeg helt fortrøstningsfuld ved, at man ikke kommer til at stå i en lignende situation igen næste vinter, siger Thomas Danielsen.


Bo har frygtet nye oversvømmelser i mere end et årti: - Det slider på sjælen

Foto: Annette Bjerregaard Andersen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Elling-borgere er frustrerede over, at udvidelse af rør endnu ikke er gennemført.

Der er stadig en synlig linje på Bo Greves hus i Elling, der minder ham om den oplevelse, han og hustruen havde i 2014, hvor vandmasser fra Elling Å oversvømmede deres hus.

- Da vi kom hjem efter oversvømmelsen i 2014, var det første min hustru gjorde at købe et par waders, og de ligger stadig inde ved siden af hendes seng. Hun har stadig frygt i sindet, når det her sker, siger Bo Greve.

Oplevelsen i 2014 er ikke den sidste, parret har haft med vand fra Elling Å. Beredskabet har flere gange siden da måttet rykke ud og pumpe vand væk, når vandstanden i åen har været stigende.

- Det er meget, meget frustrerende at gå i. I december var det også ved at gå galt. Der var beredskabet også tæt på at skulle ud og pumpe, fordi vandet stod helt op. Jeg ved godt, der er bygget diger, men situationen er ikke holdbar i længden, siger Bo Greve.

'Nok må være nok'

Siden natten til tirsdag har beredskabet arbejdet på højtryk ved Elling Å. Der er blevet pumpet i døgndrift, og hovedvejen, Skagensvej, har været spærret i forbindelse med pumpearbejdet og er det fortsat.

Der skulle have været lavet en udvidelse af åløbet under Skagensvej i 2024, men nu lyder meldingen fra Vejdirektoratet, at der skal foretages en miljøscreening, før arbejdet kan gennemføres. Derfor må Elling-borgerne fortsat leve med frygten for oversvømmelser.

- Jeg synes nok må være nok nu. De kan ikke bare blive ved med at udskyde og udskyde, siger Bo Greve.

Når du kigger på en vejrudsigt og de varsler storm og masser af regn. Hvilken følelse får du så?

- Så sover jeg ikke om natten. Det slider på sjælen, siger Bo Greve, som kan blive tvunget til at tage et drastisk skridt.

- Inderst inde vil jeg jo ikke herfra helst, men jeg er også godt klar over, at på et eller andet tidspunkt bliver vi jo nødt til at sige til os selv: 'Kan vi leve med det her?'. Men det næste er, om vi kan komme herfra, fordi hvem vil købe det her, når de ikke gør noget?, siger han.

Den seneste udmelding er, at udvidelsen af hullet under Skagensvej ventes at blive gennemført i efteråret 2025.


Ældre end mobiltelefonen og 'Hammerslag': Kendt tv-program flytter af nød

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

SIFA TV-Bingo har siden starten i februar 1985 uddelt over 100 millioner kroner til idrætsforeninger i Aalborg Kommune - onsdag var der flyttedag.

Efter 40 år samme sted flytter vært Peter Skram og det berømte SIFA TV-Bingo. Studiet på Riihimækivej i Aalborg bliver skiftet ud med et midlertidigt studie i Nordkraft.

- Det gør vi jo mest af alt af nød. Nu har vi jo i 40 år haft et produktionsselskab til at lave vores tv-udsendelser, og når nu ikke Skat vil lempe reglerne for os, så har vi overvejet, at vi lige så godt kan prøve at producere udsendelserne selv, siger Peter Skram til TV2 Nord, da vi møder ham, mens de er ved at gøre det nye studie klar til aftenens bingoudsendelse.

SIFA TV-Bingo har siden starten i februar 1985 uddelt over 100 millioner kroner til idrætsforeninger i Aalborg Kommune.

Kom med en tur i SIFA TV-Bingos nye studie.

På grund af en strid med Skat om, hvordan SIFA skal beskattes, er der brug for at spare omkring en million kroner årligt for stadig at kunne støtte de mange foreninger.

Tager gerne 40 år mere

De penge håber Peter Skram på at finde ved selv at producere bingoprogrammerne.

- Vi laver jo kun tv-bingo for at tjene penge til vores idrætsforeninger, og vi håber på, at vi på bundlinjen kan lave den million mere om året til vores foreninger, forklarer Peter Skram.

Studiet i Nordkraft er i første omgang et nødstudie. Planen er dog at lave et permanent bingostudie i samme bygning.

- Vi tager gerne 40 år mere her i Nordkraft. Så må vi se, hvor længe det holder, griner Peter Skram.

Første SIFA TV-Bingo i det nye studie løber af stablen onsdag 8. januar klokken 20.00.


Haidi er på fuld tid, men arbejder kun fire dage om ugen

Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Forsøgsordning med firedages arbejdsuge er netop blevet vedtaget som et permanent tilbud.

Haidi Grønning Larsen har været socialrådgiver i Jobcenteret hos Vesthimmerlands Kommune siden 2018. Det seneste år har dog været anderledes, for som en del af et nyt forsøg har hun arbejdet fire dage om ugen i stedet for fem.

- Jeg gik ind i det med en tanke om, at det ville give mig en fleksibilitet både i forhold til privatlivet, men også arbejdsmæssigt, fortæller hun.

Forsøget har været i gang, siden politikerne i Vesthimmerlands Kommune i november 2023 besluttede, at kommunens administrative medarbejdere skulle have muligheden for at afvikle deres 37-timers arbejdsuge i løbet af fire dage.

En attraktiv arbejdsplads

I tre afdelinger har over 20 procent af medarbejderne valgt løsningen med en firedages arbejdsuge, som nu er blevet et permanent tilbud efter en byrådsbeslutning i december.

- Vi vil gerne sende et signal om, at vi er en moderne arbejdsplads, og at vi også prøver at lytte til med vores medarbejderes behov for at have fleksibilitet, siger kommunaldirektør Henrik Kruuse.

- Det er fantastisk at have tre dages weekend. Jeg har en fredag formiddag, hvor jeg kan ordne nogle af alle de ting, jeg normalt skulle gøre efter arbejde eller skulle tage fri til, siger Haidi Grønning Larsen.

Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Ifølge kommunaldirektøren er det ikke kun medarbejderne, der drager fordel af den større fleksibilitet. Det nye tilbud gør også Vesthimmerlands Kommune til en mere attraktiv arbejdsplads.

- Hvis man så skal skille sig lidt ud, så handler det jo også om, at man tilbyder nogle rammer, der kan være anderledes. Lige nu er vi nogle af de første, der tilbyder det her, siger Henrik Kruuse, som mener, at tiltaget kan gøre det nemmere for kommunen at tiltrække arbejdskraft.

Haidi Grønning Larsen arbejder fra 7.30 til 17.00 fire dage om ugen, og det bliver hun ved med.

- Det var jo mega fedt at kunne gå på juleferie med beskeden om, at nu er det vedtaget, at når jeg mødte ind igen, så havde jeg stadig min firedages arbejdsuge, siger hun.


Nyt lovforslag efter TV2 Nord-dækning: - Det er marineret i bureaukrati

Foto: Emma Fjordbak / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Gennem en længere periode har TV2 Nord dækket problemerne med lange sagsbehandlingstider hos Familieretshuset.

Det skal være slut med årelange sagsbehandlingstider, når værger vil have udbetalt penge til at betale for udgifter for deres værgemål.

Derfor har justitsminister Peter Hummelgaard (S) onsdag under et samråd i Folketinget annonceret, at der er et nyt lovforslag på vej.

- Sagsbehandlingstiderne skal være så korte som overhovedet muligt, lød det blandt andet under samrådet.

I sin enkelhed går lovforslaget ud på at give mere frihed til værgerne, mens Familieretshuset skal have en mindre arbejdsbyrde. De nærmere detaljer i lovforslaget mangler stadig, men er i disse uger ved at blive udarbejdet.

Det er marineret i bureaukrati

Preben Bang Henriksen, retsordfører, Venstre

Lange ventetider

Meldingen kommer, efter at TV2 Nord gennem en lang periode har afdækket udfordringer hos nordjyske værger. Det gælder blandt andet, når de har ansøgt Familieretshuset om at få udbetalt penge fra værgemålets egne konti til diverse udgifter.

Birthe Lauritzen fra Kongerslev fik eksempelvis besked på, at hun kunne vente i tre-fire år, før hun kunne få udbetalt sin fætters penge, som skulle gå til julegaver.

- Jeg synes, det er fuldstændig uacceptabelt, fordi det er jo ikke til at operere i som værge. De viser mig slet ingen tillid, selvom jeg tidligere har købt gaver for Jørgen på nøjagtig samme måde, sagde Birthe Lauritzen i december.

På samme måde ventede Kim Poulsen samt hans søster og værge i ni måneder, før de kunne få penge udbetalt til en ny cykel til Kim.

Historier som disse har blandt andet været medvirkende til, at der er kommet politisk fokus på de lange ventetider. Og det nye lovforslag, der stadig er under udarbejdelse, er blandt andet et resultat af historierne.

- Der var ikke kommet det her fokus, hvis ikke medierne havde taget fat i det her, hvor der har været skrækkelige sager. Ikke mindst hos TV2 Nord, men nu bærer det frugt, siger Venstres nordjysk valgte retsordfører, Preben Bang Henriksen.

Se indslaget om samrådet herunder:

Ekstra penge har ikke hjulpet

Retsordføreren fra Venstre har længe været kritisk overfor Familieretshuset. Derfor deltog han også i onsdagens samråd.

- Det er marineret i bureaukrati, lød det blandt andet undervejs.

Han ser med glæde frem til lovforslaget, hvor værgerne er udset til at få mere frihed, mens der bliver færre arbejdsopgaver hos Familieretshuset.

- Det er en ændring, som betyder, at langt færre ting skal afgøres af Familieretshuset, og langt flere ting kan afgøres af værgerne. Dermed bliver sagsbehandlingstiderne langt lavere, siger han til TV2 Nord efter samrådet.

I 2024 blev der tilført 13 millioner kroner til Familieretshuset for at reducere de lange sagsbehandlingstider. Men i stedet blev ventetiderne endnu længere.

- Det bliver stadig ved med at være noget bureaukratisk morads, så det har ikke været vejen frem. Derfor er vi nødt til at forenkle lovgivningen, og det gør vi nu.

Lovforslaget ventes at blive endeligt præsenteret og behandlet i Folketinget til marts, og hvis det bliver vedtaget, er forventningen at lovændringen træder i kraft 1. juli 2025.

TV2 Nords langvarige dækning af værge-området har betydet, at journalisterne bag vandt Maren Prisen i 2024. Det er en nordjysk journalistpris, som hvert år uddeles til et journalistisk produkt.