Kystlivredder tilbageholdt af politiet inden redningsaktion - nu får han tusindvis af kroner
Foto: Privatfoto
Her får han Jonas Kjær (tv) overrakt pengene af Jørgen Jespersen (th).
En lokal borger startede en indsamling. Siden er donationerne væltet ind.
- Du kan forvente at miste dit kørekort.
Sådan lød meldingen fra en civilbetjent, da Jonas Kjær gik fra ham og ud mod redningsbåden 29. november sidste år.
Missionen var klar. Han skulle sammen med kollegerne forsøge at redde et liv. Jonas Kjær er nemlig frivillig i Kystredningstjenesten i Hanstholm og var kaldt ud til en redningsaktion. Meldingen lød på, at en mand var faldet over bord.
Da alarmen gik drønede Jonas Kjær af sted mod havnen fra sit arbejde. Undervejs blev han af en betjent målt til at have kørt 86 kilometer i timen, hvilket resulterede i en bødestraf på 5300 kroner.
Betjenten havde ifølge Jonas Kjær dog ikke meget forståelse for, at han skulle hurtigt videre, efter han var blevet stoppet på parkeringspladsen på havnen.
Læs mere om forløbet her
Lokal starter indsamling
Trods fartoverskridelsen, som Jonas Kjær har erkendt, har han efterfølgende modtaget stor opbakning. Efter episoden startede en lokal borger en indsamling til ære for Jonas Kjær, og den sluttede søndag klokken 17.
I alt har mere end 160 personer doneret penge, og indsamlingsbeløbet er endt på 15.800 kroner.
- Det er lidt vildt, og det er da stort. Jeg er meget taknemmelig. Det er folk fra Midtsjælland, Skagen og hele Danmark rundt, som har doneret penge, siger Jonas Kjær, inden han gør det klart, at det aldrig var hans hensigt, at han skulle modtage penge. Han ville i stedet sætte fokus på, at det var et problem, at han blev tilbageholdt i situationen.
Jørgen Jespersen, der er initiativtageren bag indsamlingen, slog lørdag aften vejen forbi Jonas Kjær og overrakte ham pengene.
Pengene vil Jonas Kjær bruge på et nyt kørekort til sommer. Hvis der skulle blive nogle i overskud, efter det er betalt, så forsikrer han, at de ikke ryger i egen baglomme.
- Jeg skal ikke tjene penge på det her. Det er ikke meningen. Så vil jeg hellere donere det videre til noget, vi allesammen kan få glæde af, siger han.
Læs hvad politiet havde at sige efter hændelsen
Kystlivredderne fandt aldrig personen, som de blev kaldt ud efter. Her flere måneder efter tænker Jonas Kjær fortsat på, om resultatet af redningsauktionen havde været anderledes, hvis han ikke var blevet tilbageholdt.
- Men om det er de fem minutter, der var altafgørende, får vi aldrig at vide, siger han.