Kystredder blev stoppet af politiet og fik kæmpe bøde inden redningsaktion
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST
Alarm om en mand over bord fik Kystredningstjenesten i Hanstholm til at slå alarm. Men redningsaktionen blev forsinket af politiet, der gav en af redderne en bøde og frakendelse af kørekortet.
Det handler af og til om liv eller død, når Kystredningstjenesten i Hanstholm får en alarm. Sådan en fik de den 29. november, hvor en mand var faldet overbord.
Jonas Kjær, der er en af de frivillige, kørte fra arbejde og ned på havnen. Og han trykker på speederen.
- På det åbne stykke, der er på havnen, bliver jeg målt til at have kørt 86 kilometer i timen af en civil politibetjent. Han kører efter mig ned til parkeringspladsen og vil have mine oplysninger, fortæller Jonas Kjær og fortsætter:
- Da han har fået telefonnummer og mit kørekort, spørger jeg, om ikke han kan ringe til mig senere, fordi jeg ikke har tid. Han siger, at jeg skal vente, til han har skrevet færdig, og jeg bliver stående et par minutter.
Samtidig er Jonas Kjærs kollegaer fra kystredningstjenesten klar. De har fået dragter på og er klar til redningen. Det eneste de mangler er Jonas. Det får en kollega til at gå hen til politibetjenten. Det fortæller stationsleder Morten Olsen.
- Bådføreren går ud til politimanden og siger, at vi skal ud til en mand, der ligger i vandet, og at de simpelthen ikke har tid til at stå der. Og mens bådføreren snakker med politibetjenten, går Jonas ind og får sit udstyr på.
Mens Jonas Kjær går fra politimanden og ud mod redningsbåden, siger politimanden.
- Du kan forvente at miste dit kørekort.
- Det er småligt
Jonas Kjær har i næsten syv år været frivillig ved Kystredningstjenesten i Hanstholm. Når han tager ud på en redningsaktion, må han ofte tage fra sit arbejde, hvor han tjener markant bedre end ved redningstjenesten.
- Vi gør det jo ikke for lønnens skyld. Man sætter jo en ære i det, og jeg tror da, at de fleste trykker lidt ekstra på speederen, når der er slået alarm. Særligt når der er tale om en mulig drukneulykke, fordi vi ved, at minutter kan afgøre det, forklarer Jonas Kjær.
Han er aldrig tidligere blevet stoppet på vej til en redningsaktion, og han havde håbet, at politimanden ville ringe til ham og snakke om hændelsen, inden han fik en bøde 5300 kroner og pålagt at skulle have ny teori- og køreprøver.
- Jeg synes ikke, det er ok, at man skal tilbageholdes, når man skal afsted for at redde andres liv. Jeg erkender, at jeg har kørt for hurtigt. Men det er den menneskelige del, jeg ikke forstår. Vi vil jo alle gerne have, at hvis vores kære er i fare, at vi får hjælp hurtigt.
Manden de tog ud efter, fandt de ikke.
Skulle have vendt blindt øje til
Stationsleder Morten Olsen er mildest talt også utilfreds med politibetjentens håndtering af sagen. Det har han skrevet om på Facebook, hvor han også har startet en indsamling til Jonas.
- Jeg synes godt nok, at det er småligt. Vi har samarbejdet med politiet ved flere redningsaktioner, så jeg synes sgu, det er ærgerligt, at han skal være så stringent, siger han og tilføjer:
- Jeg synes, han skulle have vendt det blinde øje til.
Morten Olsen fortæller videre, at han er blevet ringet op af en tidligere politimand fra området. Og han udtrykker til Morten Olsen, at han er flov over den behandling Jonas Kjær har fået, og derfor har den tidligere politimand doneret 1000 kroner til indsamlingen til Jonas.
Jonas skal nu overveje, om sagen skal for politiklagenævnet.
TV2 Nord forsøger at få en kommentar fra Midt- og Vestjyllands Politi.