Hotelbyggeri i Vorupør skudt til hjørne: - Det bliver et rungende nej
Foto: Thisted Kommune
Thisteds borgmester forudså allerede søndag, at resultatet af udvalgets beslutning ville blive et nej.
Mandag skulle det afgøres, om man i Thisted Kommune ville gå videre med byggeriet af et nyt havbadehotel i Vorupør. Et projekt, der har mødt stor modstand fra lokalbefolkningen.
Skal der bygges et nyt, stort havbadehotel tæt ved kysten på Havstokken 9 i Vorupør, eller ej?
Det spørgsmål har fyldt meget blandt borgere og politikere i månedsvis i byen og Thisted Kommune. Men nu kan skeptikerne efter al sandsynlighed ånde lettet op.
Mandag skulle Klima-, Miljø- og Teknikudvalget nemlig tage stilling til byggeprojektet, og de valgte at følge flertallet af de knap 600 høringssvar, der er indkommet i høringsfasen.
- Over 90 procent var kritiske over for projektet, og et enigt udvalg står bag at sige, at vi stopper her. Det blev et rungende nej til et hotel på den placering, siger Esben Oddershede, der er formand for udvalget og valgt for Venstre.
Sagsgangen er sådan, at den endelige beslutning går videre til Økonomiudvalget og til sidst kommunalbestyrelsen. Men Esben Oddershede tror ikke, at det vil ændre noget.
- Fagudvalget har sagt nej, så den har ingen chance for at gå igennem.
Der er jo ofte modstand over for forandringer hos befolkningen. Er det ikke jeres ansvar som politikere at skære igennem for, at der sker fremskridt?
- Nogle mente, at det var positivt med flere overnatningsmuligheder i byen og flere turister. Det mangler vi også, og når man går en anelse forsigtigt her, så hænger det nok sammen med det forestående kommunalvalg, siger udvalgsformanden og fortsætter:
- På et tidligt tidspunkt har vi valgt at lytte til borgerne her, og det tror jeg også, at vi skal blive bedre til i andre sammenhænge. For eksempel ved vindmøller, og der kunne vi spare nogle ressourcer.
Forslaget skal behandles af Økonomiudvalget den 24. november og kommunalbestyrelsen den 30. november 2021.