I spil til stor hæder: - Det kunne være rigtig fedt at vinde
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Blot to år efter en alvorlig skade føler 29-årige Frederikke Thøgersen fra Thisted sig helt på toppen af sin fodboldkarriere.
Lørdag aften kan blive en rigtig stor aften for en 29-årig fodboldspiller fra Thisted. Her kan Frederikke Thøgersen ved det store sportsshow i Herning nemlig blive kåret til Årets Spiller i Danmark.
- Det kunne være rigtig fedt at vinde. Det skal jeg ikke lægge skjul på, understreger Frederikke Thøgersen.
Men skulle det nu ikke blive hende, der får prisen som Årets Spiller, er hun også taknemmelig for bare at være blevet nomineret sammen med landsholdskollegerne Amalie Vangsgaard og Pernille Harder. For bare et par år siden havde Thøgersen ikke regnet med at være i så eksklusivt et selskab. Dengang blev hun ramt af en alvorlig korsbåndsskade.
- Jeg er måske det bedste sted nogensinde i min karriere. Jeg har aldrig været bedre, end jeg er lige nu, og det havde jeg ikke forventet, at jeg ville være oven på skaden, fortæller thyboen.
Stor kærlighed til Italien
Hendes drøm om en karriere som professionel fodboldspiller blev født for en del år siden efterhånden hjemme i Thisted. For godt 10 år siden skiftede hun Thisted FC ud med Fortuna Hjørring, hvorefter hun i 2019 skiftede til italienske Fiorentina. Og kærligheden til Italien er så stor, at hun nu spiller i sin tredje klub i støvlelandet, nemlig AS Roma i den italienske hovedstad. Også Inter i Milano står på Thøgersens cv.
- Jeg elsker Italien og er vild med livsstilen. Italienerne flyver lidt op og ned i følelsesregisteret, og det kan man måske umiddelbart godt blive lidt stresset af som dansker. Men jeg har lært at håndtere det, for man skal ikke tage det så tungt. Dagen efter er det glemt, understreger hun.
Hun har lært de klassiske italienske fagter. Både på og udenfor banen.
- Jeg tror, jeg har taget lidt af den italienske kultur til mig. Jeg taler nok lidt mere med hænderne, som de gør hernede. Men jeg er jo ikke italiener. Jeg er stadig thybo, siger hun med et smil.
Bar ligposer ud
Oplevelsen i Firenze står stadig som en ganske særlig oplevelse. Det var nemlig midt under coronapandemien, at Frederikke Thøgersen første gang stiftede bekendtskab med Italien.
- Jeg boede lige ud til en plads, der hedder Piazza della Libertá. Der var telte stillet op, og de bar ligposer ud. Det var virkelig sindssygt, og derefter lukkede det hele ned, og jeg var hjemme i Danmark i et halvt år. Da jeg kom tilbage, var det som om, at der ikke var sket noget. Det var godt nok en vild tid, fortæller Frederikke Thøgersen.
Solen skinner altid i Rom
Hun er nu kun et halvt år inde i sin kontrakt med AS Roma. Og står det til hende, må det gerne blive til mange flere år i Italien.
- Jeg er lige blevet færdig med min uddannelse, og derfor har jeg nu kun fodbolden, der fylder i mit liv. Det er en tilværelse, som jeg virkelig nyder. Jeg føler mig både heldig og privilegeret. Og så skinner solen altid i Rom. Det gør bare noget ved humøret. Det er skønt at bo i Rom, understreger den 29-årige thybo.