Fra ukendt til udsolgt: 2024 er eksploderet for lokal musiker-duo
Foto: Brian Borch Daugaard
Line Gade og Sebastian Igens udgør bandet ROYA
Virale hits og en storm af følgere på sociale medier har givet ROYA sit musikalske gennembrud i 2024.
For den elektroniske pop-duo ROYA har 2024 været noget helt særligt. Faktisk fuldstændig vanvittigt, hvis man spørger dem selv.
- Det har været ÅRET! Skelsættende. Et år man næsten kun turde drømme om, men ikke tro kunne ske, siger den overvældede forsanger Line Gade, der er opvokset i Hurup i Thy. Sebastian Igens supplerer:
- Det er fuldstændig vanvittigt at se tilbage på 2024!, udbryder han.
De sidder i øvelokalet på Klostertorvet midt i Aarhus. Her fra lokalet har Line Gade og Sebastian Igens skrevet og komponeret de sange, som nu bliver lyttet af mennesker fra Australien, England, Tyskland, Alaska og sågar Afrikanske ø-samfund, som de to aarhusianere slet ikke anede fandtes derude i den store verden.
- Vi har altid drømt om, at vores musik ville nå ud til en stor skare, men at det er gået amok på denne her måde, det er både vildt og fantastisk, siger Line Gade.
Større end Medina og Tobias Rahim
Fra lokalet på Klostertorvet har ROYA delt videoer om tilblivelsen af flere af deres sange med sine følgere på de sociale medier, og det var lige præcis her, det hele for alvor gik amok i løbet af 2024.
Prøv at forestil dig lavaudbrud efter lavaudbrud, der kommer efter sådan en eksplosion. Vi skal ikke hjem, vi skal videre.
Line Gade, forsanger i ROYA
På Instagram har musikduoen i skrivende stund over 700.000 følgere - som altså tilbage i januar 2024 kun var små 1400. Også på TikTok har ROYA fået fat, hvor mere end 487.000 er begyndt at kigge med.
Og for lige at sætte tingene i perspektiv, så har ROYA her i udgangen af 2024 dermed over 3,5 gange så mange følgere på Instagram som Tobias Rahim og næsten dobbelt så mange som Medina.
Det er vilde tal, slår Line Gade og Sebastian Igens fast, men de er alligevel stadig ret ydmyge, når det kommer til at måle succesen op imod store danske musikere.
- De er jo ikoner og nogle musikere, vi selv har set op til. Men jeg tror ikke rigtigt, at jeg i maven føler noget kompetitivt ved sammenligningen. Det giver en wow-følelse og taknemmelighed over alt det, der sker for os, siger Sebastian Igens.
De sociale medier har været helt afgørende for gruppens succesfulde år, for efter flere videoer på både Instagram og TikTok gik kloden rundt, så begyndte afspilningerne på Spotify og nye muligheder også at rulle.
Pludselig stod de på en scene i London foran en udsolgt sal og spillede deres musik foran et skrigende publikum.
2024’s vildeste oplevelse ifølge dem begge.
- At turde drømme om at slå igennem i udlandet, det er en stor og tung drøm at skulle løfte i lille Danmark, og nu oplevede vi, at det faktisk ikke er en umulig drøm, konstaterer Line Gade.
Sebastian Igens husker især til sidst i koncerten, at han fik kuldegysninger, da publikum pludselig overdøver deres musik under sangen ‘Cruise’, der indtil nu er bandets største hit med over 19,8 millioner afspilninger på Spotify.
- Det var et vildt øjeblik. Vi mærkede bare en helt særlig samhørighed med folk lige der, siger han.
Stadig helt almindelige og ukendte hjemme i Aarhus
2024 har i sandhed været et år til mindebogen, konstaterer vennerne. I dag kan Line Gade og Sebastian Igens leve af deres musik, og de står et helt andet sted end for et år siden.
Men drømmene slutter ikke her, og et nyt år venter forude med nye drømme, mere musik skal udgives, der venter måske en europaturné lige om hjørnet, og til sommer har flere store festivaler ROYA på plakaten.
Tror I, at 2025 kan slå 2024?
- Ja, svarer de nærmest samstemmigt.
- 2024 har været en eksplosion, men prøv at forestil dig lavaudbrud efter lavaudbrud, der kommer efter sådan en eksplosion. Vi skal ikke hjem, vi skal videre, slår Line Gade fast.
Mens det virale musikliv fortsætter for ROYA, så er private Line Gade og Sebastian Igens dog helt sikre på, at de fortsat skal have hverdagen og dagligdagen hjemme i Aarhus.
Her er de stadig ‘bare’ Line og Sebastian, helt anonyme og ukendte, hvilket passer dem rigtig godt.
- Aarhus er bare hjem. Her er tryghed og ro, og det betyder bare alt, når vi har fart på med musikken. Det føles som hjem, lyder det fra Sebastian Igens.
- Ja, vi ved godt, hvor hjem er, tilføjer Line Gade.