Ekspert om skandaleramt sygehusbyggeri: Derfor gik det galt
Foto: Rebus
De omfattende problemer med budgetoverskridelser og forsinkelser kunne være undgået, hvis man var gået smartere til opgaven, mener lektor.
Det står skidt til med det nye sygehusbyggeri i Aalborg Øst, hvor bygherren på projektet nu har fundet vandpytter 110 steder på det allerede stærkt forsinkede og fordyrede byggeri.
Men det er ikke nødvendigvis håndværkernes skyld, at situationen nu er den, at byggeriet er seks år forsinket og bliver 1,37 milliarder dyrere end det, der oprindeligt var budgetteret med.
Man kunne have valgt at organisere det på en anden måde. Det har man ikke.
Christian Thuesen, lektor
Det mener Christian Thuesen, lektor i byggeledelse på DTU.
- Regionerne er gode til at drive sygehuse, men de har ikke været særlig gode til at gennemføre projekter, fordi de ikke har kompetencerne til at gøre det i denne skala, siger han og refererer til supersygehuset under opførelse i Odense, der står i lignende problemer.
- De her projekter er så store og komplekse, nogle af de mest komplekse, vi overhovedet kan lave. Så hvis man sætter et uerfarent team til det, så har man problemer, siger Christian Thuesen.
Lærer ikke af hinanden
Selvom store entreprenører og rådgivere har været inde over byggeriet fra starten, har man grebet opgaven an helt forkert, lyder det fra Christian Thuesen.
- Problemet er, at man ikke laver ret mange af de projekter, og man ikke deler sin læring på tværs af de her projekter.
- Timingen af supersygehusene er igangsat nogenlunde samtidig landet over. Når du har forskellige teams, der laver noget parallelt, så er det meget svært at lære, siger han og uddyber:
- Vi ved alle, at øvelse gør mester, men vi har haft mange forskellige teams, der har øvet sig lidt i at lave supersygehuse samtidig, så der er ikke en stor læring på tværs af de her projekter.
Foreslår nationalt læringsprogram
Og det er det, der i sidste ende er med til at skabe problemerne med budgetoverskridelser og forsinkelser, er Christian Thuesens vurdering:
- Det kunne man have valgt at organisere på en anden måde. Det har man ikke, fordi vi alle gerne ville have supersygehuse så hurtigt som muligt.
Derfor foreslår han politikerne på Christiansborg at gribe opgaverne med de store, omfattende offentlige byggerier anderledes an fremover:
- Vi bliver nødt til at erkende, at vi ikke er gode nok til at gøre det i dag. Og så bliver vi nødt til at tage det som et udgangspunkt for et nationalt læringsprogram, så vi bedre kan øve os og blive bedre til at gennemføre de her projekter succesfuldt.