Vandpytter på operationsstuer: Nu er der fugtskader og svamperisiko på omstridt sygehusbyggeri
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Region Nordjylland, der står bag det allerede stærkt forsinkede og fordyrede byggeri har ingen anelse om, hvad det betyder af ekstraudgifter.
Som TV2 Nord allerede sidste år kunne afsløre, er der stillestående vand i rørerne i det nye sygehusbyggeri i Aalborg Øst.
Men en ulykke kommer sjældent alene for det skandaleramte byggeri - langt fra.
I dag er Region Nordjylland nok engang ude med dårlige nyheder. Dels bekræfter de TV2 Nords tidligere afsløring med stillestående vand i tre år - på hele 36 kilometer vandrør.
Derudover er der vandpytter på gulvet inde i byggeriet sammen med store plamager af fugt udenpå byggeriets facader.
De er så tydelige, at de kan ses fra gaden, foran det rekordstore byggeri.
Se tidligere interview med direktør for byggeriet, Martin Kjær, om den milliarddyre ekstraregning nederst.
Hundredevis af vandpytter - indenfor
På et stort anlagt pressemøde sidste år blev det offentliggjort at byggeriet - der er det største i Nordjyllands historie - var ramt af så omfattende forsinkelser, at sygehuset først kan tages i brug i 2026.
Det skulle allerede have været i brug i dag.
Regningen bliver også 1,37 milliarder kroner dyrere for skatteborgerne.
De nye, våde problemer er konstateret med 110 helt synlige vandpytter på gulvet. Sygehusbyggeriet stod overfor snart at skulle have maskiner ind, men det er udskudt.
Aner ikke hvad det vil koste
I byggeriet løber i alt 55 kilometer vandrør og i over to tredjedele af dem - 36 kilometer - har vandet ikke bevæget sig i tre år.
Problemet med det er, at det kan opstå bakterier, virus og svamp, når vandet ligger stille - såkaldt mikrobiologisk vækst.
Regionen retter selv skytset videre og har hevet VVS-entreprenøren Bravida og totalrådgiveren Indigo i voldgiften.
Se her, hvordan vandskaderne har dannet skjolder på bygningen.
Derfor afviser regionen at udtale sig om sagen - også hvad der måtte komme af ekstraregninger oveni de 1,4 milliarder, der allerede er varslet - så længe sagen ruller i Voldgiftsnævnet.
Her og nu aner Regionen ikke hvad det vil koste hvis hele vandrørsnettet og facaderne skal udskiftes på det gigantiske byggeri.