Stigende fødevarepriser koster familier 500 kroner om måneden
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Nogle af de varer, der er steget mest i pris, er pasta, olie, smør og kalve- og oksekød.
En gennemsnitlig børnefamilie bruger knap 500 kroner mere om måneden sammenlignet med sidste år som følge af inflationen, skriver Ritzau.
Når dagligvarer kommes indkøbskurven denne tid, skal der graves dybere i pengepungen end sidste år. Og året før det. Inflationen lægger lige nu på sit højeste siden 1984.
Mere præcist er det gennemsnitligt blevet 490 kroner dyrere om måneden for en børnefamilie at handle ind.
Det viser nye beregninger fra Fødevareministeriet.
- Det er dyrere at gå ned og handle, uanset om vi skal købe en pakke smør eller en liter mælk. Det skal ses oveni at folk også har en højere el- og benzinregning. Så det er temmelig krasbørstig, det man oplever, siger fødevareminister Rasmus Prehn (S).
Ministeren påpeger dog, at det er muligt at spare penge, hvis man begrænser madspild, spiser mere grønt og følger kostrådene.
- Reducerer man for eksempel mængden af kød, er det rigtig godt for klima og sundhed, men de månedlige omkostninger bliver også reduceret, lydet det fra fødevarerministeren.
En børnefamilie smider i gennemsnit ud, hvad der svarer til 60 måltider om året. Det skriver Ritzau tirsdag.
- Hvis man planlægger sin madlavning noget mere og får brugt de råvarer, man har, frem for at smide dem ud, så er det også penge at spare, siger Rasmus Prehn om madspild.
Kød er dyrest
Grøntsager og ris er nogle af de varer, der er steget mindst i pris, mens varer som pasta, olie, smør og kalve- og oksekød er steget mest.
Ifølge Ritzau, er de varegrupper, der er steget mest, også dem, som Fødevareministeriet anbefaler, at man spiser mindre af.
- Spis i stedet nogle gulerødder eller grøntsager i det hele taget, og linser og bønner. Det er også billigere, siger fødevareministeren.
Ministeren vil ifølge pressemeddelelsen igangsætte et arbejde for at undersøge, om der er andre forslag og idéer til, hvordan forbrugerne kan tackle de stigende fødevarepriser.
- Det er op til folk selv at beslutte, hvad man vil. Vi kan bare se, at de stigende priser gør avs hos den enkelte forbruger, siger han.