Specialbørnelæge med skarp kritik: - Forkasteligt at børnepsykiatrien lader så mange børn i nød
En specialbørnelæge fra Brønderslev er vred. Hun mener, at regionen svigter mange børn, der har brug for en diagnose. Det seneste år er 80 børn blevet henvist til hende, efter børnepsykiatrien i regionen har afvist at udrede dem.
- Jeg synes ikke, det er fair, at man som forælder skal så langt ned, før der er nogen, der lytter til én.
Sådan siger Tina Winther fra Aalborg, der i tre år har kæmpet for at få sin 10-årig søn Patrick udredt for ADHD. Hun har længe mistænkt, at han har diagnosen.
- Jeg vi jo gerne have be- eller afkræftet om min dreng har ADHD eller ej, så han kan få den rigtige hjælp, siger hun.
Både Patricks far og søster har ADHD, og da Patrick har haft problemer i skolen, har koncentrationsbesvær og har været udadreagerende, vil Tina Winther gerne have ham udredt.
Men det er ikke helt så let for hende at få hendes yngste barn udredt, som datteren, der er et år ældre og fik diagnosen før 2017.
For i starten af 2017 trådte en ny regel i kraft, som regionsrådet havde besluttet. Fremover skulle det kun være regionens børnepsykiatri, der kunne udrede børn for ADHD.
Det betød altså, at almindelige børnelæger, der ellers var godkendt af Sundhedsstyrelsen, ikke længere måtte udrede børnene - med mindre de blev henvist på grund af eksempelvis mistrivsel.
Børnene bliver i stort omfang afvist i børnepsykiatrien.
Specialbørnelæge, Karen Tilma.
Og det har været svært – faktisk umuligt – for Tina Winther at få sønnen til udredning hos børnepsykiatrien.
Først henviste drengens praktiserende læge til børnepsykiatrien, så han kunne blev udredt. Det afviste de uden at se familien.
- Vi har så brugt tre år på at rende til møder på skolen og prøve nye tiltag. Og så kontakter jeg ligesom selv PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, kommunalt ansatte, red.), for der må jo være nogen, der kan gøre noget, forklarer moren.
De igangsætter en undersøgelse af Patrick. Og selvom det blev vurderet, at der nok var noget med Patrick, mente man ikke det var i forhold til skolen, at det var et problem, og derfor blev det vurderet, at der ikke var nok til at indstille ham til børnepsykiatrien.
Mange familier i samme klemme
Det var endnu et nederlag for Tina Winther, at hverken skolen eller lægen kunne hjælpe, så hun kunne få sin dreng undersøgt for ADHD.
- Det har været opslidende. Meget opslidende. Jeg har været ved at gå ned med flaget rigtig mange gange, men jeg er stadig alenemor til to, så jeg må jo kæmpe til den bitre ende – for ellers er det jo på bekostning af mine børn, siger hun.
I en periode har hun endda været væk fra arbejdsmarkedet for at få en hverdag til at hænge sammen.
Specialist: Mange børn bliver afvist
Desværre er Tina Winther og sønnen Patricks historie ikke enestående.
Specialbørnelæge Karen Tilma bliver hver uge kontaktet af familier, der er helt i knæ efter flere måneder og ofte år, hvor de ikke har kunnet få deres børn undersøgt for blandt andet ADHD.
- Det, der er problemet for rigtig mange børn i Region Nordjylland, er, at de har alvorlige børnepsykiatriske lidelser, som påvirker både dem og familien meget alvorligt, og de bliver i stort omfang afvist i børnepsykiatrien, siger hun.
Da hun fortæller det, bliver hun rød i kinderne og taler hurtigt. Der er ikke tvivl om, at børnelægen er harm. Hun mener, at det, der sker lige nu, er sundhedsfagligt uforsvarligt.
Det seneste år har jeg fået 80 børn henvist, der alle er blevet afvist af børnepsykiatrien.
Specialbørnelæge, Karen Tilma.
- Der er omfattende dokumentation for, at rigtig mange af de her børn, der ikke bliver udredt for eksempelvis ADHD har langt større risiko for at blive stofmisbrugere, kriminelle, og dødeligheden er dobbelt så stor blandt dem, og også sygeligheden er dobbelt så stor som ved andre børn, siger hun.
Forud for TV2 Nords besøg har hun gennemgået sine patientjournaler.
- Det seneste år eller måske 14 måneder har jeg fået 80 børn henvist med mange forskellige diagnoser. Her viser det sig, at de alle sammen er blevet afvist af børnepsykiatrien. Langt de fleste af dem har ADHD, forklarer hun.
De børn har hun fået henvist fra børnenes egne læger, der har henvist dem på grund af mistrivsel, at de ikke kommer i skole, tegn på selvskade – og hun fortæller også om et tilfælde med selvmordstanker.
Hun er utilfreds med børnepsykiatriens indsats.
- Jeg tror ikke, jeg har ord til at beskrive, hvor forkasteligt det er, at lade så mange børn i nød uden i det mindste at have mødt dem eller forældrene bare én gang.