Socialdemokratiet vil give 15 milliarder til ældre sygehuse – men regionsrådsformand vil hellere bruge dem på supersygehus
Foto: Anne Christensen, TV2 Nord
Socialdemokratiet vil i et nyt udspil over ti år bruge 15 milliarder kroner på at modernisere de ældre hospitaler.
En række sygehuse i Nordjylland trænger til en kærlig hånd, hvis de skal være helt på niveau med andre sygehuse i landsdelen.
Det vil Socialdemokratiet i et nyt udspil sørge for at de kan komme. Henover en ti-årig periode vil de give regionerne 15 milliarder kroner til at modernisere de ældre sygehuse. Pengene hilser de velkomne i Region Nordjylland, for de er altid glade for, når der bliver investeret i sundhedsvæsenet, men at pengene skal bruges specifikt til ældre sygehuse, mener formanden for Region Nordjylland ikke er en god idé.
- Fra Nordjyllands side har vi mange udfordringer og specielt ét er større end noget andet – vores supersygehus. Vi mangler jo desværre over én milliard kroner i finansiering til supersygehuset, og derfor vil jeg også håbe på, at man fra Christiansborg vil se på at lade regionerne prioritere selv, siger Mads Duedahl (V), der også slår fast, at det er rart, at der er fokus på de nedslidte hospitaler.
Øremærkes til gamle sygehuse
Selvom Mads Duedahl gerne så, at regionerne selv kunne bestemme over pengene, så er det ikke det, der er lagt op til. I udspillet hedder det nemlig at pengene skal øremærkes nedslidte og gamle sygehuse.
- Selvom det kan være nødvendigt at investere i det besåtende og bringe det up to date, så er det også nogle gange vigtigt for os at rive noget ned og bygge noget nyt, og det er der desværre ikke mulighed for med den her pulje penge, som jeg forstår det, siger Mads Duedahl og fortsætter:
- Jeg synes, at det er en ærgerlig Christiansborg-tankegang, at vi laver puljer, og så skal vi bruge til, kræfter og bureaukrati på at ansøge den pulje. Det ville være bedre, hvis de sendte pengene ud til regionsrådene, for jeg mener, at vi ved bedst, hvor skoen den trykker, siger han.
Forfejlet at bruge alle penge på gamle sygehuse
Regionsrådsformanden vurderer, at ud fra den samlede pakke på 15 milliarder kroner over ti år, så vil Region Nordjylland få gavn af cirka 1,5 milliarder kroner, og det mener Mads Duedahl, at man vil kunne komme rigtig langt for, men han synes, at det er helt forfejlet at bruge alle pengene på gamle bygninger, når det nye supersygehus er skredet voldsomt i budgettet, så regionen mangler omkring én milliard kroner.
- Jeg tænker, at det vil være klogest at få lukket det store hul, der er i forhold til supersygehuset, og så kan vi se frem ad og ligge planer for alle de andre sygehuse derefter, siger Mads Duedahl.