Opråb til regionen: - Færre akutberedskaber kan have fatale konsekvenser
I Jammerbugt tilslutter Ældresagen sig bekymringen for, hvad færre akutberedskaber kommer til at betyde for kommunens ældre borgere.
Op mod fire beredskaber kan blive taget ud af driften hver dag ved sygdom i Region Nordjylland.
Det fortalte TV2 Nord i går, hvor Ældrerådet i Vesthimmerlands Kommune fortalte om utryghed for, at det kommer til at gå ud over især de ældre i kommunen.
Et merforbrug på fire millioner kroner er årsagen til, at man nu skal spare hos Den Præhospitale Virksomhed, som blandt andet står for ambulancekørslen i det meste af regionen.
Også i Jammerbugt er Ældresagens formand for kontaktudvalget bekymret for, hvad det kommer til at betyde for kommunens ældre borgere, der oftere kan have brug for akutberedskabet.
- Så frygter jeg selvfølgelig på vores ældre medborgeres vegne. Men jeg frygter også for borgernes vegne generelt i Jammerbugt og på de mange gæster - turister - som vi har i øjeblikket, siger Lars Holt, der er formand for kontaktudvalget hos Ældresagen i Jammerbugt.
Frygter for yderområderne
Nogle af de enheder, der kan blive sparet på i det daglige beredskab, er akutbilerne i Farsø, Hals og Brovst.
- Det første jeg tænker, det er, at når man snakker i Region Nordjylland, så taler man rigtig meget om lighed i sundhed. Så undrer det mig, at når man så skal lave den tilpasning - og det har jeg respekt for, at man skal - men at man peger i den retning, hvor man i forvejen er udfordret, siger Lars Holt.
Opfylder de fleste mål
Fra regionsrådets side forsikres der om, at de færre akutberedskaber ikke kommer til at betyde forringelser for borgerne.
- Det er ikke beredskaberne, der afgør servicemålene. Det er, hvor hurtigt ambulancerne og akutbilerne når frem, fortæller Mogens Nørgård (S), der er anden næstformand i regionsrådet.
Den samlede gennemsnitlige responstid for første akutberedskab på stedet ligger for juli måned indtil videre lige på kanten af ni minutter.
- Indtil videre ser vores servicemål ganske udmærket ud. Vi opfylder på de fleste parametre vores servicemål, og vi er kun nogle ganske få promiller fra at ramme det på den hurtige udrykning.
DEN BEREGNEDE SERVICEMÅLSOPFYLDELSE:
Den beregnede servicemålsopfyldelse per 13. juli 2023 for første vogn på stedet er:
10 minutter: 66,7 procent. Målet er 67 procent
15 minutter: 90,4 procent. Målet er 90 procent
20 minutter: 98,1 procent. Målet er 97 procent
Længere køretid
Lars Holt frygter, at der bliver længere responstid, når akutbilen i Brovst står stille.
- Så betyder det, at der skal rekvireres biler fra naboområder. Alt andet lige betyder det jo yderligere køretid, siger han.
Derfor har han en appel til politikerne:
- Når vi ser på Jammerbugt, så er det jo i forvejen et af de steder, hvor der er udfordringer. Jeg håber, at man kigger på det og følger det nøje. Hvis man holder fast i, at man vil gøre det, så må man meget hurtigt følge op på det, siger han og fortsætter:
- Men jeg gentager: Jeg synes, man skal kigge i den retning, hvor man har et serviceniveau i den høje ende, i stedet for at tage i den ende, hvor der i forvejen er udfordringer.
Se hele indslaget herunder: