Nyt i sag om hærværk mod biler: 21-årig anholdt
Gerningsmand er en gammel kending af politiet.
En 21-årig mand fra Jerslev er anholdt torsdag klokken 08.04 i forbindelse med den hærværksbølge, der har været de sidste tre dage, hvor utallige personbiler har fået smadret ruder og stjålet genstande som solbriller, tasker, energidrikke og benzinkort.
Manden er i forvejen kendt af politiet, fortæller Anders Nielsen fra Lokalpolitiet i Himmerland.
Den 21-årige er nu i politiets varetægt.
Politiet formoder, at der er mindst to gerningsmænd, har vagtchef fra Nordjyllands Politi, Jess Falberg fortalt til TV2 Nord.
Stukket af fra flere gerningssteder
To gange er gerningsmændene blevet overrasket af forbipasserende, som har lavet en anmeldelse til politiet.
Første gang har været på en rasteplads i Haverslev natten til onsdag. Senest fik bagmændene sig også noget af en overraskelse natten til torsdag, da de igen blev opdaget.
- Anmelderen kører ind på pendlerpladsen. Så ser han en mand, der står ved en bil med en smadret rude, som har hånden inde i bilen. Og da han så ser anmelderen, hopper han ind på passagersædet i den her sølvgrå bil og kører væk, har Jess Falberg oplyst.
Gerningsmændene har slået til fem gange i alt på forskellige rastepladser i Nordjylland.