Nu begynder Region Nordjylland at køre ud med vaccinerne
Foto: Lars Horn, Baghuset
Fredag påbegynder Region Nordjylland en særlig indsats, der ved hjælp af udkørende vaccinationsteams skal få flere unge til at blive vaccineret.
Fra fredag begynder Region Nordjylland med udkørende vaccinationsteams, der skal sikre, at det bliver nemmere for nordjyderne at lade sig vaccinere mod corona.
Det oplyser Region Nordjylland onsdag.
Selvom 88,6 procent af de inviterede nordjyder har fået første stik, og 82,8 procent har fået andet stik, ønsker regionen at yde en særlig indsats for at komme tæt på især de unge, hvor tilslutningen til vaccination er lavere end den ældre del af befolkningen.
Indsatsen begynder på SOSU Nord i Aalborg
Det udkørende vacciationsteam sætter ind på uddannelsesstederne fra fredag, hvor det er muligt for studerende på SOSU Nord, HF & VUC Nord, Aalborg City Gymnasium og AUX at blive vaccineret på SOSU Nord.
- Vi har haft et stort ønske om at kunne tilbyde vaccination på SOSU Nord, fordi vi har oplevet flere smittetilfælde, og vores oplevelse er, at nogle af de studerende endnu ikke er i gang med vaccination eller er færdigvaccinerede. Så vi vil gerne gøre det nemt for dem at starte vaccination, og så håber vi på, at vi kan holde smitten nede og få færrest mulige forstyrrelser i undervisningen, siger Lene Kvist, direktør på SOSU Nord.
Alle uddannelsesinstitutioner vil blive kontaktet af Region Nordjylland med henblik på at lave et samarbejde om et lokalt vaccinationstilbud. Ifølge chefkonsulent i Region Nordjylland arbejder man på, at lokalbefolkningen også skal kunne gøre brug af de udkørende vaccinationsteams.