Nordjyske apoteker åbner for 3. vaccinestik
Foto: TV2 Nord
Hvornår man kan revaccineres afhænger af, hvornår man fik andet stik.
Fra mandag er en række apoteker i Nordjylland klar til at give det såkaldte "boosterstik" med corona-vaccinen.
Nålene er pakket og klar til at dele stik ud til nordjyderne - fra i dag, mandag, kan 15 apoteker i Nordjylland kan nu vaccinere mod coronavirus.
Det sker efter, at Region Nordjylland har indgået en aftale med Apotekernes Vaccinationsservice (Apovac).
Flere får dermed mulighed for at blive vaccineret tættere på eget hjem.
- Det er godt, at apotekerne nu også kan hjælpe i indsatsen med at få givet så mange tredje stik, som det overhovedet er muligt – hurtigst muligt. Apotekerne har erfaringen og ekspertisen, så det er oplagt, at de nu også deltager i vaccinationsindsatsen, sagde chefkonsulent i Sundhedsplanlægning i Region Nordjylland, Anders Cinicola, i fredags til TV2 Nord.
HER KAN DU BLIVE VACCINERET PÅ APOTEKET
Aalborg Kommune:
- Aalborg Budolfi Apotek
- Aalborg Vejgaard Apotek
- Aalborg Aalborghus Apotek
- Solsidens Apotek
- Aalborg Nørresundby Apotek
- Vodskov Apotek
Jammerbugt Kommune
- Aabybro Apotek
Frederikshavn Kommune
- Frederikshavn Svane Apotek
- Sæby Apotek
Mariagerfjord Kommune
- Apoteket Fyrkat
- Mariager Apotek
- Hadsund Apotek
Vesthimmerlands kommune
- Aars Apotek
- Aalestrup Apotek
- Farsø Apotek
I det nye år kommer flere apoteker med i ordningen. Fra uge et tilbyder disse apoteker også 3. stik: Hurup Apotek, Nykøbing Mors Sct. Clemens, Brovst Apotek, Løkken Apotek, Pandrup Apotek, Aalborg Storcenter Apotek, Svenstrup Apotek
Kæmpestor opgave
Mange er ivrige efter at få det tredje stik så hurtigt som muligt, fordi juleaften banker på. En aften og en tid som traditionelt byder på samvær med familien.
Ifølge direktør i Apovac, Bjarne Kalø, er det en kæmpestor opgave, som samfundet står over for, når så mange skal vaccineres på samme tid.
- Det er klart, at apotekerne gerne hjælper til. Apotekernes medarbejdere har allerede stor erfaring med at vaccinere - og mange borgere har god erfaring med at blive vaccineret på apoteket, lød det fra direktøren, da aftalen med regionen var landet.
- Apotekerne er tæt på borgerne, og vi håber, at den lette tilgængelighed er med til at sikre, at flere bliver vaccineret. På den måde kan vi være med til at understøtte Region Nordjyllands vaccinationsindsats.
Hvornår kan du blive revaccineret?
I Danmark har myndighederne fra 13. december åbnet op for, at alle over 18 år kan få tredje vaccinestik med corona-vaccinen. Hvornår man kan revaccineres afhænger dog af, hvornår man fik andet stik.
Sundhedsstyrelsen har meldt ud, at danskere over 40 år kan få tredje stik fire en halv måned efter anden vaccinedosis. Personer under 40 år vil få tilbudt en tredje vaccinedosis fem en halv måned efter anden vaccination.
Det er frivilligt at lade sig vaccinere, og man kan holde sig orienteret om mulighederne for at blive vaccineret på vaccinationscentre, hos praktiserende læger og apoteker på Region Nordyllands hjemmeside.