Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Mange mænd bliver udsat for vold af deres kæreste – men de får ikke den rette hjælp

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

De seneste år er der kommet stort fokus på kvinder, der er udsat for vold. Men faktisk lever også mange mænd med psykisk og fysisk vold begået af deres kæreste eller et familiemedlem.

Hvert år flygter 400 mænd på et krisecenter eller herberg for at slippe væk fra den vold, de oplever i hjemmet. Men loven sikrer ikke mændene nok beskyttelse, mener Mandecentret Aalborg.

Hun kradser og bider ham og skubber ham ned ad trappen. Hun snitter ham med en kniv eller saks – og forbyder ham at se sin familie og venner. Hun vil vide præcis, hvor han kører hen. Og så ydmyger hun ham foran andre.

Fortællingerne om vold mod mænd er mange, oplever landets krisecentre for mænd. Men ofte er volden forbundet med tabu, og derfor tøver mange mænd med at anmelde den og søge hjælp.

'Jeg skal være sej, fordi jeg er en mand’. Sådan tænker mange mænd og er bange for at blive opfattet, som om de piver

Rikke Marie Underbjerg, forstander, Mandecentret Aalborg

Først nu bliver der med en ny rapport fra foreningen Lev Uden Vold sat tal på, hvor mange mænd der må søge væk fra deres hjem, fordi de bliver udsat for vold af enten deres nuværende partner, ekspartner eller et familiemedlem.

På landsplan gælder det for omkring 400 mænd. I Nordjylland tager Mandecentret Aalborg imod mændene.

- De er endt i samme voldsspiral som kvinder, der rammes af vold i hjemmet: Det starter med social kontrol og bliver så til en dysfunktionalitet og psykisk vold – og så eskalerer det derfra. For når manden ’accepterer’ dén vold, går det over til at blive fysisk, fortæller forstander Rikke Marie Underbjerg.

Tarzan-syndrom spænder ben

På Mandecentret i Aalborg har man oplevet en stor stigning i antallet af voldsramte mænd. I 2021 tog man imod 291 mænd. Det er knap 60 procent flere end året før – i 2020 havde 182 nordjyske mænd brug for hjælp.

En anden aktuel, landsdækkende undersøgelse bekræfter de dystre tal. VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd har for Mary Fonden lavet en rundspørge blandt danskerne, der viser, at mere end halvdelen (57 procent) af de adspurgte har et personligt kendskab til partnervold.

Enten fordi de selv er ofret, gerningsmanden eller er tæt på én, der oplever det.

Og her har 12 procent af mændene været udsat for fysisk, psykisk eller seksuel partnervold mindst én gang siden 15-årsalderen. For kvinder er tallet 29 procent.

Men mændenes tal er i virkeligheden endnu højere, vurderer Mandecentret Aalborg. Fordi det er et stort tabu for mændene at indrømme, hvis de bliver tæsket, ydmyget og forfulgt.

- De føler sig krænket, men de accepterer det og taler ikke om det. Manden står meget ensomt tilbage med det, de taler ikke med vennerne om det, så de får ikke den spejling, hvor andre siger til dem: Du skal ud af det her. Men det rammer mændene lige så meget som kvinderne. De snakker bare ikke om det, fortæller forstander Rikke Marie Underbjerg.

Hun møder især ’Tarzan-komplekset’ hos mange af de mænd, der søger hjælp på hendes center.

- Tarzan-komplekset handler om, at ’jeg skal være sej, fordi jeg er en mand’, så de har selv fordomme omkring, at en rigtig mand ikke piver. De skal være ham, der har styr på det, men når de så mister kontrollen ved at blive udsat for vold, kan de ikke rumme det og ender i selvmordstanker. ’Jeg kan ikke handle på at ændre min situation – så kan jeg i det mindste handle på mit eget selvmord’, fortæller Rikke Marie Underbjerg om mændenes tankegang.

Center mangler redskaber for at kunne hjælpe

Rent lovgivningsmæssigt har voldsudsatte mænd og kvinder forskellige rettigheder alene i kraft af deres køn.

Mænd får hjælp på landets krisecentre og herberger via Servicelovens § 110. Den fokuserer primært på at finde en bolig til manden, for den er oprindeligt designet til hjemløse mænd. Men et nyt hjem er sjældent førsteprioritet for en mand i krise.

- Lovgivningsmæssigt er det lejligheden først, men følelserne burde komme før. Mange af de mænd som vi møder har brug for et koordineret forløb med en psykolog og sagsbehandler – ligesom kvinderne får det, mener forstanderen på Mandecentret Aalborg.

Det rammer mændene lige så meget som kvinderne. De snakker bare ikke om det

Rikke Marie Underbjerg, forstander, Mandecentret Aalborg

Kvinder, der udsættes for vold i hjemmet, får hjælp efter Servicelovens § 109. Den giver dem ophold på et krisecenter sammen med deres børn, hvor de kan få psykologhjælp og koordineret støtte til bl.a. bolig, økonomi, arbejde, skole, daginstitutioner og sundhedsvæsen.

Men står det til landets krisecentre, gav Social- og Ældreministeriet dem lov til at bruge samme paragraf til mændene.

- For os er det vigtigste at der sker en principiel anerkendelse og ligestilling af mænd og kvinders voldsudsathed i lovgivningen, og det skal gerne ske nu. Vold i hjemmet er og skal altid være forkert – uanset om det er manden eller kvinden, der er udøver eller udsat. Ved at anerkende mændenes behov for hjælp i lovgivningen sender vi også mænd et signal om at det er okay at indrømme, at de bliver udsat for vold, siger Rikke Marie Underbjerg – og sender en opfordring til Social- og Ældreministeriet:

Vi forventer at den nye viden, som er bestilt af social- og ældreministeriet og udført af Lev Uden Vold er vidensgrundlag nok til at få en afslutning på den diskrimination vi oplever i lovgivningen lige nu. 

Udvalgte resultater fra undersøgelsen

  • Undersøgelsen estimerer, at omkring 400 mænd årligt tager ophold på herberger og mandekrisecentre som følge af at have været udsat for vold i nære relationer. I alt 305 mænd har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen.

  • Foruden de 39 mænd, hvor volden er årsag til deres ophold, er der yderligere 113 mænd, der angiver, at de har været udsat for handlinger, der kan defineres som vold i nære relationer.

  • Tager vi højde for overrepræsentationen af tilbud, der har fokus på vold i nære relationer, svarer dette til, at 46 procent. af mænd, indskrevet på herberger eller mandekrisecentre har været udsat for vold i nære relationer det seneste år.

  • Ser vi på de mænd, der angiver, at de har været udsat for vold i nære relationer, så har 94 procent. af dem været udsat for psykiske voldshandlinger, 43 procent har været udsat for fysiske voldshandlinger og 22 pct. været udsat for seksualiserede voldshandlinger.

  • Gennemsnitsalderen for de voldsudsatte mænd er signifikant lavere end for de øvrige mænd på botilbuddene. For mænd, som angiver vold som en årsag til opholdet, er gennemsnitsalderen 36 år. For de mænd, der ikke har været udsat for vold, er gennemsnitsalderen 44 år.

Kilde: Lev Uden Vold


Se billederne: Elefanter æres i enkeltstående juleudstilling

Juleustillingen vil kun være at finde i år.

Tilbage i oktober i år var det slut med elefanter i Aalborg Zoo efter knap 70 år.

Det berørte både de ansatte i haven, men også havens gæster var berørte af det.

- Vi har kun fået positiv responds. Folk har haft medfølelse, været kede af det og haft stor forståelse for det. Der har været stor opbakning, og folk har sendt breve og blomster, forklarer vicedirektør for Aalborg Zoo, Pia Nielsen.

Aflivningen af havens eneste elefanter betød også, at elefantanlægget ville stå tomt, under dette års Jul i Zoo.

- Det, syntes vi alle, ville være ærgerligt. Vi ville gerne hylde vores elefanter, og derfor er der nu lavet en smuk juleskov, hvor julemanden kan holde til, forklarer vicedirektøren.

- Det har haft stor betydning for de ansatte, fordi elefanterne netop har haft så stor betydning for os i alle de år. Derfor fortjente de også en pæn afsked, så den er faldet i god jord, den her udstilling, tilføjer hun.

'Enkeltstående mulighed'

Juleudstillingen er dog kun midlertidig, og derfor går overvejelserne fortsat på, hvad elefanternes areal i stedet skal bruges til.     

- Vi er ikke kommet noget nærmere, men det er klart, at det er noget, som vi kigger ind i. Det ender med at blive noget af en større plan, hvordan vi får inddraget så stort et område i haven, siger Pia Nielsen, der tilføjer.

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord
Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord
Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord
Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

- Så det er en enkeltstående mulighed at møde julemanden derinde, det kommer ikke til at foregå derinde igen, det vil jeg godt garantere.

Derfor håber vicedirektøren også på at se så mange gæster så muligt i elefanthuset.

- Vi håber på at se mange gæster, der har lyst til at komme og se, hvad vi har lavet til ære for vores elefanter, afslutter hun.


Tog en halv million fra Kunsten: Nu er der ny retssag på vej

Det vides endnu ikke, hvornår byretten tager stilling til den nye stævning.

Tilbage i 2021 tiltrak kunstneren Jens Haaning sig en hel del opmærksomhed sammen med Kunsten i Aalborg, efter han var blevet booket til at lave et kunstværk for museet.

Det var dog to tomme billedrammer, som museet blev spist af med og overskriften "Take the money and run" (Tag pengene og løb, red.). I stedet havde Jens Haaning nemlig taget de 532.000 kroner selv.

Det udløste senere en retssag, hvor Kunsten i Aalborg i september sidste år fik medhold i, at Haaning skulle betale næsten en halv million kroner tilbage til museet, efter at museet havde lånt ham pengene.

Striden mellem de to parter endte dog i maj i år, da et forlig blev indgået, efter Den Obelske Familiefond løste den 'gordisk knude', som Kunstens direktør, Lasse Andersson dengang kaldet det.

Ny retssag i vente

Nu vækkes hele sagen dog igen til live i en ny retssag, efter kunstneren Jens Haaning har stævnet billedbureauet Ritzau Scanpix med et krav om betaling af 687.000 kroner plus renter.

Det skriver Ritzau.

Stævningen skyldes, at en fotograf fra bureauet besøgte den omdiskuterede udstilling på Kunsten i Aalborg i efteråret 2021 og tog billeder af de tomme billedrammer, der indgik i værket ifølge Jens Haaning.

Billederne blev efterfølgende solgt til bureauets mediekunder, hvilket er en krænkelse af kunstnerens ophavsret, hævdes det i stævningen.

Ritzau afviser dog selv at have gengivet et beskyttet værk, og det vides endnu ikke, hvornår byretten tager stilling.

Det er blandt andet billedet her, der er skyld i stævningen fra Jens Haaning. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Markant vejrskifte på vej: Sådan rammes Nordjylland

Foto: Øyvind Bertel Fabricius Holm / Privatfoto

Snart vil alt sneen smelt, når både et regnvejr og stigende temperaturer skal op over Danmark.

Inden weekenden er omme kan temperaturen være steget 23 grader.

Danmark er lørdag morgen stået op til endnu en kølig morgenstund – lokalt under seks graders frost.

Det kolde og stedvis snerige vintervejr bliver der imidlertid sat en stopper for, når et frontsystem med et stort regnvejr skal passere landet fra lørdag aften.

Herefter pumpes der usædvanlig varm luft for årstiden op over landet.

Her får du et overblik over det kommende vejrskifte og til sidst weekendens detalje.

Køligt, men pænt lørdagsvejr

Enkelte slud- og snebyger kan forekomme, men ellers er der udsigt til en pæn lørdag med tørvejr og særligt først på dagen nogen eller en del sol.

Efter en frostkold morgen flere steder, stiger temperaturen i løbet af dagen til mellem to og fem grader.

Fra sidst på formiddagen begynder flere skyer at trække op over landet fra sydvest, hvilket varsler det kommende regnvejr.

rognose lørdag eftermiddag. Efterhånden mere skyet fra sydvest. Op mellem to og fem grader. Foto: TV2 Vejret

Udbredt regn og slud

Ved 18-tiden holder det endnu tørt de fleste steder, men længst mod sydvest er de første regndråber begyndt at falde.

Som aftenen skrider frem, breder der sig et område med regn og slud op over det meste af landet. Ved midnatstid er det kun Bornholm, hvor det endnu holder tørt.

I første omgang er der størst mulighed for lidt hvidt i luften i form af slud ned gennem det centrale Jylland. Her vil temperaturen også falde til lige over frysepunktet.

Prognose lørdag aften. Udbredt regn og slud. Foto: TV2 Vejret

I løbet af natten bevæger nedbørsområdet sig videre østover, så der også bliver chance for slud i de østlige dele af landet.

Nedbøren forventes at nå Bornholm omkring klokken 2.

Regn og slud når knap nok at slippe landet, før nye forsyninger med regn ankommer. Derfor vil de fleste danskere stå op til silende regn søndag morgen.

Prognose søndag morgen. Våd start på dagen. Foto: TV2 Vejret

Regnvejret forventes at stå på gennem hele morgenen og formiddagen.

Først fra søndag middag bliver der efterhånden mulighed for opholdsvejr – til en start over de vestlige dele af landet.

Sammenlagt kan der falde op mellem 10 og 25 millimeter regn, inden weekenden er omme. Mest i det sydlige Jylland og på Sydfyn.

Søndag eftermiddag vil det fortsat regne mod nord og øst. Foto: TV2 Vejret

I forbindelse med regnvejret stiger temperaturen betydeligt. Temperaturen vil generelt toppe mellem 10 og 13 graders varme.

Til sammenligning er den gennemsnitlige maksimumtemperatur i november på 7,6 grader. Dermed er det meget varme vinde, der blæser op over landet fra søndag.

Weekendens detalje

Natten til lørdag faldt temperaturen til 10,4 graders frost ved Billund. I samme by er der udsigt til op imod 13 graders varme søndag.

Dermed stiger temperaturen med omkring 23 grader på under to døgn.


Hus stod i flammer: Natten til lørdag mistede 64-årig kvinde alt

Den 64-årig kvinde er blevet sigtet for at have overtrådt beredskabsloven for uforsigtig omgang med ild.

Klokken 3.17 natten til lørdag blev både politi og brandvæsen tilkaldt til en adresse i Østervrå, hvor et hus stod i flammer.

- Det var en frivillig brandmand, der ringede, og huset var helt overtændt, da vi ankommer, forklarer vagtchef ved Nordjyllands Politi Christian Tilsted.

Huset tilhørte en 64-årige kvinde, der kom ud af huset ved egen hjælp, hun måtte dog ifølge vagtchefen til tjek på sygehuset for røgforgiftning.

Kvindens hund kunne man dog ikke finde, og derfor formoder politiet, at den er død.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Kvinden sigtet

Årsagen til branden var ifølge vagtchefen, at et stearinlys i vindueskammen havde taget fat i nogle planter, hvilket endte med at sprede sig.

- Man endte med at lave en kontrolleret nedbrænding, så der er kun brandtomt tilbage forklarer vagtchefen.

Den 64-årig kvinde er derfor blevet sigtet for at have overtrådt beredskabsloven for uforsigtig omgang med ild.

- Det er standard, påpeger vagtchefen og tilføjer.

- Når man vil bruge ild, er man nødt til at sørge for, at det ikke spreder sig.


Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling. Kom med indenfor i videoen herover.