Batter pengene overhovedet? - Langt fra nok, men et skridt på vejen
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Hos politikkerne tror de på, at løftet er nok, selvom der er blevet sparet i de seneste år. Et smertensbarn har været psykiatrien - det får nu et løft på 12 millioner kroner, men er det overhovedet nok?
Mandag udkom Psykiatrifonden med tal for, at tilstandene i børne- og ungdomspsykiatrien er meget grelle.
Faktisk blev hele 77 procent af børn og unge i Region Nordjylland udredt udenfor de lovbestemte dage, men der kan være håb på vej til psykiatrien i Nordjylland.
Der er nemlig i det netop indgåede budgetforlig for regionen afsat 12 millioner kroner til området. Men er det nok penge til at redde området?
- Jeg tror, det er langt fra nok. Men det er et skridt på vejen. Det handler jo ikke udelukkende om penge - det handler også om, at vi ikke altid har den kapacitet, der skal til. At vi ikke har læger nok, siger Lene Linnemann, medlem af Region Nordjylland for SF, og fortsætter:
- Men det her er en god hjælp, og der er rigtig mange gode tiltag fra psykiatrien. De har nogle rigtig gode forslag til forbedringer, som vi nu kan sætte i gang på grund af de her 12 millioner kroner.
Mads Duedahl (V), regionsrådsformand i Region Nordjylland, er enig i, at det er et skridt på vejen.
- Vi må jo indrømme at sige, at der er meget pres på det danske sundhedsvæsen. Men specielt børne - og ungdomspsykiatrien er under et enormt pres. Men her den anden dag fik vi jo en fantastisk donation - en historisk høj donation til børne - og ungdomspsykiatrien - på i alt 180 millioner over de kommende år. Og ved siden af nu, det investerer vi nu 12 mio. ekstra om året, siger han og fortsætter:
- Og det kommer til at gøre en forskel. I forhold til at kunne få ventelisterne bragt ned, men også i forhold til at gøre noget tidligt. Særligt forbyggende i forhold til børn og unge, der har det skidt, der er i mistrivsel, der desværre ender i psykiatrien. Måske vi kunne hjælpe dem lidt tidligere, så de ikke ender der i deres liv.
Smertensbarn
De 180 millioner, regionsrådsformanden taler om, kommer fra Novo Nordisk Fonden og Det Obelske Familiefond. Her er pengene doneret til et femårigt projekt, som skal komme med konkrete løsninger på, hvordan man kan nå målsætningerne på det børne- og ungdomspsykiatriske område.
Mads Duedahl erkender dog også, at man har haft de dårlige præstationer på det psykiatriske område i tankerne, da budgettet blev lagt.
- Helt bestemt. Vores smertensbarn her i regionen er, at der er alt for mange børn og unge mennesker, der går med en psykisk lidelse. De skal have noget hjælp og står alt for lang tid på en venteliste. Vi må også bare sige, at tingene har ændret sig desværre til det værre de seneste år, siger han og fortsætter:
- Over de sidste 10 år er der cirka dobbelt så mange børn og unge mennesker, der står på venteliste i forhold til at få en diagnose. Så vi har brug for at lave en indsats, og det tager vi de første skridt på nu, slutter han og tilføjer, at der til næste års budget kan blive kigget på yderligere penge til psykiatrien.
Du kan læse mere herunder om, hvilke andre områder der tilføres penge i budgetforliget: