Knap så åbne arme: - Det er meget svært at få en henvisning til psykiatrien
Foreningen BHOV – forældre til børn med særlige behov mener ikke, at regionen står med åbne arme i psykiatrien, som der blev sagt i debatprogrammet Fokus i sidste uge.
I sin kombination af stue og kontor sidder formanden for BHOV i Aalborg Marlene Qvist Simoni og genser sidste uges Fokus-udsendelse på TV2 Nord.
Udsendelsen fik formanden til tasterne, fordi hun ikke mente, at regionen fremlagde hele sandheden i programmet.
- Jeg var bare rystet bagefter, siger Marlene Qvist Simoni.
Sidste uges Fokus-udsendelse omhandlede ADD og sen udredning af ADD. Her sagde Jess V. Laursen (V), at psykiatrien står klar med åbne arme til at tage imod borgere, hvis der er en henvisning.
Et billede, næstformanden i psykiatriudvalget tegnede, som formanden for BHOV i Aalborg ikke kan nikke genkendende til.
- Vi hører meget frustrerede forældre, der siger, at det er meget svært at få en henvisning til psykiatrien, siger Marlene Qvist Simoni.
Afslag på henvisninger
Behandlingen af for eksempel ADHD sker i forskellige niveauer. Den praktiserende læge og kommunen tager sig af behandling af let ADHD, og kun de mellemsvære til svære tilfælde af ADHD behandles i psykiatrien, som kun er der, diagnoser kan stilles.
- Diagnosen har en rigtig stor betydning for forståelsen af sig selv. Når vi taler om børn, så er det forældrenes forståelse af barnet og omgivelsernes forståelse af barnet, der følger med en diagnose, siger Marlene Qvist Simoni.
Hvis man siger, at man står klar med åbne arme, og man så ikke er det, så er der noget, der skal kigges på ved os selv.
- Jess V. Laursen, Næstformand, Psykiatriudvalget, Region Nordjylland, Venstre.
Ifølge Marlene Qvist Simoni søger mange familier svar gennem en diagnose, men et skridt de altså ikke når til, når psykiatrien afviser henvisninger.
Vil du sige, at I har været gode nok i de her sager?
- Åbenbart ikke. Den oplevelse, jeg har af psykiatrien, er, at den fungerer. Derfor er det ’rart’ at få nogle oplevelser af, at det gør den måske ikke, svarer Jess V. Laursen (V).
Menneskelige og økonomiske konsekvenser
Derfor vil Jess V. Laursen lytte til den kritik, der er kommet fra BHOV.
- Hvis man siger, at man står klar med åbne arme, og man så ikke er det, så er der noget, der skal kigges på ved os selv, siger Jess V. Laursen (V).
Foran computeren hjemme i det kombinerede kontor og stue håber Marlene Qvist Simoni, at Jess V. Laursen ligger alvor bag sine ord, så flere kan komme igennem med en henvisning.
- Det skulle gerne gøre så det bliver nemmere, for som det er lige nu, så tror jeg, at vi skubber udgifterne – både de menneskelige og økonomiske. Det kommer til at blive dyrt, det der sker lige nu, siger Marlene Qvist Simoni.