Her får de nordjyske ambulancer base
Foto: Region Nordjylland
1. april overtager Region Nordjylland ambulancedriften i regionen fra Falck, og det er nu lagt fast, hvor ambulancerne får base.
26 baser skal huse de nordjyske ambulancer, når Region Nordjylland sammen med den private ambulanceoperatør PreMed fra 1. april overtager ambulancedriften i Nordjylland.
- Vi er klar, og vi er glade for, at placeringen af ambulancebaserne er på plads, siger Kenneth Lübcke, der er enhedschef i Den Præhospitale Virksomhed under Region Nordjylland.
Basernes placeringer er godkendt af regionsrådet, og 12 ud af de 26 baser bliver på deres nuværende placering, mens de øvrige skifter lokalitet. De fleste skifter til lokaler i nærheden af de gamle.
- Regionen har altid haft det endelige ansvar for, at der kommer en ambulance, når der ringes 112, så vi havde i forvejen et meget præcist overblik over, hvor det beredskabsmæssigt giver bedst mening at have ambulancebaser placeret, siger Kenneth Lübcke.
Baser bliver moderniseret
Region Nordjylland og PreMed kommer til at råde over 13 ambulancebaser hver.
- Vi har hver især vores forskellige baser, hvor ambulanceredderne hviler sig, gør sig klar til dagens arbejde, og hvor ambulancerne står parate. Men selve beredskabet vil være mere flydende. Når man ringer 112, vil det altid være den sundhedsfagligt bedste bil, der bliver sendt til skadesstedet, og så er det lige meget, om der står PreMed eller Den Præhospitale Virksomhed på ambulancerne, siger Kenneth Lübcke.
De 26 baser bliver ombygget og sat i stand. Der kommer nyt inventar, senge og udstyr til redderne, der skal bruge baserne, når der ikke køres ambulancekørsel.
Fra 1. april er det politikerne i regionsrådet, der beslutter, hvor fremtidige baser skal placeres, hvis der på sigt bliver behov for flytninger eller udvidelser.