Flere pædagogiske assistenter på landsplan - Nordjylland skraber bunden
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
De seneste år har kommuner og regioner ansat langt flere, som er uddannede pædagogiske assistenter. De er en oplagt del af løsningen på personalemanglen i dag- og botilbud, mener sektorformand i FOA.
Mens dagtilbud, botilbud og andre institutioner med pædagigisk personale står i en alvorlig rekrutteringskrise, bliver der i stigende grad ansat flere, som har en helt bestemt pædagogisk uddannelse, nemlig den pædagogiske assistent uddannelse.
På landsplan har man de seneste fem år i gennemsnit ansat 33 procent flere pædagogiske assistenter, hvilket svarer til 1.644 flere fuldtidsansatte. Det viser tal, som FOA har trukket fra KRL.
- Rigtig mange kommuner og regioner har fået øjnene op for, at de pædagogiske assistenter udgør en vigtig del af fremtidens pædagogiske personale. Alene på dagtilbudsområdet kommer vi frem mod 2030 til at mangle 14.000 ansatte, siger formand for Pædagogisk Sektor i FOA Kim Henriksen og fortsætter:
- Vi skal sikre, at langt størstedelen af dem har en pædagogisk uddannelse, så børnene hver dag er omgivet af voksne, som har en stærk pædagogisk faglighed og kan støtte børnene i deres trivsel og udvikling.
Her er der flest og færrest
Målt i procent er den største stigning i antallet af pædagogiske assistenter i Region Nordjylland sket i Vesthimmerland med hele 83 procent. Alligevel halter regionen bagefter, når man sammenligner den med de øvrige.
For det største fald ses i Region Nordjylland, der har 21 procent færre pædagogiske assistenter end i 2017, hvor der er sket et fald fra 45 pædagogiske assistenter til 35.
Ser man derimod øst, finder man Region Sjælland, der har den største stigning. Her er der ansat 70 procent flere pædagogiske assistenter end for 5 år siden, og dermed sket en stigning fra 63 til 106 fuldtidsansatte pædagogiske assistenter.
- Det skal løfte daginstitutionerne
Derfor mener formanden heller ej, at man kan læne sig tilbage fra nu af. Tværtimod skal ærmerne smøges op.
- Den udvikling skal gerne fortsætte, for de pædagogiske assistenter er med deres mere end tre år lange uddannelse rigtig dygtige. Det synes deres kolleger, som står side om side med dem ude blandt børnene, også, ved vi fra en evaluering af uddannelsen, siger formand for Pædagogisk Sektor i FOA Kim Henriksen.
- Det vil give et hurtigt og varigt fagligt løft i daginstitutionerne. Netop det er et af formålene med den pulje på halvanden milliard, som regeringen i forrige uge sikrede til opkvalificering af pædagogmedhjælperne.